Læsetid: 2 min.

K'NYT

14. august 1998

Jamaica Kincaid på dansk
*I dag udkommer i Camilla Christensens oversættelse Jamaica Kincaids erindringsroman fra Antigua, Min bror (Forlaget Rosinante). Den i USA bosatte forfatter vender tilbage til barndomshjemmet, da hendes bror får konstateret aids. Hun tvinges til at anskue øen og sin familie og sit eget liv med nye og voksne øjne. Hun dykker ned i broderens liv - og forfærdes. En roman om en familie, men - nok så interessant - om konflikten mellem de to kulturer eller to verdener, Kincaid har lært at begå sig i: den nye og den tredie. Erik Thygesen præsenterede bogen i vort litteraturtillæg den 21. nov. sidste år.

Morante i hardback
*Den italienske forfatterinde, Else Morantes romanværk, Historien, fik mange læsere, da det første gang udkom på dansk i 1974, Information betegnede det som "et hovedværk i dette århundredes europæiske litteratur". Chr. Erichsens Forlag genudsender 25. aug. bogen som hardback (672 s., 148 kr.) i Jytte Lollesgaards oversættelse. Et stort historisk epos, som foregår i årene 1941-47.

Otte danske premierer
*Radioteatret kan i den kommende sæson byde på tolv premierer, hvoraf de otte er danske. En af nyhederne er Morti Vizkis I mine arme, skrevet til Susse Wold, som er den eneste medvirkende. Sven Holm har på lignende vis tænkt på Bodil Kjer, da han skrev Gammel dame sætter man på bænk. Andre forfattere til nye spil er Malene Kirkegaard Nielsen, Henry Myers, Hans Otto Jørgensen, Erling Jepsen, Daniel Wedel og Torbjørn Rafn. Englænderen Martin Crimp, italienren Stefano Benni, svenskeren Marina Steinmo og finnen Harri Virtanen.

Louisiana fejrer 40 års-jubilæum
*Louisiana, museet for moderne kunst i Humlebæk, fejrer i den kommende weekend 40-årsjubilæum, men allerede i sidste måned åbnede man en jubel-udstilling med museets egne værker. Foreløbig har 75.000 gæster ønsket at se eller gense den berømte, guldbronzerede tommeltot-skulptur, damen med den overfyldte supermarkedskurv og alt det andet, museet har købt i tidens løb. I forbindelse med jubilæet har Louisiana foretaget forskellige udvidelser, en 2-etagers butik samt en forbedring af indgangsforholdene. Af væsentlige begivenheder det næste par år kan nævnes udstillinger med værker af René Magritte, Joan Miró og fotografen Henri Cartier-Bresson.

Digitale dogmer i Filmværkstedet
*Det Danske Filminstituts filmværksted ved Prami Larsen og Ene Katrine Rasmussen inviterer til digital workshop fra 15. sept. til 15. okt. med efterarbejde og redigering oktober-marts. Har man en ide til en 3-minutters film med computerskabte billeder eller et interaktivt multimedieprojekt, kan man komme i betragtning. De
meget dogmeagtige regler fås på tlf. 33743480. Filmværkstedet stiller klipper og konsulenter til rådighed.

Kryptisk pressemøde i TV-Byen
*Danmarks Radio inviterer kryptisk til pressemøde på mandag i TV-Byen. Indbydelsen er udformet således: "Vi kan ikke afsløre, hvem de er - men de er kendte. Vil kan ikke afsløre, hvor gamle de er - men de er modne. Vi kan ikke afsløre, hvilket køn, de er - men de er ikke kønne. Vi kan ikke afsløre, hvad de skal lave - men det bliver sjovt og i mere end én forstand enestående." Information kan til gengæld afsløre, at vi ikke har til hensigt at møde op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu