Læsetid: 3 min.

Islamister mistænkt for bomber

8. august 1998

Islamisk Jihad i Egypten advarede tidligere på ugen amerikanerne om gengæld for udlevering af fire Jihad-medlemmer

Den forbudte egyptiske gruppe, Islamisk Jihad, var i går det eneste spinkle spor i jagten på de skyldige i bombeattentater mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania.
Ingen har taget ansvaret for attentaterne, og ingen sætter officielt gruppen i forbindelse med mordattenaterne, der kostede mindst 80 mennesker livet. Men en meddelelse fra gruppen tidligere på ugen skabte i går spekulationer om, at gruppen kan stå bag.
Islamisk Jihad sendte forleden en meddelelse til det franske nyhedsbureau AFP, hvori det hed, at amerikanerne kunne vente gengældelsesangreb.
Gruppen mener, ifølge meddelelsen, at USA var involveret i udleveringen af fire Jihad-medlemmer fra Albanien i begyndelsen af juli.
"Vi underretter amerikanerne om forberedelsen af et svar, som vi håber, de vil læse nøje, for vi vil skrive det, med Guds hjælp, på et sprog, de vil forstå," hed det i meddelelsen.
De to bomber gik af samtidig i går morges i henholdsvis Kenyas og Tanzanias hovedstæder, og foruden de 80, der ifølge politi og vidner mistede livet, blev over 1.100 mennesker såret.
Blandt de døde i Kenyas hovedstad Nairobi er otte amerikanere, mens andre syv stadig er savnet.
I Tanzanias hovedstad Dar es Salaam blev ingen amerikanere dræbt i attentatet mod den amerikanske ambassade dér.
USA's præsident Bill Clinton blev vækket klokken 5.30 og underrettet om tragedien, og talsmænd for Det Hvide Hus sagde, at USA betragter angrebet som en terrorhandling. I et interview i juli sagde Jihads leder til et dagblad i Kuwait, at der ikke er noget alternativ til hellig krig mod amerikanernes interesser i Mellemøsten.
"USA insisterer på at ringeagte den muslimske nation. Derfor er den eneste mulighed at erklære hellig krig mod Amerika og Israel... og den islamiske bevægelse er nu kommet til enighed om nødvendigheden af en sådan Jihad," citerede dagbladet Ayman el-Zawahri, gruppens leder, for at sige.
Avisen skrev videre, at han formentlig holder til i Afghanistan sammen med den saudiarabiske rigmand og systemkritiker Osama bin Laden, som i maj erklærede hellig krig mod amerikanske styrker i sit hjemland.
Søndag sagde en talsmand for et islamisk informationscenter i London, at Albanien i begyndelsen af juli udleverede fire Jihad-medlemmer til Egypten med hjælp fra USA.
Én af dem, Ahmed Ibrahim el-Naggar, blev i 1997 dømt til døden in absentia ved en militærdomstol i Egypten.
"Albanien arresterede dem, i samarbejde med Nato-styrker, i Tirana den 26. juni, og efter at amerikanerne havde forhørt dem i en uge, udleverede Albanien dem til Egypten," sagde talsmanden ifølge nyhedsbureauet Reuter.
Nagger blev dømt til døden i oktober, efter at han var blevet kendt skyldig i at stå bag et plot, der skulle dræbe regeringsembedsmænd. Han blev også dømt for at have sendt penge til Islamisk Jihad, der er blevet stærkt svækket af den egyptiske regerings hårde politik mod de yderliggående grupper.
Islamisk Jihad har eksisteret i Egypten siden begyndelsen af 70'erne, og gruppen tog i 1981 ansvaret for mordet på præsident Anwar Sadat. Gruppens mål er at vælte den egyptiske regering og indsætte et islamisk styre. En anden voldelig gruppe, Gama'a Islamiya, har samme mål, og i alt har 1.200 mennesker mistet livet, siden de to grupper indledte deres voldelige kamp mod præsident Hosni Mubaraks regering.
Ifølge iagttagere peger alting på, at gårsdagens attentater er begået af grupper uden for Afrika. Men en britisk ekspert finder det usandsynligt, at Islamisk Jihad kan have nået at organisere attentatet, siden meddelelsen fra gruppen blev sendt til AFP tidligere på ugen.
"Det forekommer umuligt, at de på så kort tid kan have nået at tilrettelægge to attentater på samme tid," siger George Joffe, underdirektør ved det britiske Royal Institute for International Affairs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her