Læsetid: 6 min.

Ja, ja, ja nu kommer jeg...

22. august 1998

Intermetzo
Der er godt 40 procent konservative vælgere i Danmark, folk der gerne vil stemme konservativt. De fleste af dem kan man godt få til det. Sådan næsten ordret udtalte Poul Schlüter i fjernsynet forleden.
Den aldrende eks-regeringschef og snart afgående EU-parlamentarist var eksklusiv gæst hos Kurt Strand i TV-Avisens Profilen og kommenterede velovervejet, med sammenknebne øjne og den periodisk spidsede mund de konservatives snart langtrukne selvmordsforsøg.
Ifølge Schlüter henfalder hans gamle parti til borgerkrigens barbari sådan cirka hvert 25. år. Først striden om Christmas-Møller, siden krigen mellem Ninn-Hansen og Haunstrup Clemmensen og endelig Christmas-Møller igen, forudgået af opgøret mellem Engell og betonklodsen og siden med Per Stig Møller.
Efter disse periodisk tilbagevendende stammekrige - stadig ifølge Schlüter - personlige magtkampe, der hver gang sender partiet ud på vandringer nær spærregrænselandet, hersker fred og fordragelighed.
I disse fredsperioder kan man med held appellere til de nær 40 procent konservative i landet. Med andre ord få folk til det. Netop den betoning som er Schlüters retoriske særkende. Det sønderjyske mål (Haderslev) griner frem som grundfjeld i den forhenværendes finurlige sproglige figurer, hvis prægnans og duelighed i en klemt politisk situation efterkommerne godt kunne lære af. Det var tilsyneladende også meningen med Schlüters optræden.
Hvad ville være mere naturligt for en tidligere leder, der hidtil har trådt med fortielsens lethed og diskretionens ynde, end fortsat at afvise enhver kommentarvirksomhed angående sine kiksede efterfølgere. Men den politiske realist havde fået overhånd.
Ét og andet har sagt ham at ondets rod var groet fast i Engell og at en klar markering over for dennes person og partiets som helhed - men også politisk - nu var påkrævet. Schlüter var det jo der i sin tid opløftede den da unge konservative pressetjenestemand til den politiske ledelses luftlag. Det giver et vist ansvar for bamsens færden i glasbutikken.

For en umiddelbar betragtning kan det lyde rimeligt, når Schlüter stædigt hævder at han har svært ved at se de politiske skillelinier midt i dette personfnadder. På den anden skrev han, hvad han skrev i Berlingeren den 15. august. Og igen under anvendelse af denne særlige schlüterske metaforik i konklusionen:
"Krisen i dag kan ikke bare løses ved at sige, at nu skal vi markere 'en stærkere politisk profil' eller begynde at svæve frit i luften uden indflydelse på lovprocessen. Det ville også være i total strid med hævdvunden konservativ filosofi, hvis nogen skulle få den tanke, at partiet skulle etablere sig som en slags højreekstrem vildbasseforening." En højreekstrem vildbasseforening! Schlüters støtte til Pia Panik var ikke til at tage fejl af, idet han med selvironikerens milde glimt i de sammenknebne - og i øvrigt sit på det tørre - henviste til egne tider som nyvalgt leder, hvor ingen - og det er jo i hvert fald korrekt - ventede sig noget som helst andet end katastrofer fra hans kant. En ren overgangsfigur sagde man hånligt om "Silkeaben" og "Parfumehandleren" og "Ja, ja, ja, nu kommer jeg, mit navn er...", og alt hvad man ellers med veloplagt skadefryd kaldte den nydelige unge mand med det gammelmodige sprog, trompetbukserne og vat i skulderen. Men de skulle blive klogere, skulle de. Og det er lige netop, hvad Schlüter forsøger at erindre sine partifæller om.
Med Pia Overgangsfigur kan man aldrig vide. Som Schlüter tilføjede - hårdt presset af den seværdige Strand - såfremt partiet ikke forliger sig, så er det en skandale. Udtalelsens topografi optegnede et politisk Danmark, hvor det Konservative Folkeparti ikke mere var at finde i landskabet. Det var råt for usødet indholdet i dét budskab. Derfor var Schlüter gået - først i Berlingeren - siden i tv.
Men selvmodsigelserne i hans optræden var heller ikke til at tage fejl af. På den ene side personfnidderet, der så sandelig ikke har noget med politiske uoverensstemmelser at skaffe - ganske på linie med stridighederne før i tiden. På den anden side den om nødvendigheden af indflydelse på lovprocessen, herunder hensynet til Venstre og risikoen for at partiet under markering af 'en stærkere politisk profil' udvikler sig til den ekstremistiske vildbasseforening.

