Læsetid: 2 min.

K'NYT

19. august 1998

Laserskulptur over Malmö
*Kunstneren Elle-Mie Ejdrup står bag en ny laserlys-installation, som kan ses i Malmös nattetimer den 30. og 31. august, skriver Aktuelt. "Øjeblikket - Øjeblikkene", som den hedder, vil blive en af de største installationer af den art i Sverige nogensinde. Laserlyset vil udgå fra havnens 135 meter høje Kockum-kran og omkranse byens nye universitetsområde som en del af indvielsen af den nye Malmö Hogskola. Elle-Mie Ejdrup stod også bag "Fredsskulpturen", laserlyset langs Vesterhavet i 1995 i anledning af 50-året for befrielsen.

Matador, Marokko, og paparazzi
*Bogen Historien om Matador udkommer 27. august på Asschenfeldts nye Forlag. Her fortæller tv-seriens skabere, forfatteren Lise Nørgaard og filminstruktøren Erik Balling, på 96 sider, hvordan Matador opstod - fra ideerne til den endelige produktion. Forfatteren Thomas Boberg og fotografen Simon Lautrop har samlet en række rejseessays og sort/hvide fotos fra Marokko i bogen Marokkansk Motiv, som udkommer i oktober. Ifølge forlaget Lindhardt og Ringhof er den skrevet i "samme glødende, sansemættede stil" som Bobergs populære rejsebog fra Latinamerika Sølvtråden.
På samme forlag er forfatteren og journalisten Leif Davidsen på banen igen med en ny spændingsroman, Limes billede. Bogen, der udkommer i september, tager udgangspunkt i et billede taget af en paparazzi-fotograf og fører læseren fra Madrid over Danmark og det tidligere DDR til Rusland.

Kulturdage i Valby
*Valby Kulturhus afholder kulturdage. Den første er på fredag den 21. august, hvor lyrikerne F.P. Jac og David Læby vil læse op af egne værker fra klokken 19.00. Det foregår hos Unibank på Søndre Fasanvej.

Store billedkunstkroner i omløb
*Mellem 200 og 225 millioner kroner skifter årligt ejermand, når der sælges billedkunst i Danmark, fremgår det af en nyudgivet rapport fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF). Det offentlige køber samlet billedkunst for 50 millioner kroner, mens den private del af markedet er mindre gennemskuelig. Dog indkøber landets 486 kunstforeninger for ialt 25-28 millioner. Til udlandet eksporteres der kunst for 108 millioner kroner om året. De danske kunstnersammenslutninger har tilsammen en omsætning på syv millioner kroner om året i forbindelse med deres udstillinger. Rapporten - billedkunstens økonomiske rum - er et led i det arbejde, som Billedkunstudvalget laver og lægger op til en diskussion om billedkunstnernes muligheder for at leve af deres kunst.

Mere hæder til oversætter
*Oversætteren Anne Marie Bjerg hædres på ny. Dennegang modtager hun sammen med Bellman Selskabets Søren Sørensen "Dansk/Svensk Venskabs- og Kulturfonds Kulturpris 1998", skriver Berlingske Tidende. Med prisen, der bliver overrakt den 2. september, følger en check på 25.000 kroner til hver. Anne Marie Bjerg er tidligere blevet tildelt Det Danske Akademis Oversætterpris og Dansk Oversætterforbunds Ærespris for sine mange fine oversættelser af svensk litteratur, bl.a. Kerstin Ekman, Göran Tunström og senest Selma Lagerlöfs "Jerusalem". Kulturprisen er tidligere tildelt teatermanden Peter Lang-dal og Berlingskes kulturredaktør, forfatteren Henrik Wivel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu