Læsetid: 2 min.

K'nyt

1. august 1998

August-festdage i Svendborg
*Svendborg Festdage 98 løber af stablen fra den 6. til den 14. august. Der bydes på viseaften med Pia Raug, teaterforestilling, kirkekoncert, børneværksteder, kulturnat udstillinger og foredrag, samt den traditionelle sommeropera. I år er det en psykologisk gyseropera, "Den sidste virtuos" af Lars Klit og Sanne Bjerg. Musikken er en blanding af Ny Musik, Jimi Hendrix, U2 og Alban Berg.

Hundrede år med husflid
*I næste uge åbner af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen på Museet på Koldinghus en udstilling, skabt i samarbejde med Kolding Husflidsforening, der i år har været aktiv i 100 år. Udstillingen rummer både moderne husflidsprodukter som sølvsmykker, sandaler, skindtøj og patchwork og gamle ting fra husflidsbevægelsens barn- og ungdom. I udstillingsperioden fra 8. til 30. august vil der hver søndag være arbejdende stande.

Aalbæk Jensen og Enkebal
*Erik Aalbæk Jensen arbejdede ved sin død sidste efterår på en roman med titlen "Enkebal". Handlingen udspilles i begyndelsen af 1970'erne. Forfatteren ville ifølge udgiverne "vise, hvordan stærke kvinder kom til at præge det nye, ekspansive Danmark på vej ind i Europa." Han blev ikke færdig med bogen. Et fragment på 180 sider udsendes i slutningen af august af Gyldendal, hvis direktør Johannes Riis sammen med professor Hans Hertel har redigeret bogen.

Poul Ørums lange farvel
*Også Poul Ørum døde sidste efterår. De sidste trekvart år af sit liv skrev han om kap med døden, nedskrev og analyserede sine drømme, forsøgte at analysere sig selv og sit liv og videregive denne selvindsigt: "Der er en tilbagevendende angst for at se klart ind i mig selv, som jeg må overvinde for at nå frem til drømmenes skjulte hensigt..." Hans lange farvel, Drøm og selvindsigt, udkommer i bogform i dag.

Gyngerne og karusellen
*Forfatteren Ulrich Ravnbøl er død, 68 år gammel. Ravnbøl var af uddannelse jurist, men slog først og fremmest igennem som viseforfatter. Hans kendteste tekst: "Gyngerne og karrusellen". Hans kendteste bog: Cirkusrevyen. Fra Liva til Lisbet. Han var en drivende kraft i Danske Populærautorer, Studenterforeningen, Morskabs-Museet og Rebildselskabet

Stjerne-efterlysninger
*Fem piger og otte drenge i alderen 8-13 år med talent for sang og teater får mulighed for at deltage i en musical i Århus med titlen "Demokraten". Forestillingen handler om den landskendte agitator, børneven og politiker Peter Sabroe (1867-1913). Den får urpremiere den 16. oktober i Musikhuset i Århus og spiller frem til den 24. oktober. Prøven finder sted onsdag den 12. august på Brobjerg-skole. Fra på mandag kan interesserede melde sig til optagelsesprøverne på en musicaludgave af H.C. Andersens "Snedronningen", der skal have urpremiere i Ridehuset i Århus i marts næste år. Produktionsselskabet skal bruge seks voksne solister, 50 korister og et danseensemble til forestillingen, som instrueres af Daniel Bohr.

Michael Jackson er til whisky
*Der findes mere end én Michael Jackson. Den anden er whisky-ekspert og hans guide til emnet "Malt-whisky" genudsendes nu på dansk i udvidet og opdateret udgave af Lindhardt og Ringhof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu