Læsetid: 3 min.

Ingen forsoning i Sydafrika

1. august 1998

Sandheds-kommissionen har afsluttet sit arbejde, men Sydafrika er langt fra færdig med at gøre op med apartheid-fortiden

CAPE TOWN - At sætte bødler og ofre over for hinanden, så de sammen kunne omskrive et af de smerteligste kapitler i landets historie - det var opgaven for den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission.
Den har i godt to år gennemført et enestående eksperiment, der bestod i at granske apartheid-fortiden i et forsøg på at fremme forsoningen mellem sydafrikanere af alle racer.
Det var en gigantisk øvelse i national exorcisme, som formelt sluttede i går med de sidste afhøringer og vidneudsagn fra ofrene for de mange krænkelser af menneskerettighederne.
Mere end 20.000 personer har over for kommissionen berettet om de individuelle dramaer, som udgjorde Sydafrikas tragiske historie under apartheid.

Ansigt til ansigt
Ansigt til ansigt med deres tidligere plageånder har aktive medlemmer af befrielsesbevægelsen med rystende stemmer afsløret de rædsler, de var ude for under forhør. Mødre med trætte ansigter har fortalt, hvordan deres sønner pludselig forsvandt efter at være ført bort af politiet. Unge mennesker med frygt i øjnene har skildret deres forældres sidste timer, inden de blev myrdet, mens børnene så til.
Langt de fleste vidner var sorte ofre for den racistiske undertrykkelse. Men kommissionen under ledelse af den tidligere anglikanske ærkebiskop Desmond Tutu, der fik Nobels fredspris i 1984, har også hørt udsagn fra hvide ofre for attentater begået af befrielsesbevægelsen i kampen mod apartheid.
"Det er prisen for den nationale forsoning," måtte Tutu fastslå flere gange undervejs.
Med sin karisma reddede han kommissionen frelst igennem de mest vanskelige øjeblikke.
Det var f.eks. ham, der overtalte Winnie Mandela til offentligt at sige, at hun beklagede "fortidens fejl". Derved forhindrede han en total fiasko for en afhøring, som ikke virkede særlig overbevisende og som - trods den omfattende mediedækning - ikke formåede at afdække, hvor meget den sydafrikanske præsidents eks-kone var indblandet i en række forbrydelser i 1980'erne.

Værdighed tilbage
Har kommissionens arbejde gjort det muligt at læge fortidens sår?
"Vi har givet ofrene deres værdighed tilbage," har Desmond Tutu sagt ved flere lejligheder.
Men sandheden er ikke altid nok til at garantere forsoning.
Ifølge en meningsmåling, som dagbladet Business Day offentliggjorde tidligere på ugen, mener to af tre sydafrikanere, at kommissionen ikke har bidraget til en tilnærmelse mellem racerne.
Kritikken kommer hovedsageligt fra det hvide mindretal, men også fra det indiske samfund i Sydafrika. Inderne føler sig marginaliseret, fordi processen har fokuseret på forholdet mellem hvide og sorte - hovedaktørerne i den konfrontation, apartheid gav anledning til.
"Det er naturligt, at de hvide vurderer kommisionen negativt, fordi den har afsløret de ugerninger, der blev begået i deres navn. Det er en normal reaktion på kort sigt," mener den hvide journalist Max Du Preez, som har produceret et ugentligt tv-program om høringerne.
Det er imidlertid ikke kun det hvide mindretal, der har angrebet kommissionen. Den er heller ikke blevet sparet for kritik fra det venstreorienterede sorte parti Pan-Africanist Congres (PAC) og zulu-partiet Inkatha, som flere gange har anklaget den for at være partisk til fordel for det nuværende regeringsparti, African National Congress (ANC).

Begrænset mandat
I virkeligheden skyldes utilfredsheden med Kommission måske mere frustration over dens begrænsede mandat. Den blev nedsat i kølvandet på "valgmiraklet" i 1994, og det hverv, den blev pålagt, var yderst ambitiøst: Den skulle dække alle områder af samfundslivet og alle former for krænkelser af menneskerettighederne.
Derimod fik den ingen juridiske beføjelser: Den kunne give (eller nægte) amnesti for politiske forbrydelser, men den havde kun ringe manøvrerum over for dem, der afviste at deltage i optrævlingen af fortiden.

Heksejagt
Da tidligere præsident P.W. Botha nægtede at vidne, appellerede kommissionen til domstolene; men det lykkedes ikke at knække "den store krokodille", som efter at have regeret Sydafrika i apartheids mest blodige periode nu fremstiller sig selv som offer for en "heksejagt".
Med enkelte bemærkelsesværdige undtagelser har de tidligere politiske ledere ikke accepteret noget personligt ansvar, men skudt skylden på deres underordnede, som havde levet i den tro, at cheferne ville holde hånden over dem.
Det gælder især de politifolk, som i dag søger amnesti, og som ikke lægger skjul på deres bitterhed over at blive gjort til syndebukke for alle fortidens synder.
Selv om Sandhedskommissionen nu er nedlagt, vil afhøringerne af omkring 7.000 kandidater til amnesti fortsætte i endnu et år. Sydafrika er bestemt ikke færdig med at gøre op med fortiden.

© 1998 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her