Kompromisset mellem de fire instanser i Ruslands politiske system, og ministerpræsident Tjernomyrdins meldinger tyder ikke på en tilbagevenden til planøkonomien
Indflydelsen
Tidligt søndag morgen kom det i Moskva til en aftale i den såkaldte firkantsgruppe, dvs. repræsentanter for præsidentembedet, regeringen og det russiske parlaments to kamre, underhuset Dumaen, og overhuset Føderationsrådet. Aftalen ligger nu på præsident Jeltsins skrivebord i et af hans landsteder og venter på hans underskrift.
Der er ikke så meget konkret om aftalen i skrivende stund, men så vidt man kan regne ud fra det, der er sivet ud, betyder aftalen, at man går i retning af en større statslig indflydelse på økonomi og storindustri. Politisk er det afgørende, at der foreligger en skriftlig aftale om, at præsidenten ikke opløser Dumaen inden næste parlamentsvalg i december næste år, og at Dumaen til gengæld ikke forsøger at få præsidenten afsat.
Endvidere får Dumaen større indflydelse på udnævnelsen af de enkelte ministerposter - dog har præsidenten fortsat eneret med hensyn til de fire såkaldte "magtministerier", dvs.: udenrigs-, indenrigs-, forsvars- og -sikkerhedsministrene.
Sidst men ikke mindst vigtigt, har kommunisterne fået indsparket en hensigtserklæring om større offentlig kontrol af de russiske massemedier (der i overvejende grad ejes og styres af finansbaronerne, de såkaldte oligarker, red.)
Så snart Jeltsin har skrevet under på aftalen, vil Dumaen godkende Viktor Tjernomyrdin som ny ministerpræsident.
Der har i de seneste dage i vestlige medier været fremført mange ængstelser for, at Rusland nu opgiver de finansielle og økonomiske reformer og vender tilbage til en form for planøkonomi.
Denne opfattelse har Tjernomyrdin tilbagevist. Til Hamborg-avisen Die Welt sagde han i går:
"Vi har allerede opnået, at Ruslands befolkning ikke ønsker en tilbagevenden til fortiden...Vi lever i et demokratisk land. Kommunisterne repræsenterer en væsentlig del af befolkningens interesser, derfor må de influere på regeringen (...) Målet forbliver det samme for det russiske folk: Markedsøkonomi og demokrati."
Indviklet firkant
Dumaen har 450 medlemmer, der for halvdelen er valgt i enkeltmandskredse over det ganske land, og for den anden halvdels vedkommende på partilister, efter forholdstals-stemmer. Altså, populært sagt, en blanding af det danske og det engelske valgsystem.
Overhuset, Føderationsrådet, er sammensat af en politisk leder og en administrationschef fra hver af Ruslands 89 regioner (de facto kun 88 regioner), da Tjetjenien holder sig udenfor ethvert organ i Moskva, grundet sit krav om at blive anerkendt som selvstændig republik). Det vil alt i alt sige, at Føderationsrådet p.t. har 176 medlemmer.
Forholdet mellem præsidenten og regeringen på den ene side, og underhuset på den anden er et altafgørende faktum i russisk politik. Men forholdet mellem Føderationsrådet og præsidenten, og mellem Føderationsrådet og Dumaen, er to ikke mindre afgørende faktorer.
I de seneste år er der sket den udvikling, at forholdet mellem Føderationsrådet og præsidentembedet er blevet konstant forbedret, ud fra den af Jeltsin-styret erklærede politik om at give regionerne større og større indflydelse på deres egne forhold, hvilket reelt betyder en decentralisering i det store russiske land. Så må man også straks tilføje, at der jævnligt har været gnidninger mellem regeringen og regionerne, og regionerne imellem.
Decentralisering
Det øgede selvstyre for regionerne har på det sidste fremkaldt nervøsitet for, at Den Russiske Føderation kan risikere at falde fra hinanden. Samtidig har der dog ved siden af de centrifugale tendenser i Rusland også vist sig centripedale, dvs., at flere af regionerne ytrer planer om at slå sig sammen - hidtil uden planer om derpå at træde ud af Føderationen som større enheder.
Med til hele historien hører så, at forholdet mellem Føderationsråd og Duma ikke er helt dårligt, men kunne være meget bedre. Regionerne føler nemlig i mange tilfælde, i deres udvikling til større selvstændighed, at Dumaen er et generende mellemled. Derfor er regionerne i langt mindre grad end Dumaen interesseret i en kraftig stækkelse af præsidentens og regeringens magt. Og derfor er den indgåede aftale ikke kun et kompromis mellem Dumaen og landets to magtinstanser, præsidentembedet og Regeringsmagten, men også et kompromis med Føderationsrådet, der har sikret sig, at Dumaen nu heller ikke går hen og får alt for stor indflydelse.
