Læsetid: 3 min.

Irland som banal kliché

14. august 1998

'Parringsleg' er som skabt til at modbevise Umberto Ecos tese om, at klicheer kan være sublime, når der er mange nok af dem

NY FILM
Den amerikanske senator John McGlory vil gerne genvælges, men da det er forbundet med visse vanskeligheder, undfanger hans kampagneleder den idé at slå på senatorens irske rødder i et forsøg på at få Kennedy-klanens popularitet til at smitte af på den trængte politiker. Senator McGlorys ihærdige medarbejder Marcy (Janeane Garofalo) sendes derfor til det lille udsted Ballinagrá på den irske vestkyst for at lede efter autentiske irske medlemmer af McGlory-slægten.

Skabt for hinanden
Marcy dumper lige ned i den årlige 'matchmaking'-festival, der for en stund omdanner Ballinagrá til et mekka for enlige på jagt efter en partner. Her er det ikke tovværk, der splejses, men kærlighedshungrende mænd og kvinder.
Skønt selv enlig er Marcy dog hævet over denne form for bramfri irsk folklore. Hun har ifølge eget udsagn viet 99 procent af sin tid til sit arbejde - og brugt den sidste procent til at sove i - så de lokale Kirsten Gifteknive skal ikke regne med hende i deres komplicerede splejsningsprojekter.
Og dog! Fra det øjeblik hun irriteres mere end sædvanligt over den lokale rod Sean (David O'Hara), er der næppe mange, der vil være i tvivl om, at netop de to vil få hinanden i enden - for det foreskriver som bekendt en af den romantiske komediegenres allermest forslidte formler. Det starter med, at hans hund letter ben op ad hendes amerikanske design-kufferter, og da hun umiddelbart efter rasende konstaterer, at han ugenert benytter det badekar, der hører til hendes hotelværelse, er sagen klar: de to er ganske enkelt skabt for hinanden!

Klægt kliché-klister
På dansk er The Match Maker kommet til at hedde Parringsleg. En både fad og lidet appetitvækkende titel, der imidlertid dækker filmen bedre end den originale, netop på grund af såvel titels som films fadhed og generelle uspiselighed.
Indrømmet, man kommer til at trække på smilebåndet en gang eller to i løbet af de godt halvanden time Parringsleg løber over lærredet, men smilet er modvilligt, for mage til klægt kliché-opkog skal man heldigvis lede længe efter.
Parringsleg vil gerne have os til at sympatisere med den djærve og autentiske irske levevis, hvor folk kommer hinanden ved. I samme åndedrag skal vi tage afstand fra den køligt kalkulerende amerikanske kynisme, som den kommer til udtryk ikke mindst i det politiske miljø. Oplægget kunne minde om Bill Forsyths 15 år gamle Local Hero, hvor strømlinet amerikansk overfladiskhed konfronteres med et skotsk lilleputsamfund, men hvor den poetiske Local Hero havde såvel karakterskuespillere (bl.a. Burt Lancaster) som en kompetent instruktør og et elegant manuskript at trække på, har Parringsleg kun de mest tyndslidte klicheer at gøre godt med.
Filmen inviterer os til at blive harme over, at en amerikansk politiker vil fotograferes med Guinness-drikkende irske arketyper i sine bestræbelser på at øge vælgertækken, men samtidig disker den selv op med alle tænkelige arketyper og banale klicheer om Irland og irere.
Mens de irske enge lyser i al deres irgrønne pragt, flokkes befolkningen i pub'erne, hvor de træner sangstemmerne om kap med de ølkrussvingende overarme. De irske Paddy'er og Danny Boys er djærve, bramfri og ukomplicerede, og for at det hele skal være rigtigt autentisk, har de sågar dårlige tænder! Og sandelig om filmens skabere ikke også i et overbud af irskhed har fået klemt et nummer med Van the Man Morrison ind under slutteksterne.
Umberto Eco har en gang hævdet - i forbindelse med Casablanca - at et par klicheer får os til at trække på smilebåndet, mens hundrede klicheer bevæger os. Og ikke nok med dét. Vælter værket sig skamløst i et orgie af banale arketyper, kan det ifølge Eco nærme sig det sublime.
Well ... en eller anden burde invitere Eco ind og se Parringsleg. Kan man ikke fremhæve den for andet, så har den i det mindste sin eksistensberettigelse som filmen, der modbeviser Ecos teori.

*Parringsleg (The Match Maker). Instruktion: Mark Joffe. Manuskript: Karen Janszen, Louis Nowra og Graham Linehan. USA 1997. 98 min. (Palads og Øst for Paradis/Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her