Med andre ord den ældgamle. medfødte og blodige uenighed blandt konservative om på den ene side den ægte, uforsonlige vare, de - ja undskyld - ideologiske værdier: Gud, Konge, Fædreland og Ejendomsretten den Ukrænkelige. Og på den anden de konservative stemmer der arbejder. Gerne sammen med dem der sidder i magtens øje, om så det er socialdemokraterne selv. Denne håndsrækning til den nye lederske, hvis vision hidtil har indskrænket sig til konstateringen af, at der nu skal knokles, var ikke til at tage fejl af.
Efter denne opsang, hvor Schlüter dårligt kunne nævne navnet på betonklodsmajoren tydeligere, opgav den potentielle guerillachef for den ekstreme vildbasseforening ævred, traf sin tunge beslutning og annoncerede sig som snarlig tilrådighedsstående solidt uddannet journalist på jobbørsen.
Man kan på den baggrund more sig med den overtro, at Pias pragmatiske fløj således stærkt støttet af gamle P. Schlüter nu formentlig kan imødese nogenlunde magsvejr op til landsrådet.
Men såfremt Pia X-Mas ikke er i stand til at formulere noget mere markant end den om det almindelige knokleri, skal hun og man nok ikke regne med, at magtkampen er afblæst. Eller at hun uden videre bliver kåret som leder, befriet for i så fald velforståeligt ævl og kævl og modkandidater.

Et eller andet sted må en konservativ nr. 1 - såvel som alle andre politiske ledere - formulere sig politisk på en sådan måde, at det er værd at notere i aviserne og citere mere end én gang. Her var - og er - Schlüter mesteren, der som bekendt dengang han sad for bordenden udråbte ideologierne som noget bras og konstaterede, at han jo endelig heller ikke var konservativ, så det gjorde noget. Alene dét.
For naturligvis er Schlüters påstand, som mere end antydet, tvivlsom. Nemlig at uenighederne ikke også er politiske. Det var striden dengang mellem gamle Christmas-Møller på den ene side og resten af de toneangivende i partiet på den anden, grænsen og så videre. Det var den mellem Ninn-Hansen og Haunstrup Clemmensen, hvor førstnævnte var konservativ så det både kunne høres og føles, og sidstnævnte - på linie med den senere konservative-med-et-menneskeligt-ansigt-Palle Simonsen, - nærmest var skabsfrisindsradikalsocialdemokrat. Godt nok kunne de to, Ninn og Haunstrup ikke fordrage hinanden, det vidste hvert barn på Christiansborg, men såfremt striden ikke også havde været politisk, ville de indlysende ikke have fået lov til at udvikle den til så betydelig fare for partiets selve overlevelse. De to repræsenterede jo samtidig hver deres strømninger i den danske konservatisme.
Og når alt kommer til alt, er striden i dag naturligvis også politisk. Først da den stod mellem Engell, der elsker et godt glas øl, krudt, kugler og hornmusik, og på den anden side Per Stig M. , der til gengæld skriver mere dybsindige bøger og så let som at klø sig i skægget kan forklare konservatismens i boende menneskelighed i dens historiske dimension og perspektiv. Og nu - indtil Engell skred - i uoverensstemmelserne mellem ham og Pia På Vej.

Selve måden at gribe et lederskab an på er selvsagt politisk betinget og afspejler dybere holdninger til livet og døden. Når den nye konservative leder appellerer til gruppen om at knokle og underforstået holde kæft, er dette også en politisk anvisning, skønt det ikke lyder sådan. Men en anvisning er det ligegodt, og vel at mærke af en karakter, der må have givet et temperament - for ikke at sige et politisk dyr - som Engell irritabel nervekløe i hele magtapparatet. Alt andet end dét. Så hellere journalistik.
Og så mødtes de to - efter Engells udmeldelse på sigt - i Skibelund Krat og smiskede, som man siger i vaudevillerne. Om vejret, det lort. Og nu fryser du vel ikke om måsen Pia, og det skal nok gå altsammen, Hans, bare man klæder sig lunt på. og tager en kop varmekaffe. Og knokler.
De ekstremistiske vildbasser er sendt i hi med deres forening. Indtil videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu