Læsetid: 2 min.

K'NYT

20. august 1998

Kunstnernes Hus får ny direktør
*Kunstnernes Hus i Århus får ny direktør fra 1. oktober, hvor Helen Lykke Møller tager over. Hun kommer fra en stilling som udstillingsinspektør på Århus Kunstmuseum og skal i sit nye job bl.a. forsøge at hæve Kunstnernes Hus' lave besøgstal.

Hammerichs Krønike igen i tv
*DR 2 genudsender snart hele Paul Hammerichs Danmarks Krønike - som optakt til en ny Krønike, som journalisten og forfatteren Leif Davidsen står bag, og som sendes til efteråret på DR 1.

Arbejdsløs mand med megafon
*En arbejdsløs, midaldrende mand stikker en megafon ud af vinduet i sit hus og holder taler til folk på gaden om socialdarwinismens genkomst. Sådan er afsættet i dramatikeren Gritt Uldall-Jessens stykke, Sofa kartoffel, som har urpremiere
den 28. august på LOT-teatret i Braunschweig i Tyskland. Scenen er udformet som et hus, som publikum sidder rundt om, og hele fire skuespillere spiller den ene rolle. Arbejdsløse har gratis adgang til premieren.

Bodil Kjer hædres i London
*Den danske skuespillerinde, Bodil Kjer, vil i september nyde den sjældne ære at blive hyldet med en kavalkade på London National Film Theatre. Som optakt kommer en gruppe udvalgte britiske journalister til København for at lave interviews. Bodil Kjer vil i London læse op af Karen Blixens Babettes Gæstebud forud for forevisning af Gabriel Axels film. I Kavalkaden vises bl.a. ældre film som Mød mig på Cassiopeia og nyere film som Strømer og Den forsvundne fuldmægtig.

Krig som tema i Kritik
*Tidsskriftet Kritik udkommer på torsdag i næste uge med et nummer, der har krig som tema. Blandt bidragyderne er Klaus Rifbjerg, Søren Schou, Jens-Martin Eriksen, Gorm Harste og Lars Reinhardt Møller.
Sidstnævnte kommer ikke fra den litterære eller universitære verden, men gjorde tjeneste i Bosnien i 1994
som chef for en panserbataljon.

Gensyn med Ole Olsens Løvejagten
*Under Valbys kulturnat i morgen vil Ole Olsens film Løvejagten blive vist flere gange fra kl. 22 til 24 på Valby Bibliotek. Løvejagten fra 1906 regnes for Danmarks første spillefilm. Dengang var Valby verdens filmcentrum, idet Nordisk Film, verdens første filmselskab, lå (og ligger) her. Filmen blev optaget på den lille ø, Elleore, i Roskildfjord, hvor nogle få kunstige palmer fik den til at illudere som savanne. Der blev nedlagt forbud mod optagelserne, men de gennemførtes alligevel. Ole Olsen fik frataget retten til at drive bio, men blev senere frifundet for alle anklager. Filmen, der varer 10 minutter, blev solgt i 259 kopier og blev en verdenssucces.

Brundtlands erindringer hos Aschehoug
*Den tidligere norske statsminister, Gro Harlem Brundtlands erindringer i to bind i er blandt nyhederne fra Aschehougs Forlag dette efterår Også Gert Petersen har skrevet erindringer om et langt liv på den venstre fløj. Søren Mørch har skrevet en bog om 25 danske statsministre, alle mænd. Forlaget har specialiseret sig i at lade kendte mennesker skrive bøger - fra fodboldspilleren Jan Bartram til tv-værtinden Trine Gregorius. En ung dansker, som overlevede Estonia-havariet, har skrevet en bog om begivenheden fire år efter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu