Læsetid: 5 min.

Krigens gåder

19. august 1998

Erling Bjøl lægger med ny bog om krig alen til sit forfatterskab

NY BOG
Carl von Clausewitz fik aldrig færdiggjort sit banebrydende arbejde: Om krig. Koleraen gjorde i 1831 ende på denne store teoretikers liv. Enken påtog sig pietetsfuldt at udgive resten af det ufuldendte værk, hvis til tider selvmodsigende spor efterlader ikke så få ubesvarede spørgsmål. Krigen er jo ifølge Clausewitz med hans berømte formulering: en fortsættelse af politikken, men med andre midler.
Denne sætning forlener tilsyneladende krigsinstrumentet med et vist mål af rationalitet, hvilket igen modsiges af krigens ofte kiksede for ikke at sige katastrofale resultat - også for sejrherren. Hvorfor krig? kan man derfor med god ret spørge. Erling Bjøl påtager sig i sin seneste bog - netop med ovenstående spørgsmål som titel - at undersøge blandt meget andet dette misforhold. Hvordan forlige politikkens forrang med krigens ødelæggelseslogik, spørger forfatteren, der således konstaterer at politikkens mål gang på gang påvirkes uhensigtsmæssigt af voldslogik og af krigslykkens luner.

Tåge og mosegrund
I bogens slutning opsummerer Bjøl efter en nøje gennemgang af historiske krigskategorier og enkelteksempler en rystende række af fejl-, over- og undervurderinger i krigens udgangspunkt og forløb. Misforståelser og forhastede slutninger der førte til store, ofte uoprettelige ulykker for såvel medvirkende som uskyldige udenforstående.
"Beslutningstagerne har famlet i sandsynlighedens tåger, søgt fodfæste i fortilfældenes mosegrund og handlet i blinde," som Bjøl på baggrund af analyser af disse utallige krigeriske ulykker tørt bemærker. "Menneskene har for vane, når der er noget de ønsker, at sætte deres lid til uigennemtænkte forhåbninger og vilkårligt forkaste, hvad de ikke bryder sig om at høre," skrev allerede Thukydid om den Peloponnesiske Krig og bærer hermed vidnesbyrd om teoretikere, der tidligt i historien funderer over krigens urimelighed.

Hvordan fred?
Erling Bjøls professionelle tilværelse som journalist og politologisk videnskabsmand - forfattteren var professor i international politik i 20 år - har bestået i at analysere kriser og beslutningstageres handlinger og motiver. Bjøl medgiver på denne baggrund, at den gamle græker med sin grundlæggende informationsteori nok er ude i trivialiteter, men at det på den anden side unægteligt er mindre trivielt at stille sprøgsmålet: hvorledes risikoen kan formindskes for at denne perceptionspsykologiske tendens fører til krig?
Med andre ord er Bjøl foruden den selvpålagte akademiske opgave: at underkaste fænomenet krig forskerens undersøgende blik også ude i velforstået politisk ærinde. Sådan set det samme som Clausewitz dybest set blev drevet af: ønsket om at bidrage til krigens undgåelse.
I den forbindelse er det løfterigt, når Bjøl præsenterer bogen som første bind af to, hvor et efterfølgende vil stille spørgsmålet: Hvordan fred? Hermed sigtes både til de uimodsigeligt lange fredsperioder, der også præger historiens gang, samt til fredsslutningens teknik.

Nær Clausewitz
Såfremt dette ambitiøse projekt fuldendes, vil et sådant to-bindsværk finde sin naturlige plads i reolen i nærheden af Clausewitz.
Erling Bjøl gør i forordet opmærksom på at ideen til Hvorfor Krig? opstod i forbindelse med en række gæsteforelæsninger ved University of Michigan, hvor David Singer dengang mente at kunne uddrage generaliseringer om krige, deres årsager og udbrud ved at fodre en computer med tilgængelige data. Ud af den anden ende ville man kunne hente et resultat, såfremt man fodrede tilstrækkeligt.
Bjøl stillede sig skeptisk over for denne makro-metode inspireret af meteorologien og foretrak i stedet en mikroanalyse af stoffet. Max Weber har i den forbindelse formuleret følgende: "Årsagsforskningen kan orienteres i to retninger, mod den historiske kausalitet og den sociologiske."
Med andre ord kan man stille forskellige spørgsmål til det samme historiske stof. Man kan dertil orientere sig mod det einmalige, som tyskerne siger, begivenheder som ikke forekommer to gange, eller mod samfundsbetingede, institutionelle, strukturelle fænomener, hvis funktioner indebærer en eller anden form for gentagelse eller ligefrem automatik. Disse nævnte spørgsmålsformuleringer er selvsagt afgørende og isolerer, såfremt tankevirksomheden bag er hensigtsmæssig, de tilfældigheder der også er historiens kendetegn.
Ud fra en vis betragtning kan Hundredeårskrigens årsag tilskrives en forvirret gris, der i 1131 skræmte den franske kronprins Filips hest, så denne blev smidt af og slog sig ihjel. Der gik dermed kludder i arvefølgen, lavinen rullede, krigen kom. Ingen kan naturligvis sige, om den ikke var kommet alligevel. Akkurat som mordet i Sarajevo i 1914. Kunne Første Verdenskrig være undgået, såfremt Frans Ferdinands chauffør havde kendt vejen gennem byen, ikke var standset ud for Gavrilo Princip og havde været dygtigere til at finde bilens bakgear?
Det siger næsten sig selv, hvorfor visse konfliktforskere med sådanne spørgsmål til historien er tilbøjelige til at opgive ævred. Til den kategori hører altså ikke Erling Bjøl, der systematisk gennemgår krigens fænomener med henblik på at foreslå relevante spørgsmål og givtige komparative analyser.
Krig er jo ikke krig og dermed basta, men kan opdeles i en række typer med hver deres karakteristika. Borgerkrig for eksempel er så at sige altid absolut i kampen om suverænitetsretten og med parternes dermed indbyggede krav om modpartens betingelsesløse overgivelse. Prestigekrige, religionskrige, revanchekrige, hver har deres særkende uden at man af den grund skal opfatte disse som firkantede kasser.

Grundtvigs fluer
Det er vanskeligt i gennemgangen af Bjøls bog at fremhæve enkelte afsnit til fordel for andre. Dog fremstår forfatterens overvejelser om nationalismen i forrige århundrede med særlig prægnans. Ikke mindst analysen af dansk krigspolitik i 1848 og især 1864. Bjøl er åbenbart for fin til at minde om den nationale mytes livskraft helt op i vore dage. Grundtvig satte effektivt sine samtidige fluer i hovedet - de svirrer stadig hos visse - om danskerne som et af Gud udvalgt folk. Kun "pluddervælsk" var al fremmed tale.
H.C. Ørsted appellerede bekymret til sine landsmænd om nu ikke at skabe sig. "Det, alle mennesker har tilfælles, har usigeligt meget større betydning og vigtighed end de nationale forskelligheder." Det hjalp stort. Bismarck forsøgte sig efter det indledende felttog, som han jo ganske vist havde iværksat, med det ganske rimelige folkeafstemningsforslag om Slesvig, men afvistes af det udvalgte folks uforstandige og forvirrede repræsentanter, hvilket medførte dramaets anden del, katastrofen med grænsen ved Kolding.

Arbejdsvilkår
Erling Bjøls bog er en sand guldgrube af oplysning og tankevækkende sammenstillinger af stof. Teksten er formuleret i forfatterens vanlige stil, sprogligt klar, fornyende og spændstig.
Ikke fordi det i og for sig kommer bogens hele kvalitet ved, men Erling Bjøl undskylder selv dens lange forsinkelse. Dette skyldes en næsten total blindhed, der ulykkeligvis ramte ham for snart ti år siden. Forfatteren, der er bosat i Paris, har således været henvist til diverse internationale lydbiblioteker og bistand af forskellig art. Manuskriptet er rettet til ved oplæsning og løbende mundtlig korrektur. At bogen i sig selv er en bedrift, bliver den jo ikke mindre af, når dette indblik i arbejdsvilkårene tilføjes. Måtte Erling Bjøl have fortsat overskud og entusiasme til fortsættelsen om fredens problematik.

*Erling Bjøl: Hvorfor Krig? 296 s. ill. 325 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her