Læsetid: 4 min.

Jægere og samlere anno 1998

12. august 1998

Der er skrevet 30 bøger og mere end tusind artikler om verdens dyreste frimærke, som for nylig blev solgt i København. Information har besøgt sælgeren

Byens lys
Efter den massive medieomtale af salget af verdens dyreste frimærke, som blev solgt af Thomas Høiland Frimærkeauktioner i København for 13 millioner kroner, kunne jeg ikke længere modstå fristelsen: De to 100 øres frimærker fra 1977 kom frem fra gemmerne. Frimærke- motivet er tegnet af Dan Steerup-Hansen og det er påtrykt teksten GIV AGT. Mærket er udgivet i anledning af den nye færdselslov i 1977.
Hvis verdens dyreste frimærke, et svensk 3-skillings mærke fra 1855, som ved en fejltagelse er blevet gult i stedet for grønt, kan sælges for 13 millioner kroner, så må mine to GIV AGT-mærker kunne give om end ikke en hurtig million-gevinst, så dog nogle hundrede tusinde. Jeg aftaler tid med firmaets direktør, Thomas Høiland, med henblik på en indlevering af min i antal relativt lille samling på to frimærker til den kommende auktion på Børsen.
På Høilands kontor lister jeg chartec'et frem på bordet, mens direktøren henter kaffe. Cirka tre meter fra bordet stopper direktøren op med kaffekopperne og ser på mig som noget, der er bestilt men ikke afhentet: "De frimærker er fra 1977, de blev udgivet den 24. marts. Du kan få tre kroner pr. stk. for dem, i alt seks kroner."

Brev fra Kongens Palais
I det hele taget virker Thomas Høiland som om han slet ikke er interesseret i at købe mine frimærker. Han vil meget hellere tale om de historier, der knytter sig til de spændende breve og frimærker, som skal på den kommende auktion:
"Se nu denne kuvert med en 2-rigsbankskilling, afsendt i 1852 fra Grevinde Danner til Grevinde Natalie Holck, Kronprindsessegade 393 A, 1. sal. Det har siddet i en gammel frimærkesamling siden 1880. Der er gyldne forsiringer påtrykt på både forsiden samt på bagsidens
flapper. Kuverten er lukket med en dekorativ koloreret oblat, der viser Amalienborg med teksten 'Kongens Palais'. Opråbsprisen er 100.000 kr."
Frimærkehandleren fortæller, at det er et dyrt frimærke fordi det er populært i hele verden, samt at det sidder på en kuvert. Hvis det var klippet ud, ville det være 2.000 kr. værd.
Et andet lot (det hedder en genstand, som skal på auktion) drejer sig om et såkaldt førstedagsbrev fra Holbæk til Postmesteren i Sorø, Greve Knuth. Høiland fortæller:
"Dette brev er et af kun tre kendte førstedagsbreve fra provinsen: Vidunderlig lille kuvert, der kan tænkes at have haft et indhold, der vedrørte frimærkets indførelse i Danmark. Det er afsendt den 1. april 1851, altså den dag, det første danske frimærke blev sat i brug. Her står vi med det første danske frimærke, ægte brugt. Frimærkesamlere over hele verden, der samler på 'klassisk Danmark' vil give mange penge for dette brev. Opråbsprisen er 500.000 kr."
Informations udsendte rører ved genstanden, men bliver knapt så ophøjet over herlighedsværdien som direktøren. Tænker stadig på GIV AGT-mærkerne og på en mulig genoptagelse af forhandlingen.

Udbragt med fodpost
Her er det så, jeg ser en brun sag med dekorativ guldprægning ligge på bordet: Et brev fra H.C. Andersen til Frederik Bøgh. Andersen skriver fra Montreux den 20. august 1862. Det hedder bl.a.:
"Siden gik vi til Bern og Freiburg, hvor vi hørte dejligt Orgelspil paa et af Verdens største Orgler; Organisten er en sand Mester og ligner i sin Fantasering den berømte Abbed Vogler, hvem De nok har hørt om. Det er forunderligt, hvilke Toner der kan løfte sig fra Orgelpiberne; det klang som skjønne Alt-Stemmer, som Klokkeklang, som rullende Torden mellem Bjærgene."
Høiland fortæller, at de fleste af H.C. Andersens breve befinder sig på H.C. Andersen museet i Odense. Med jævne mellemrum får Høiland dog indleveret Andersen-breve, som i sin tid er udbragt "med fodpost", som det hedder i filateli-sproget:
"Samlere i Japan og på hele det amerikanske kontinent er dybt forundrede over, at opråbsprisen på et sådant brev ikke er mere end 20.000 kr.," siger Høiland, der nu åbenlyst fortæller mig, at jeg godt kan pakke mine GIV AGT-mærker ned i tasken igen.

Skandinaviens største
For at udligne den anspændte stemning i lokalet som følge af, at jeg har optaget direktørens tid, spørger jeg til Høilands person: Hvordan startede frimærke-eventyret for direktøren? Thomas Høiland beretter:
"Da jeg var syv år, var børnearbejde stadig tilladt, så jeg plukkede tomater på et gartneri i Tømmerup på Amager. For min løn købte jeg frimærker i Amagerland Frimærkeklub. Da jeg kom i 1. real og fik arbejde i lufthavnen, fik jeg råd til at købe flere frimærker. Efter endt uddannelse som maskinarbejder i 1979 købte jeg en lille frimærkehandel i Østerfarimagsgade: 10 kvadratmeter butik og 10 kvadratmeter baglokale, 426 kr. i husleje om måneden."
Nu 20 år efter har Høiland Skandinaviens største auktionshus med frimærker og mønter. Hvorfor overhovedet samle på de små tingester:
"Vi mænd har en trang til at besidde, fuldende og samle. Interessen går på tværs af alle sociale lag. Der er ca. 400 frimærkeklubber i Danmark. Mærkerne, brevene og mønterne fortæller os noget om vores kulturers historie: Hvordan byerne så ud, hvordan folk omgikkes hinanden, hvordan man indrettede sig - og om mange andre forhold. Det er meget sjovere at købe et flot frimærke end en aktie i Novo Nordisk. Og hvis man sælger sine frimærker eller mønter, så er lovgivningen indrettet så viseligt, at fortjenesten er skattefri," fortæller Høiland.
Inden man høfligt viser mig udgangen, når jeg lige at se en samling autografer til oktober-auktionen, jagtet samlet samlet af musikeren Bent Lylloff. En imponerende samling, en del autografer endog med hilsener til Lylloff himself. Under B finder vi bl.a.: Berlioz, Blixen, Bohr, Brandt, Böhm, Beatles, Basie, Bernstein, Brahms. Opråbspris: 500.000 kr.
Farvel og tak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu