Læsetid: 3 min.

Fra jagtvin til single malt

15. august 1998

TIL NÆSEN
På vor langsomme, men uafvendelige vandring fra vugge til grav er der en række begivenheder, der hakker tiden op og markerer overgange. I det store: Dåb, konfirmation, bryllup(per), jubilæer, runde dage og (andres) begravelser. I det små: Alle de tilbagevendende begivenheder, der afmærker årstiders og sæsoners skiften.
Når en vinredaktør således begynder at få tilsendt pressemeddelelser og flasker med jagtmotiver af tvivlsom kunstnerisk valør, ved han, at sommeren er forbi. Det er så meget mere smerteligt et år som dette, hvor den end ikke ulejligede sig med at begynde.
Disse såkaldte jagtvine er et af branchens mere tvivlsomme gimmicks - det drejer sig oftest om perifere Bordeaux-vine eller spanske andensorteringsditto, som bærer en ekstrapris begrundet i dels det "kunstneriske" islæt, dels at en del af overskuddet går til det ene eller det andet veldædige formål.
I denne uge var Chris Wine som vanligt ude som de første. Deres præsentation er altid velbesøgt, fordi indehaverne med betydelig psykologisk sans har formået at gøre den til en slags træf for branchens forvoksede skolebørn - nu har vi ikke set hinanden, siden der skulle sælges hvide sommervine i foråret, så stemningen er som første dag efter sommerferien i skolegården - kåd og overgiven. Jeg håber derfor ikke at blive sortlistet, når jeg skriver, at Årets Jagtvin i dette regi er en absolut imødekommende, men ikke bemærkelsesværdig 1995 Château les Brandes Lussac Saint-Emilion, som man inklusive en sikahjort af den afdøde naturmaler Leif Ragn Jensen og et bidrag til Danmarks Jægerforbund kan erhverve for 65 kroner. Jeg frygter, hvad posten i øvrigt vil bringe - og jeg undrer på, om landets vingrosserere mv. selv drikker deres jagtvine, endsige serverer dem for gæster.
Brødrene Carl fra Chris Wine havde imidlertid også taget deres egen Château Seguin med i prestigecuvéen i årgang 1996. Denne "danske" Bordeaux er under stadig forbedring, og var i årgang 1995 en ganske imponerende, kompleks sag. 1996'eren virker blødere, mere drikkemoden og lige knap så subtil. Til gengæld er den særdeles indsmigrende og skal nok gå hen og blive et hit, når den bliver frigivet.

Og så til gyldne og stærke dråber. Michael Jacksons (nej, ikke ham) bibel for whisky-venner, "Maltwhisky - en kenders guide til Skotlands maltwhiskyer", er netop udkommet i en revideret, udvidet og opdateret udgave på forlaget L & R Fakta (198 kroner). Det er en smuk lille bog, som ligefrem kalder på en pejs, en pibe, en trofast vandringshund ved fod og et glas fin Malt uden is eller andre forstyrrende elementer. Den rummer bl.a. smagsnoter på over 300 maltwhiskyer og en komplet fortegnelse over alle arbejdende destillerier. Konsulent på den danske udgave er Ole Clemens Petersen fra Dansk Maltwhisky Akademi, og han skulle deltage i præsentationen med smagsprøver. Da single maltwhisky nok er den mest "individualiserede" spiritustype i verden, følte Vinredaktøren det som sin pligt at møde op og observere begivenhederne.
Vor guide viste sig at være en høj, kraftig og soldateragtig person, hvis kærlighed til single malt kun blev overgået af hans foragt for blended whisky. Han havde ikke glemt kommandoføringen fra sin militærtid og førte os hastigt og bestemt gennem en smagning af seks udvalgte maltwhiskyer. De strakte sig fra den blide og venlige lavlandswhisky Glenkinchie til den mest krasbørstige af alle Islay Malts, Laphroaigh. Sidstnævnte smager som destilleret skibsøl - medicin, tang, tovværk, tjære, salt, jod og fenol. En overvældet deltager i smagningen udtrykte det således: "Som at bide en oversygeplejerske i låret". Han må vel have prøvet!
Hvis man vil tage første skridt ind i maltwhiskyens vidunderlige verden, kan Glenmorangie anbefales. Den kommer fra Northern Highlands, er relativt tilgængelig, og er da også den mest solgte maltwhisky i selve Skotland. Er man en trænet hund ud i single malts, vil jeg pege på den sødmefulde, lynghonningsmagende Highland Park fra Orkney og især den måske bedste af dem alle - Lagavullin 16 år gammel fra Islay. "Den fuldkomne symfoni", kalder Jackson den, og den kan vel bedst beskrives som en civiliseret udgave af ovennævnte Laphroaig - fyldig, ravfarvet, rund og alligevel med en kraftig finish af tørv og salt, som synes at blive i munden uendeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her