Læsetid: 5 min.

Det ikke kun regner - det vælter ned

4. august 1998

Til grisemarked i Californien med tex-mex stjernen Freddy Fender - hovednavn ved country-festivalen i Silkeborg

Landets lys
Freddy Fender bærer regnvejret i sig. Når man hører navnet, bør man sikre sig, man har et par pakker kleenex med i lommen. Som sanger og musiker kan han både det ene og det andet, men det er i sange om gråd, klynk og tårer, han trænger helt igennem.
Hans bedst sælgende gennem alle årene er "Before The Next Teardrop Falls" - om den forsmåede elsker, der beder ekskæresten, der nu også har oplevet at blive den forsmåede, tilkalde ham, så de i hvert fald kan tude sammen.
Min personlige favorit er overbudssangen "When It Rains It Really Pours" - når det regner, så vælter det ned.
Men der er nok at tage af: "It's Raining", "A Man Can Cry", "The Rains Came", "You Made Me Cry". Og endnu et overbud: "Going Out With The Tide", om at blive skyllet ud ikke med bade- men med tidevandet!

Støvregn og grise
Og der er en let og for Sydcalifornien usædvanlig støvregn denne lørdag eftermiddag, hvor Freddy Fender har de næststørste bogstaver på plakaten for det lokale dyremarked. De største bogstaver: Grisevæddeløb.
Der er flere discipliner. De halvstore bacongrise løber i nogle 50-60 meter lange baner. Sponsornavne er farvesprayet på flæskesiderne. Kombattanterne synes at have svært ved at koncentrere sig om at løbe lige ud - det gør det endnu sjovere og risikabelt at spille på dem.
De små marcipangrise med farvede bånd om halsen konkurrerer på tid i indviklede labyrinter. Det er ikke godt at vide, om det er klaustrofobi, men de er ude af labyrinterne i lyntempo. Også her spilles mindre summer væk.
Men der bliver også handlet med grisene. Markedsgæster tager levende souvenirs med hjem til fryseren.
Freddy Fender optræder hundrede meter fra labyrinterne. Scene og stol er dækket af soltag, der bliver til regnbeskyttelse, når Fender sætter ind.
Freddy Fender. Alene navnet. Men navnet er en vigtig del af historien. For han hedder Baldemar G. Huerta. Født 1937 så langt sydpå i Texas at det næsten er Mexico. Hans forældre var daglejere. Faderen døde af tuberkulose, da Baldemar var syv. På grund af rejserierne blev det til en noget tilfældig skolegang.
Som også de to navne antyder, bærer han mindst to kulturer i sig. Som musiker er han opvokset med spansk-mexicanske ballader, polkaer og festmusik - og bombarderet med nordamerikansk pop og country. Men i det sydøstlige Texas er der yderligere mindst et par musiktraditioner - den sorte og den fransk-amerikanske (cajun).

Mexicansk country
Freddy Fender var tidligt ude med sit eget personlige bud: Country-musik - med en mexicansk tone. Han sang på to sprog, tog sange fra det amerikanske repertoire, oversatte dem til spansk og sang begge versioner.
Ikke en blanding, der slog igennem lige med det samme. Men han fik ikke desto mindre en lille pladesucces i 1959-60 med "Wasted Days And Wasted Nights" - ved grisemarkedet synger publikum på skift med på engelsk og spansk. Nogenlunde samtidig opgav han Huerta-navnet og tog navn efter sin el-guitar. Tanken om, at en mand med spansk efternavn kunne blive countrystjerne, var simpelthen for langt ude.
Og han blev arresteret med marihuana i lommen. Fem år. Angola-fængsel i Louisiana. Det lykkedes for Fender at komme ud efter kun tre. Louisianas guvernør (forfatter til "You Are My Sunshine") havde en forkærlighed for countrysangere. Men Jimmie Davis var ikke vild med musikermiljøet og lod prøveløsladelsen være betinget af at Fender holdt sig langt væk fra branchen. Det gjorde han ikke, men han undlod at indspille plader, så i hvert fald Davis ikke opdagede, hvad der foregik.
Fender tog den hårde turné med musikken som i sin tid med markarbejdet: Klubber, rodeo'er, fester - masser af dyrstævner.
Helt fremragende gik det ikke. I 1971 søgte han optagelse og kom ind på en socialrådgiverskole. Ikke nogen succes. Året efter var han i mekanikerlære i Corpus Christi.
Det blev den kendte cajun- og country-producer Huey P. Meaux (fra selskabet Crazy Cajun) der genopdagede og relancerede Fender og fik ham frem i første række. I 1974 blev han nummer et både på pop- og på countryhitlisten med "Before The Next Teardrop Falls", og sammen med Meaux kom en hel del sange, som er blevet standardrepertoire indenfor countrygenren: "You'll Lose A Good Thing", "Vaya Con Dios", "Since I Met You Baby".

