Analyse
Læsetid: 6 min.

Kontant afregning i Congo

7. august 1998

Kabila betaler prisen for sine svigt og svagheder. Angola, Rwanda og Uganda afgør hans og Congos fremtid - som sidst

Kabilas triumftog ind i hovedstaden Kinshasa i maj sidste år var reelt afslutningen på et månedlangt stafetløb - med den lille trinde, skaldede og hidtil ukendte Kabila som stafetten, den lille umælende træpind, som de stærke løbere afleverer til hinanden efter hver deres etape.
Oprøret blev indledt i oktober 1996 af tutsier i det østlige Congo. Efter nogle uger, da oprørerne havde set, at de kunne bide sig fast, blev Kabila inviteret til at være dets repræsentant.
I den følgende tid kæmpede tutsierne og rwandiske soldater oprøret videre mod nord. Derfra overtog Ugandas hær felttoget. De to landes formål var at udrydde de oprørsgrupper, der angreb Rwanda og Uganda fra baser i Congo. I fællesskab førte de to landes hære oprørerne frem til den regionale hovedby Kisangani.
Da denne by var erobret, var Rwanda og Uganda parat til at slutte dér. Et fredstilbud til den daværende hersker, Mobuto Sese Seko, tilbød ham at bevare præsidentposten mod at opgive kontrollen over den østlige del af landet.
Men dels fordi Mobuto sagde nej, dels fordi resten af landet formelig hoppede af forventning over, at oprøret kunne feje Mobuto ud af Kinshasa, fortsatte det videre sydpå, til Kabilas hjemegn, Katanga-provinsen.
Undervejs afleverede Rwanda og Uganda stafetten til Angola. Lige som de to forgængere var Angolas regering plaget af oprørere, der havde beskyttelse i Congo.

Angolas hær er centralafrikas stærkeste, og den har i 30 år været i krig med oprørerne fra Unita, der dels holdt store mængder soldater i reserve i Congo, dels brugte Congo som transitland for sin eksport af diamanter og import af våben og andre forsyninger.
Med angolanske kampvogne og elitesoldater rykkede Kabila langs grænsen til Angola frem mod Kinshasa, samtidig med at angolanerne eliminerede så store dele af Unita, som det var muligt.
Kabila nåede altså frem til Kinshasa med en hær, som var sammensat både af banyamulenge, rwandiske og angolanske soldater. Både Angola og Rwanda sørgede for at lade deres soldater blive længe i Kinshasa, muligvis for at holde snor i Kabila.
Kabila blev således præsident i maj sidste år uden at have hverken sin egen folkelige bevægelse eller hær bag sig, uden politisk program og uden at have forberedt magtovertagelsen.
Det lignede opskriften på fiasko, og Kabila har tilsyneladende hverken haft evner eller vilje til at undgå fiaskoen.
Han har svigtet sine tre mægtige allierede ved ikke at holde sit territorium rent for oprørsgrupper, der truede de tres sikkerhed: Det nordlige Uganda er fortsat hærget af oprørere, der opererer fra Congo. Sikkerhedsforholdene i Rwanda er forværret markant gennem det seneste halve år, så sent som i søndags blev 110 tutsier myrdet i en landsby nær grænsen til Congo.
Hutuernes undergrundsbevægelse har stærke baser i Congo, og Rwanda er tilsyneladende overbevist, som det var i 1996, om, at hutuerne kun kan slås, hvis Rwanda får kontrol over så store dele af Congo, at det kan omringe oprørerne.
De to landes store utilfredshed med Kabila blev tydeligt signaleret i maj, da de udeblev fra højtideligholdesen af et-årsdagen for Kabilas sejr.
Også Angola føler sig forrådt af Kabila. Siden Unita i april har genetableret sine baser i Congo, har Angolas regering oplevet tilbagegang i konflikten med Unita.

De strategiske forhold langs Congos grænser er altså nøjagtigt de samme som i 1996, da de blev springbræt for oprøret mod Mobuto.
Det samme gælder den internationale situation. Kabila har utrætteligt forhindret FN i at undersøge brud på menneskerettighederne under og efter oprøret, hvad der fik USA til at nedkøle både forventninger og forholdet til Kabila.
Han har ikke kunnet bringe økonomien på fode igen, og de mange uregelmæssigheder og kontraktændringer, hans regime har foretaget overfor de udenlandske investorer, der tidligere stod i kø for at sætte penge i landet, har kølnet både investorernes og USA's tillid til Kabila betydeligt. Læg dertil, at Rwanda og Uganda er USA's vigtigste militære og politiske partnere i det centrale Afrika, og Kabilas isolation står endnu tydeligere.

Den sidste part i den congolesiske konflikt, befolkningen, beskylder især Kabila for nepotisme. Uden synlige økonomiske og civile resultater, holdt ved magten af tutsi-soldater, hvis loyalitet han kunne betvivle, og stillet overfor stigende folkelig utilfredshed greb Kabila til den 'klassiske' løsning: Han anbragte flere og flere personer fra sin egen provins, region og familie i topposter ud fra den dobbelte målsætning, at dette dels gav ham håb om at kunne stole på "sine egne", dels tilfredsstillede forventningerne "hjemme" i Katanga om at få del i hans gevinst.
Tutsier på posterne som generalstabschefer og ledere af efterretningsvæsenet blev således i juli udskiftet med katangesere. Derudover er hans fætter blevet indenrigsminister, hans svoger er hærens stabschef, hans søn Josef Kabila vicestabschef, og hans nevø er justitsminister.
Oprøret mod Kabila er omfattende, og han kan i dag ikke regne med støtte fra andet end kredse i den rige mineprovins Katanga. Han har mistet USA's goodwill, Angolas støtte og Rwanda og Uganda er blevet hans fjender.
Regeringen har erkendt at have tabt det østlige Congos største by, Bukavu, til oprørerne. Deres radiosender, Folkets Stemme, sender fra den næststørste by, Goma, hvis lufthavn de også kontrollerer. Ubekræftede rygter vil vide, at de kontrollerer flere andre af områdets byer.
Kan Kabila blive ved magten? Da han aldrig har fået opbygget en hær, der kan hamle op med hans gamle allierede, afhænger hans fremtid dels af Rwandas og Ugandas fremtidsplaner for det østlige Congo, dels af Angola. Deres mål er klare: At få lukket sikkerhedstruslen fra Congo.
Opmærksomheden retter sig især mod Rwanda og Uganda, der har tre muligheder. Enten gennemfører de nu deres oprindelige plan fra 1996 om at overtage kontrollen med det østlige Congo. Eller også forsøger de at erstatte Kabila med én, der kan styre det mægtige land til deres tilfredshed.
Den tredje mulighed består af begge dele: At indsætte en loyal leder af Congo, som accepterer, at Rwanda og Uganda reelt sætter sig på den østlige del af landet.
En kolonisering af det østlige Congo kan give Rwandas tutsier økonomiske muligheder de i dag ikke har i det overbefolkede Rwanda, hvor de ganske vist har magten, men ikke engang udgør 20 procent af befolkningen.
Det østlige Congo er rigt på miner, frugtbar landbrugsjord og handelsmuligheder - altsammen muligheder der frister de velorganiserede og driftige tutsier.
Forsøger de at overtage magten i hele Congo, der aldrig har kunnet styres uden brug af brutale magtmidler?

Forsøget med Kabila slog fejl. To små detaljer kan tyde på, at de alligevel satser på et altomfattende slag mod Kabila. I tirsdags fløj oprørerne et erobret passagerfly tværs over landet til den vestlige by Kitona, hvor op mod 20.000 tidligere Mobutosoldater er blevet holdt indespærret. Der er ikke siden kommet nyt frem om konsekvenserne af dette bizarre og modige træk. Og i går erobrede oprørerne en olieby og en flådestation, begge i det vestlige Zaire ikke langt fra Kitona - men tusinder af kilometer fra oprørets center ved grænsen til Rwanda.
Angola kommer til at spille en hovedrolle, når Kabilas efterfølger skal findes, udpeges eller kuppes på plads. Det har en knusende stærk hær placeret i sin olierige enklave Cabinda, bare nogle få hundrede kilometer fra Kinshasa, og Kabilas manglende evne - eller vilje - til at holde Unita ude har allerede motiveret Angola til at meddele, at dets kommende tørtidsoffensiv mod Unita vil betyde troppebevægelser gennem Congo.
En omvej via præsidentpaladset i Kinshasa vil være fristende kort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her