Industrien i Vesthimmerland mangler arbejdskraft, så nu bliver kvinder ansat i traditionelle mandejob
Den lave arbejdsløshed blandt mænd i Vesthimmerland får industrien til at ansætte kvinder i traditionelle mandejob.
Et målrettet samarbejde mellem virksomheder, Arbejdsformidlingen og AMU-centret i Aars har givet otte ud af ti kursister fast arbejde.
Arbejdsløsheden i Aars, Løgstør og Farsø i Vesthimmerland er helt nede på 4,6 procent. Kvinderne bærer mere end to tredjedele af arbejdsløsheden, fordi deres kvalifikationer ikke passer til mange af de ledige job. I Vesthimmerland har det økonomiske opsving hovedsageligt skabt job til mænd inden for træ- og møbelindustrien og i jern- og metalindustrien.
Kvinder i mandefag
Risikoen for, at manglen på mandlig arbejdskraft skal skabe flaskehalse har fået AMU-centret i Aars til at uddanne kvinder inden for mandefag, fortæller centrets afdelingsleder Kim Knudsen: "Det er vi simpelthen nødt til. Ud af en håndfuld særligt tilrettelagte uddannelsesforløb har vi haft to rene kvindekurser."
Inden for de industrielle fag er centret nødt til at bruge pædagogiske metoder, som gør kvinderne trygge i forhold til nye arbejdsområder. Derfor er kurserne omkring 25 procent længere end sædvanlige kurser, typisk 16 uger:
"Mange kvinder er umiddelbart bange for at arbejde med maskiner, men på rene kvindehold får vi hurtigere pigerne til at arbejde med maskinerne, og de får hurtigt gode resultater. De er mere kvalitetsbevidste end mænd."
Den vigtigste forklaring på, at 80 procent af kursisterne får fast job efter kurset, er imidlertid det effektive samarbejde mellem virksomheder, AF og AMU-centret, understreger Kim Knudsen:
"Vi målretter uddannelserne til jobs, vi på forhånd ved, er der. Kursisterne deltager efter en personlig samtale, og virksomhedslederne stiller op på informationsmøder og fortæller kursisterne, at hvis kemien fungerer, så er der job til dem. Kursisterne og virksomhederne har en gensidig frihed til at sige: Nej tak."
De sorte fag
De rene kvindekurser har været rettet mod træ- og møbelindustrien. Næste kursus retter sig mod jern- og metalindustrien. Ole Søvang, leder af Løgstør Skibssmedie, mener, at kvindernes jobmuligheder er gode inden for "de sorte fag", hvor man får beskidte fingre.
"Vi har selv uddannet to piger som maskinarbejdere. De var sgu dygtige, rent ud sagt. Den ene blev som svend i tre-fire år bagefter. Jeg synes, det er synd, at vi ikke har fået henvendelser fra piger siden."
Kvinder har heller ikke svært ved at falde ind i omgangstonen på en mandearbejdsplads: "De falder hurtigt ind i rytmen og kan godt svare for sig. Selvfølgelig er der nogle sure dage med meget slæb inden for de sorte fag. Men der er lige så mange gode dage. Så det er bare et spørgsmål om at få pigerne ud af busken", mener han.
Susanne M. Nielsen, som er ligestilingskonsulent i AF-region Nordjylland, er enig i, at kvinderne i dag har større mulighed for at få job i mandefag end i 1980'erne:
"Der sker nogle ryk, fordi der er mangel på arbejdskraft. I 1980'erne, hvor arbejdsløsheden var høj, var det primært unge kvinder, som blev "lokket" til at uddanne sig til traditionelle mandefag. I dag er det modne kvinder med erhvervserfaring, som tager målrettede kurser, der kvalificerer dem til at arbejde i brancher, der mangler arbejdskraft", siger hun.