Grise i mudder
Allesammen på repertoiret i dag, hvor grisene efter en indledende modstand mod Fender også er blevet indfanget af stemningen og slapper af efter sportspræstationerne og ligger og roder i mudderet, som bliver mere og mere sølet, fordi støvregnen er ved at udvikle sig til noget heftigere.
Stilen, som blev udviklet sammen med Meaux bærer fortsat igennem: En crooner, der blander nordamerikansk og spansk-mexicansk tradition; i sine vibrato-fraseringer trækker han vokalerne ud i overrumplende improvisationer; korte eller længere passager synges på spansk; de fleste af sangene er melankolske men afleveres med en medrivende grundrytme, som gør, at det hele ikke kammer over og udelukkende bliver til syndfloder af tårer.
Samarbejdet med Meaux gik i stykker, og de har i interviews sagt grimme ting om hinanden. Under alle omstændigheder dykkede Fenders karriere i begyndelsen af 80'erne, hvor han ikke havde nye hits, men i stedet forsøgte at leve højt på de gamle. Han kom fortsat i avisen. Det skete bl.a., når han blev båret væk fra scenen, fordi han havde fået lige den ene genstand mere, end han kunne bære. Fender er diabetiker, men synes ikke at have passet rigtig godt på sig selv.
Det lykkedes ham lidt efter lidt at komme tilbage - bl.a. fordi den store underholdningsindustri var begyndt at opdage det spansktalende marked. Han kom med i nogle film - han var borgmesteren i Milagro, som blev vist på TV3 i sidste uge. Han lavede musik til og medvirkede på lydsiden af bl.a. Tony Richardsons "The Border" og langt senere John Sayles "Lone Star".
Lykkeligst var det, at han omkring 1990 genfandt eller genopdagede nogle gamle musikerbekendtskaber og sammen med Dough Sahm, Augie Meyers og Flaco Jimenez, harmonikavirtuosen, dannede tex-mex-supergruppen "Texas Tornados". De spiller et fælles repertoire med cajun, pop, gamle texas-mexicanske dansemelodier, men også nye sange som spiller på det dobbeltsprog, som er opstået i grænsestaterne, og som er blevet mere accepteret efterhånden, som de spansktalende er blevet mere synlige, og også de hvide i højere grad anerkender, at man har en fælles historie og fælles dobbeltsprog.
Formuleret på en anden måde: Meget af det, som engang betød, at han måtte tage navneforandring for at få gang i karrieren, er nu fejet ud.
Ved grisemarkedet sidder de engelsk- og de spansktalende sammen og er klædt ens. Som Fender selv er fleste af mændene i cowboybukser, cowboyjakke og hvid t-shirt. Pigerne - begge grupper - er heldigvis en smule mere fantasifulde og spraglede.
Freddy Fender har holdt ud længe nok til at få historien på sin side. Nu er han den gamle, veteranen, den første der kunne og turde. Nok skiftede han navn, men han fastholdt også overfor et countrypublikum sin etniske identitet. Som den eneste.
Freddy Fender er hovednavnet ved årets store og traditionsrige countrymusikfestival i Silkeborg førstkommende weekend. Nok kender han ikke det danske sommervejr, men skulle det regne ned i stride strømme, så er han helt på hjemmebane.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu