Læsetid: 4 min.

Kinshasa venter på sit fald i stearinlysets skær

20. august 1998

Oprørerne i Congo, som står foran hovedstadens dør, har afskåret byen fra vand og elektricitet

Kinshasa - Der er ikke vand i hanerne, til gengæld flyder det ud af de to køleskabe, og da Célestin Tshiondo åbner døren til det ene, breder en rådden stank af fisk sig i den lille butik.
"Jeg har ikke råd til at købe en generator," siger han "og man kan iøvrigt slet ikke finde nogen mere".
Célestin kan ikke gøre andet end at sælge ud af de varer, som nu udgør basis fødevarerne for de seks millioner indbyggere i en Den Demokratiske Republik Congos hovedstad. Men selv det mest basale mangler.
"Siden i går har man ikke engang kunnet finde kul", udbryder en husmor forarget. Man kan heller ikke finde stearinlys.

Usmykket pessimisme
Efter 36 timer uden hverken vand eller elektricitet i størstedelen af de folkelige kvarterer, begynder Kinshasa at føle krigens virkninger. Ganske vist forsyner et ældgammelt vandkraftværk stadig en tiendedel af byen med elektricitet, og man kan vaske sig i Zaire-floden.
Oprørerne står uden for hovedstadens døre, og dæmningen i Inga er allerede blevet besat, hvilket har kastet Kinshasa ud i mørke. Regeringen, som i lang tid har afvist "den usmykkede pessimisme, som de fremmede radioer udsender," må nu medgive den. Med grådkvalt stemme har informationsministeren opfordret befolkningen til "ikke at overgive sig til tutsiernes (oprørerne, red.) slaveri". Det har været en brat opvågnen. Lige siden den rwandiske hærs invasion den 2. august, har Kinshasa løjet for sig selv, og statens medier forsøgt at skjule den militære deroute med forklaringer som, "at de rwandiske angribere med røverier i stor skala har søgt at distrahere os fra vort udviklingsarbejde".
Det er surrealistisk, men ikke overraskende. Men at den private presse med navnkundige titler som le Palmares, la Reforence og Forum des As hver dag afslører nye vestlige komplotter, det er forbløffende. Som eksempel, var det eneste formål med den franske premierminister Lionel Jospins rejse til Washington for nogle uger siden "at komme overens med Clinton om, hvilken lejr de skulle støtte" i Den Demokratiske Republik Congo.
Hvis Kabilas teori om et tutsikomplot overhovedet findes, så føre den helt ind i hans eget hjem. Congos præsident er nemlig selv gift med en tutsi, som han har tre børn med.
Ovenikøbet nægter Kabila i dag at sætte Jean-Francois Kabanda og professor Mathieu Kalele på fri fod. De er begge fængslet, fordi de har påpeget - den ene i oktober 1997, den anden i januar - Rwandas indblanding i eks-Zaires indre anliggender. Dengang hjalp rwandiske styrker Kabila til magten. Lige nu anklager Kabila sine modstandere for at ville overtage magten i Kinshasa, ligesom han selv gjorde det "med tutsiernes bajonetter".

Bevæbnede unge
Selv om eks-Zaires territoriale suverænitet er blevet overskredet adskillige gange, så er situationen ikke den samme som tidligere. Ingen tror da heller, at Kinshasas fald denne gang bliver som den 17. maj 1997, da Kabilas tropper sejrrigt indtog byen. Dengang faldt Mobutus 32 år gamle styre fra hinanden, uden at det kostede så meget som en dråbe blod.
"Denne gang bliver det voldeligt", forudsiger en diplomat med tanke på de tusind unge, som har modtaget våben af regimet. "Våbnene kommer fra Kina eller Zimbabwe", præciserer han.
Derudover er Kalashnikov'er og lette maskingeværer af indisk fabrikat kommet til Kamina, den store militærbase i Katanga, som er Kabilas sydlige tilholdssted.
"Hvis man dertil lægger de 6.000 mand fra præsidentens sikkerhedstropper, så kan man selv gøre sig en ide om, hvad der er i vente," tilføjer diplomaten.
I Kinshasa har de tilbageblevne udlændinge fordelt sig på to luksushoteller: Den ene gruppe foretrækker hotellet i midten af byen, fordi det ligger tæt på den franske og belgiske ambassade. Den anden sværger til Hotel Intercontinental i et finere beboelseskvarter, fordi helikoptere kan lande dér.

Vil dø hjemme
Den lokale befolkning har mindre sofistikerede valgmuligheder. Brazzaville på den anden side af floden er stadig stort set ødelagt af den nylige borgerkrig, så bådførerne kan ikke gøre sig noget håb om at tjene blodpenge på frygten... "Folk fra Kinshasa foretrækker at dø hjemme," anslår en af dem.
"Langt de fleste føler sig fremmede overfor begivenhedernes gang", fastslår Floribert Bahizire, som er leder af en lokal hjælpeorganisation. Inden for 15 måneder er Mobutu blevet skiftet ud med Kabila, som nu er ved at blive skiftet ud med de selvsamme tutsier, som hjalp ham til magten.
"Vores land er efterhånden bare en kage, som man deler mellem sig", konstaterer Floribert Bahizere. "Ligesom sidste gang får den vestlige verden angriberne til at fremstå som engle, og får det til at ligne en opstand. De tager sig ikke af, at afrikanske grænser overskrides. Og det er os, som er ofre for det".
Når natten falder på i Kinshasa, frygter man ikke kun, at man skal blive vækket af skud, man er også bange for at vågne op "og finde tutsier og gamle mobutister ved magten hos os".

© 1998 Libération &
Infomation

Oversat af Tine Byrckel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her