Læsetid: 2 min.

Kina styrer katastrofe-nyheder

12. august 1998

Kinas myndigheder reagerer på oversvømmelserne med hemmelighedskræmmeri

WUHAN - Oversvømmelseskatastrofen i Yangzi-bækkenet har udløst de traditionelle reflekser hos myndighederne i Kina: De har søgt tilflugt i total mediekontrol og hemmelighedskræmmeri.
Det gør det svært at vurdere det nøjagtige omfang af ødelæggelserne. Officielt har omkring 2.000 mennesker mistet livet, siden vandet begyndte at stige midt i juni, men dette tal er umuligt at få bekræftet, fordi adgangen til de hårdest ramte strækninger kontrolleres strengt.
Foruden redningsmandskab er det kun kinesiske journalister med særlig tilladelse, der kan komme ind i de oversvømmede områder. Men medierne viderebringer kun få oplysninger om, hvordan situationen egentlig er. Hæren, som først og fremmest står for redningsarbejdet, er i centrum for de kinesiske mediers interesse. Tv udsender konstant billeder af soldater i orange veste, der danner levende barrierer mod vandet, mens de forsøger at reparere de truede diger.

Klappede begejstrede
Under ministerpræsident Zhu Rongjis besøg i katastrofeområdet i weekenden så man soldaterne klappe begejstret ad deres leder. I en anden reportage lovpriste speakeren soldaternes mod i vendinger, der fører tanken hen på en anden tid.
Men de fleste af tv-billederne er udaterede, ødelæggelsernes virkelige omfang nævnes sjældent, og speakerne omtaler ikke flygtningenes ulykkelige situation.
"Vi har ikke bemyndigelse til at lade jer komme ind i visse zoner. Dertil kræves en særlig tilladelse," forklarer fru Fang, der er talsmand for bystyret i Wuhan. Hun mener, mediernes tavshed skyldes den herskende forvirring.
"Ingen ved nøjagtigt, hvor mange der er omkommet. Vandet har endnu ikke trukket sig tilbage, og redningsmandskabet er optaget af at hjælpe de overlevende. Hvis vi bringer et billede af en overlevende, der græder, fordi han har mistet sine slægtninge, kan det være vildledende, for måske finder han dem igen, når situationen er normal igen om to uger," siger hun og tilføjer: "Man må vise ansvarlighed over for folket."

Mediekontrol
Men kinesiske journalister, som har været i de ramte områder, bekræfter, at myndighederne udøver streng kontrol over medierne:
"Min film blev beslaglagt af en rasende soldat, fordi jeg havde fotograferet nogle lig," fortæller en og fortsætter: "Jeg så folk, der drev af sted på døre i to dage uden andet at drikke end vand fra floden. Andre spiste meloner, som var ved at gå i forrådnelse."
"Bønderne var vrede over, at de fleste af soldaterne var beskæftiget med at reparere diger i et forsøg på at beskytte distriktets største by. Der var kun nogle fuldstændig overbebyrdede lokale redningsfolk."
Det er udsagn, man ofte hører i forbindelse med store naturkatastrofer, men som myndighederne ikke ønsker viderebragt til befolkningen.
De officielle tal vidner om situationens alvor: Næsten 240 millioner kinesere er berørt i varierende omfang. 14 millioner har måttet forlade deres hjem.
"Vi er underlagt regeringens ideologiske retningslinjer. Og under sådanne omstændigheder skal medierne hjælpe regeringen med at bevare stabiliteten i samfundet. Regeringen vil undgå at fremkalde endnu større flodbølger," indrømmer en journalist i Wuhan.
Hun blev sendt ud for at skrive om digebruddet i Paizhou 70 km mod syd, som fandt sted lørdag den 1. august. Hun var på stedet samme dag, men hendes reportage om ulykken blev først bragt om onsdagen.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her