Læsetid: 2 min.

K'NYT

21. august 1998

Sag om Jorn-værk afsluttet
*Silkeborg Kunstmuseum har udsendt pressemeddelelse om, at man anser en strid om fotos i et Jorn-værk, hvis rødder går tilbage til 60'erne, for afsluttet - i enighed med fotografen Gérard Franceschi. Det var maleren Asger Jorn, der fik ideen til bogværket 10.000 års nordisk folkekunst, hvilket skal fremgå utvetydigt af de udstillinger, genudgivelser og andre præsentationer, der fremover bliver af værket, ligesom det er Silkeborg Kunstmuseum, der i en række år fremover har udnyttelsesretten. Anvendes fotografierne i en sammenhæng, der ikke kolliderer med bogværket, vil parterne i fællesskab udnytte de ophavsretlige beføjelser, hedder det.

Agatha Christie på markedet igen
*Peter Asschenfeldts Nye Forlag har indledt udgivelsen af en række af Agatha Christies klassiske kriminalromaner med Døden på Nilen og Der var ti, der var ni... Sidstnævnte hed tidligere
Ti små niggerbørn på dansk, men forlaget har valgt en "mere neutral titel", hvilket må tolkes som mere politisk korrekt. I serien, hvor
stykprisen er 295 kr., vil
også indgå titler, som ikke tidligere har været oversat.

Citat-tilsnigelse i Det Kgl.'s annonce
*Når Det Kgl. Teater har benyttet et citat fra Charlotte Christensens anmeldelse i Information af Bournonville-balletten Napoli i sin annoncering af forestillingen, er der tale om en tilsnigelse.
Citatet lyder: Italiensk dansedrøm, så man får indtryk af, at der er tale om en perfekt drømmeforestilling. Anmeldelsen er imidlertid fuld af kritiske forbehold.
Teatret har blot citeret artiklens overskrift, Den italienske dansedrøm, der altså
ikke lige skal forstås på den måde.

Dramaten spiller Ibsen i Norge
*Ibsen-festivalen, en af årets største kulturbegivenheder i Norge, finder sted for sjette gang i tiden 27. august til 5. september. I år sættes fokus på mangfoldigheden i Henrik Ibsens dramatik, idet flere af festivalens indbudte gæstespillere bruger Ibsen som afsæt for nye teaterudtryk. På hovedscenen vil man i år kunne opleve En folkefjende, spillet af Sveriges teaterflagskib, Dramaten. Desuden Brand, spillet af Litauen-teatret Hamlet. Teaterfolk fra Grækenland, Østrig, USA og selvfølgelig Norge fylkes i de dage for at hylde den store scenemester, bl.a. også under symposion og andre møder.

Hammer og Gejl på LO-festival
*LO har i år fejret 100-års jubilæum og holder som afslutning en festival på Holmen 28.-30. august i det tidligere Mindship-hus. Der fejres arbejderkultur og opnåede resultater, men der er også underholdende indslag under lovende overskrifter som Hammer og Gejl (modeshow), forhindringsløbet På VIPpen og improteatret De Gales Division. Carl Quist-Møller fortæller børnehistorier, og Jørgen Mylius vender plader.

Jan Guillou-trilogi om korstog
*Forlaget Modtryk har offentliggjort sit efterårsprogram, der bl.a. omfatter starten på en trilogi af Jan Guillou om korstogstiden, Vejen til Jerusalem. Blandt de øvrige udgivelser er tre bognyheder fra Rune T. Kidde (Det rimer nu til juleflæsk, hedder en) samt Grønharkeren, en skolehistorie af Anders Johansen. Hans Hauge har i den filosofiske afdeling
skrevet om risikosamfundet og konstruktivismen, ligesom et par antologier er
undervejs. Lene Outzen har redigeret Perler for svin,
hvor 16 kvinder fortæller historier om den mand, de aldrig fik. Endelig er der en stor hoben spændingslitteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu