Læsetid: 4 min.

Kø til jobbet som Congos oprørsleder

14. august 1998

Både i det tidligere Zaire og i eksil afventer hovedpersonerne udfaldet af kampene i den vestlige del af landet for at springe på vinderens vogn

Fremtrædende congolesere falbyder deres støtte til de udenlandske magter, der kæmper på deres jord. Både skuffede Kabila-tilhængere og gamle politikere fra Mobutu-tiden flokkes i Kigali og Kampala - hovedstad i henholdvis Rwanda og Uganda - for at lade sig kåre til leder af et "oprør", hvor kun talsmændene er landets egne sønner.
De står over for et vanskeligt valg: Skal de gå i alliance med tutsierne om at styrte præsident Laurent-Désiré Kabila, som efter 15 måneder ved magten har vist sig at være "en ny Mobutu" - eller skal de lade sig indrulle i en national front til fædrelandets forsvar, med risiko for at redde Kabila og cementere hans diktatur?
Både i det tidligere Zaire og i eksil afventer hovedpersonerne udfaldet af kampene i den vestlige del af landet for at springe på vinderens vogn.
Kabila-styrets skæbne afgøres i vest. I en dristig operation besatte rwandiske tropper og deres congolesiske allierede for en uge siden en vigtig militærbase i Kitona ved Atlanterhavskysten 600 km sydvest for hovedstaden Kinshasa.
Siden er disse tropper rykket frem i retning af hovedstaden. De hævder at have erobret den store by Boma, hvilket regeringen dog benægter.
I løbet af de kommende dage er oprørerne nødt til at opnå resultater, der ryster regimet i Kinshasa, hvis de ikke skal risikere at blive omringet mere end 1.500 km fra deres forsyningsbaser.

Angola kan afgøre slag
Men i sidste ende er det Angola, den store nabo i vest, der kan afgøre slaget. Hvis regeringen i Luanda giver oprørerne den nødvendige logistiske bistand og forsyner dem med tunge våben, vil Kinshasas fald kun være et spørgsmål om tid.
Ligesom i slutningen af Mobutus regime findes der ingen organiserede congolesiske styrker, hverken på den ene eller den anden side.
De omkring 12.000 tidligere Mobutu-soldater, der var sendt til "genopdragelse" på basen i Kitona, blev fuldstændig taget på sengen af rwanderne.
Efter en kort skudveksling bad de om en "tænkepause", og siden har de forhandlet om at slutte sig til oprørerne. De forlanger en god løn og garantier for deres status under det fremtidige styre.
I hovedstaden er situationen nogenlunde den samme. Her bruger generalstabens mange officerer tiden på at diskutere frem og tilbage i stedet for at stille sig i spidsen for deres enheder - som i øvrigt heller ikke er kampklare.
I sidste uge opfordrede Kabila indbyggerne til at danne selvforsvarsgrupper, og omkring 7.000 unge arbejdsløse har allerede meldt sig. De paraderer nu på hovedstadens pladser, men uden våben.
Derimod er 300 AK-47 og Kalasjnikov-rifler blevet udleveret til "sikre elementer". Det er militser, som i stedet for at føre krig har indledt en pogrom mod "den indre fjende" - dvs. tutsier og andre, f.eks. senegalesiske forretningsmænd, der bliver overfaldet og lynchet på gaden eller i deres bolig.

Tilbud fra Mobutu-folk
40 Mobutu-generaler, som har været arbejdsløse siden magtskiftet i maj sidste år, har tilbudt regeringshæren deres assistance. Men Kabila ved bedre end nogen anden, hvor meget det er værd: Deres afstandtagen fra Mobutu var i høj grad med til at gøre den tidligere oprørsleder til præsident.
Regeringsstyrkerne hævder at have indledt en modoffensiv mod Bukavu i øst, og de skal være nået frem til et gorillareservat uden strategisk betydning 50 km fra byen.
Men rapporter fra området tyder snarere på, at det er oprørerne og deres allierede, der har fremgang.
Uganda har sendt to kampvognskolonner i retning af Bunia, den vigtigste handelsby i det nordøstlige hjørne af landet.
En vestlig kilde hævder, at burundiske tropper i sidste uge erobrede Uvira.
I virkeligheden er de fastboende tutsier i området - Banyamulenge - ikke parat til at føre krig. Efter at have tjent som en "femte kolonne" for Kabila føler de sig svigtet og overladt til andre etniske gruppers hævn.
På den baggrund har de taget afstand fra deres repræsentanter i regeringen, Bizima Karaha og Déogratias Bugera, som begge har sluttet sig til de nye oprørere.
Det gør situationen endnu vanskeligere for Arthur Z'Ahidi Ngoma, der er udnævnt til "koordinator" af opstanden. Han er bundet på hænder og fødder af rwanderne, fordi han ikke selv råder over tropper eller støtte inde i landet.
Og i den rwandiske hovedstad, hvor han nu opholder sig, tilbyder den ene congolesiske "leder" efter den anden sig som den bedste galionsfigur.

Møde i eksil
Congolesere i eksil har aftalt et møde i Bruxelles i næste uge. Her vil gamle politikere og nye dissidenter erklære, at "forsvaret af den territorielle integritet og den nationale enhed" går forud for enhver taktisk alliance.
Det er i hvert fald den "principielle holdning", som Mobutus sidste ministerpræsident, general Likulia Bolongo, tirsdag gav udtryk for i Paris.
Men han risikerer at komme til at stå ret alene med den, hvis krigslykken vælger den anden lejr.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her