Læsetid: 5 min.

Kemisk romantik

21. august 1998

Irvine Welsh, som skrev romanen Trainspotting, præsenteres nu på dansk med sin seneste bog

noveller
Irvine Welsh (f.1961) brød gennem alle de litterære lydmure med debutromanen Trainspotting (1993). Det var et Storbritannien i forfald, der her blev bragt på litterær form, det var den unge generation af tabere, den generation af unge, som uhjælpeligt var blevet efterladt i det sociale hængedynd, da det gik hurtigt for den nye veluddannede middelklasse. Det var deres jammerligt forhutlede verden, frustrationer og selvdestruktive raseri, som Welsh skildrede med en solidaritet og indlevelsesevne, der med ét placerede ham på linie med en Burroughs eller Genet på grund af hans indforståede, kynisk humoristiske og socialrealistiske rapporter fra det sociale helvede. Men det var også en position, som udfordrede, og som blev kriseret for direkte at romantisere stofkulturen. Men kritikken fra det litterære establishment bider ikke rigtigt på Welsh, der mere opfatter sig som kulturaktivist end som traditionel forfatter, som konsekvent fastholder sin solidaritet med de arbejderklassekulturer, han skildrer, som fastholder, at det univers, han skildrer, er det kulturelle udfoldelsesrum, som post-Thatchersamfundet har afstukket for arbejderklasseungdommen, og han insisterer lige så stædigt på, at det er de andres fimsede småborgerlige og akademiske baggrund, som gør, at de er ude af stand til at aflæse denne kulturs egentlige betydningsnuancer og potentialer.

Ecstasy
Welsh, der også har lavet musik med Primal Scream, skulle efter planerne udgive sin tredje roman Filth her i efteråret. Munksgaard/Rosinante har valgt at introducere ham på dansk med novellesamlingen Ecstasy fra 1996. Måske fordi den har været lettest at fordanske, store dele af Welsh øvrige forfatterskab er domineret af den særlige edinburgherslang skrevet i en slags lydskrift, som vel nærmest er uoversættelig. Det er en subkulturel sprogkode, som volder selv skotter vanskeligheder. Men novellerne er også et godt valg, fordi de viser alle facetter af hans forfatterskab. Den afskrællede og uforsonlige realisme, den iskolde rå og totalt afstumpede vold, den morbide humor og den groteske sociale satire. Men først og fremmest præsenteres han som en stilsikker fortæller med et suverænt greb om det kompositoriske. Novellerne åbner ofte med at præsentere sine figurer på en to tre forskellige lokaliter, klipper mellem deres historier, som så med filmisk klippeteknik langsomt men uomgængeligt drejes ind i hinanden for til sidst at blive skruet op i en djævelsk spiral. En fortælleteknik, som når den lykkes, holder sin læser fast i en skruestik.
Ecstasy består af tre lange noveller, med en fælles tematik. "Lorraine tager til Livingston", er en ironisk parodisk historie om en overfed kvindelig triviforfatter, der efter et slagtilfælde bliver reddet af en ung sygeplejerske, der har hovedet fuld af Goldie, raves og ecstasy. Mændenes univers er gennemsyret af bedrag, magtmisbrug, korruption, nekrofili og hele registeret af uhyrlige maskuline seksuelle perversioner. Kvinderne udtænker en djævelsk hævn og finder til sidst sammen i en romantisk lykkelig ecstasyrus.
"Lykken er altid skjult" fortæller om den ekstremt voldelige skotske fodbold-hooligan Dave, altid på stoffer. Det giver ligesom de ustyrligt rå overfald og hans mere end kinky seksuelle tilbøjeligheder en ekstra sanselig oplevelsedimension, Han forelsker sig i Samantha, en pige uden arme, et offer for medicinalindustriens skamløst profithungrende mænd. Hun har for længst erkendt, at hun kun kan få erstatning ved selv at tage hævn. Hun kan bruge Dave, og han fascineres af hendes bizarre seksuelle udstråling og særegne atletiske udfoldelser på lagenet. I en splatterinspireret slutscene lærer de så de rige korrupte mænd om livets rige muligheder uden arme.
Den sidste af novellerne "De ubesejrede" er fortællingen om den både seksuelt, politisk og kulturelt frustrerede Heather. Der er ved at gro mos på hende i det veltrimmede yuppie-ægteskab, da hun møder Lloyd, en taber, en plattenslager, der lever af at deale, og som fylder sig med alt, hvad han overhovedet kan hive indenbords af stoffer. Ecstasyen fører dem sammen, giver hende en første sjælsomrystende seksuel oplevelse, suger hende ind i ravekulturen, som ændrer hendes liv totalt. Men Lloyd skræmmer hende også, og da de til sidst tæt omslynget vandrer ud i verden, har de måske lagt stofferne bag sig.

Kemi og kærlighed
To af novellerne kaldes i undertitlerne romancer, den sidste hedder "Kemisk Kærlighed A/S", og undertitlerne er nok vigtige. Kun forstået som en slags litterære stiløvelser eller parodier på den romantiske fortælling er de spiselige. Realistisk læst er budskabet håbløst naivt, en ungdommelig troskyldig forestilling om ecstasy som denne verdens frelser, som det der skal til for at komme kedsommelige ægteskaber, international finanskapital, korruption, magtmisbrug og maskuline seksuelle perversioner til livs.
Men Welsh er tvetydig her. Gang på gang lader han i alt fald sine personer formulere temmelig naive synspunkter som: "Pillen begyndte at slå igennem, og musikken (...) gik ham i blodet, slog gennem kroppen i bølger, blev en del af ham. (...) Han følte han havde en altomfattende kærlighed i sig, skønt han kunne se alt det dårlige i England; rent faktisk blev det mere end nogensinde tydeliggjort af denne her storbyblues fra det 20. århundrede. (...) man var nødt til at feste vildere end nogensinde før. Politiske slogans og holdningstilkendegivelser havde ingen effekt; man var nødt til at hylde livet lige op i ansigterne på alle de diffuse kræfter og hængehoveder, som kontrollerede alting, som fyldte én med lort og tog alting fra én, hvis man ikke var en af dem...".
Man kan selvfølgelig vælge at læse novellerne som en slags karnevalesk omvending af undertrykkerkulturen, men det er ikke en læsning, man umiddelbart føler sig helt tryg ved.
Novellernes og Welsh' kvaliteter ligger et andet sted, nemlig i hans formidable evne til at skildre kulturelle miljøer indefra med en sproglig vitalitet og troværdighed, hans øre for gadesprogets nuancerede vækstlag, hans sansemættede beskrivelser af stofoplevelserne og evnen til med stor sikkerhed at kontrollere og dreje fortællinger sammen i lange episke filmiske forløb.
Jesper Uhrup Jensen har lavet et beundringsværdigt stykke arbejde med at få Welsh' underklasse- og taberslang fordansket. Kun få steder bliver man usikker på oversættelsen. "Dedikeret" (s.40) forekommer fx ikke særlig mundret dansk hooliganslang.

*Irvine Welsh: Ecstasy. 330 s., 278 kr. Oversat af Jesper Uhrup Jensen. Munksgaard/ Rosinante. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her