På den igangværende Odense Film Festival er det muligt at se alt fra danske novelle- og portrætfilm til film om alverdens børn og blind dates
FILMFEST
Af en international festival at være, er der en meget afslappet stemning over Odense Film Festival International 1998, der åbnede i søndags og fortsætter for fuld damp til på fredag.
Det er ikke umuligt at støde ind i både jurymedlemmer, festivaldirektøren eller nogle af de instruktører, som gæster festivalen med deres film, når man bevæger sig gennem byen fra den ene af festivalens biografer, den hypermoderne Metropol i Odense Stationscenter, til den anden, knapt så komfortable, men ubestrideligt mere atmosfæriske Café Biograf i byens kulturcentrum, Brandts Klædefabrik.
Umuligt er det heller ikke at få sig en snak med nogle af de mange gæster, som man lettest finder i Magasinets bar om hjørnet fra Café Biografen, når festivalkontoret åbner for blå time fra 17 og 18.
En af årsagerne til den uformelle og ind i mellem løsslupne stemning er selvfølgelig festivalens relativt beskedne størrelse, omkring 100 inviterede gæster over alle seks dage og et sted mellem 50-150 publikummer til hver forestilling. Men også festivalens udråber og indpisker, Ulrich Breuning, gør sit til, at arrangementet bevarer sin uhøjtidelige og filmglade tone, når han introducerer de forskellige filmrækker med hjemmelavede vittigheder og et ufravigeligt krav om bifald fra publikum efter hver film - "vi er jo til filmfestival," som han siger.
Sjældne muligheder
Alligevel er Odense Film Festival en alvorlig affære, bl.a. fordi den er en af få af sin slags i Danmark, som giver mulighed for at opleve kort- og dokumentarfilm fra hele verden. Film, der kun sjældent er mulighed for at opleve andre steder. Og så fordi der er penge og prestige på spil for de deltagende instruktører - ialt uddeles der præmier for 70.000 kr.
I sit forord til festvalprogrammet fortæller festivaldirektøren, instruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen, hvorfor han synes, at det er vigtigt med en festival for korte film. Det er nemlig ikke kun danske spillefilm, der klarer sig godt. Siden etableringen af Dansk Novellefilm har den korte film stået stærkt, hvilket illustreres fint af, at tre novellefilm har opnået Oscar-nomineringer inden for de sidste to år.
Desuden, forklarer Braad Thomsen, da jeg på festivalens anden dag taler med ham, så "er kortfilm-genren mere uforpligtende. Det er en legeplads, hvor instruktørerne tør noget mere, end hvis de skulle håndtere flere millioner." Desværre, fortsætter han, "bliver det sværere og sværere at finde film af den slags. De fleste instruktører vil helst anerkende sig ind i varmen og vise, hvad de kan, så de bliver lige lovlig pæne."
Ifølge Braad Thomsen er det derfor, at festivalen sammen med en kontant pengepræmie uddeler en Klods Hans-statuette til de bedste film i programmet, for Klods Hans, siger han, "var ikke pæn. Han var en værre rod, som faldt udenfor, og det er en tradition, det er værd at holde fast i."
Den danske del af festivalen, der med Braad Thomsens ord er en slags "nationalt mesterskab" mellem nyere kort- og dokumentarfilm, rummer filmskole-animationer, afgangs-, novelle-, eksperimentalfilm og ikke mindst adskillige spændende portrætfilm, en genre, som synes at have fået en opblomstring inden for de senere år. Lars von Trier, Johannes Møllehave, Inger Christensen, Martin Andersen Nexø, Jack Kerouac, Per Højholt er blandt emnerne for en række filmiske granskninger, der vises i løbet af festivalen, og som både rummer verdenspremierer og film, der tidligere er blevet vist.
Hvorfor portrætfilmen er så populær lige nu, undrer også Braad Thomsen, som selv har lavet flere af slagsen, men han forstår godt genrens popularitet. "Jeg synes altid, at det har været frygteligt interessant at fordybe sig i en stor kunstners værk. Og filmmediet har en forpligtelse til at fastholde store kunstnere på film."
Udenlandsk guld
Men hvor de danske film får premiere af en slags på et tidspunkt - flere af dem er blevet omtalt her i avisen - så står det straks værre til med filmene i den udenlandske afdeling. Selvom den del af festivalen, fastslår Christian Braad Thomsen, "netop har som opgave, at henlede tv-stationernes opmærksomhed på film, de ellers ikke ville opdage." Hvor mange film, der sælges til tv eller videodistribution hos Filminstituttes afdeling for Kort- og dokumentarfilm (tidligere SFC), varierer selvfølgelig, men et bud lyder et bud på fire til ti til tv, primært Danmarks Radio, og to til fire til instituttet.
I den internationale afdeling er filmene, der skal udmærke sig fantasifuldt og overraskende på et æstetisk plan, delt ind i forskellige tematiske programmer med titler som Forbrydelse og straf, Alverdens børn og Sang og dans og serier af mere genremæssig beskaffenhed, f.eks. Novellefilm og Animation. Og det er også blandt de udenlandske film, at man på festivalen får nogle af de bedste oplevelser.
Dog er det generelle indtryk af verdens tilstand efter at have set Alverdens børn og Novellefilm 1 ikke positivt. Åbenbart har hverken vi, vores børn eller verden det altfor godt. Vi vanrøgter børnene og miljøet, lægger bånd på børnenes drømme og forstår ikke at udtrykke vores følelser. Flere af filmene foregår i krigshærgede eller nedslidte og fattige områder, hvor hjemløse børn og voksne kæmper en desperat kamp for at overleve.
Omvendt er filmene godt skruet sammen, billedsiden tyder på, at alverdens kort-, eksperimental- og novellefilmmagere er meget bevidste om deres visuelle virkemidler. De eksperimenterer med lyd og billeder - håndholdt og uroligt kamera, tintning, en forvrænget og aktivt medspillende lydside - ligesom de har godt styr på historierne, der ofte angribes fra en sort-humoristisk vinkel. Netop det 'sorte' islæt er vigtigt for Christian Braad Thomsen, der, hviskes det i krogene, har ført sin personlige smag kraftigt igennem i festivalens program. "Jeg går kun ind for sorte og deprimerende film. Jeg har ikke grund til andet, ikke fordi jeg selv er et sort menneske. Men jeg bliver dybt deprimeret, hvis jeg ser en film, der prøver på at være morsom. Derimod kan det sorte og dybt deprimerende være virkeligt morsomt. Det er Chaplin og Buster Keaton glimrende eksempler på. Og humoren er det sidste værn mod den totale depression."
Tessa Sheridans Is It the Design on the Wrapper, Ariel Gordons Adios Mama, Roz Mortimers Wormcharmer, Blaise Piguets Le chevalier a la rose, Rob Greens The Trick, Christoph Schaubs Einfach so, og især finske Olli Saarelas (vid)underlige Three Days of a Butchers Life - Kaurismäki-brødrene har ikke levet forgæves - er velafviklede intelligente, opfindsomme, ind i mellem sorte og frem for alt morsomme eksempler på, at kortfilmen har det godt andre steder end i Danmark.
*Odense Film Festival fortsætter til og med fredag, hvor vinderne offentliggøres under et afslutningsarrangement i Teaterhuset i Odense
