Læsetid: 2 min.

Kamp om de kvikke hoveder skærpes

28. august 1998

Sektorforskningen frygter at få færre forskerstuderende, hvis Forskerakademiet nedlægges

Forskere og direktører inden for sektorforskningen reagerer med bekymring på Forskningsministeriets planer om at nedlægge Forskerakademiet.
De frygter, at sektorforskningsinstitutioner i fremtiden vil få færre forskerstuderende, hvis det bliver op til universiteterne at varetage koordinering og udvikling af forskeruddannelse i stedet for Forskerakademiet.
En rapport fra Forskerakademiet konkluderer, at efterspørgslen på Ph.D.-uddannede langt vil overstige udbuddet i løbet af de næste ti år. Derfor peger alt på, at kampen om at tiltrække Ph.D. studerende bliver hård.
Som omtalt i Information i den forløbne uge, mener Forskningsministeriet, at der ikke længere er brug for en institution som Forskerakademiet, der på tværs af uddannelsesinstitutionerne varetager forskeruddannelse - dvs. uddannelsen af Ph.D. studerende.
De enkelte institutioner skal nemlig i fremtiden selv sørge for at støtte og udvikle forskeruddannelse som led i de udviklingskontrakter, ministeriet ønsker at indgå med landets 11 universiteter og forskningsbaserede uddannelsesinstitutioner.

Udviklingen i fare
Sektorforskningsinstitutioner som f.eks. Risø, Statens Arkiver og Socialforskningsinstitutet driver forskning i specifikke områder, men er ikke uddannelsesinistitutioner, og har derfor ikke, som det ser ud for øjeblikket, mulighed for at indgå i lignende aftaler med Forskningsministeriet.
Arent Josefsen, ordfører for formandskabet i Sektorforskningsdirektørkollegiet og direktør for Danmarks JordbrugsForskning, mener, der er fare for, at sektorforskningen ikke vil blive sidestillet i udviklingen af forskeruddannelse, hvis universiteterne selv skal stå for denne udvikling i fremtiden.
"Det handler om kampen om de kvikke hoveder. Sektorforskningsinstitutionerne vil - ligesom universiteterne - gerne have Ph.D. studerende inden for de relevante områder, de beskæftiger sig med. Men hvis universiteterne skal stå for udviklingen af forskeruddannelse, frygter vi, at universiteterne vil beholde de fleste forskerstuderende i deres eget miljø. Det betyder, at sektorforskningen får færre muligheder for at uddanne forskere inden for vores specifikke fagområder" siger Arent Josefsen til Information.

Backlash
Ph. D. stipendiater inden for sektorforskningen indgår i et af Forskerakademiets større indsatsområder - et såkaldt samfinansieringsprojekt, hvor Akademiet sammen med de pågældende forskerinstitutioner finansierer et antal Ph.D. stipendiater.
Således har bl.a. en række kulturelle institutioner, der driver forskning, som f.eks. Det Kongelige Bibliotek, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet fået støtte af Forskerakademiet og Kulturministeriet til at oprette 15 Ph.d. stillinger.
De Ph.D. studerende er desuden tilknyttet et universitet under deres forskeruddannelse.
Nationalmuseet er en af de sektorforskningsinstitutioner, der har fået del i de samfinansierede stipendiater. Museets forskningschef, dr. phil. Birgitte Possing, tidligere formand for Kulturministeriets forskningsudvalg, deler Josefsens bekymring.
"Det vil betyde backlash for en institution som vores, hvis vi ikke længere får mulighed for at få midler fra akademiet", siger hun til Information:
"Før var det sådan, at vi først selv skulle uddanne de forskere, vi ansatte, i det særkende som karakteriserer en specifik forskningsinstitution som vores. Via samfinansieringen har vi fået mulighed for på lang sigt at ansætte forskere, der allerede har en sektorspecifik uddannelse. Dvs. at de kender vores institution, fordi det har været en del af deres forskeruddannelse at lære, hvad det vil sige at arbejde med f.eks. en arkivsamling," siger Possing.
"Jeg mener ikke, at vi nødvendigvis skal have et Forskerakademi. Men det har som overordnet institution kunnet være opmærksom på, at der skal sættes nogle særlige midler af til det her specielle område - og kulturen er jo ofte det område, der bliver glemt," siger Birgitte Possing, Nationalmuseet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu