Det ville være morsommere, hvis man ikke skulle se billeder på museum - men det kan være inspirerende at rejse efter oprindelsesstederne
Kunstmuseer er et af civilisationens nødvendige onder. Det er aldrig optimalt at se kunst løsrevet fra sin sammenhæng, spiddet på museernes vægge lig sommerfugle i glaskasser.
Finder man frem til den Caravaggio, der beskriver barmhjertighedsgerninger, i det kvarter i Napoli, hvortil den blev malet, er oplevelsen fuld af resonans. Lyset har ikke forandret sig siden 1600-tallet, og konen, der sælger kontrabande-cigaretter uden for kapellet er i familie med Caravaggios modeller.
Rokokoens loftsmalerier ser også mere tilforladelige ud, når de er omgivet af stuk og guld, end når de er bragt til New York eller Berlin. For ikke at tale om de livløse efterladenskaber, der skal forestille at være Fluxus, rundt omkring i samlingerne.
Museer er heller ikke så ufejlbarlige, som man kunne håbe, når det gælder konservering af kulturarven: Udstillingskravene giver unødig transport, der er ødelæggende for kunstværkerne, og der restaureres for meget og for hårdt.
En af årets skandaler er oplysningen om, at British Museum skurede Parthenon-frisen hvid til ære for en sponsor, lige før anden verdenskrig.
Stedets ånd
Enkelte museer har ved deres beliggenhed en ekstra kvalitet, der virker befrugtende på oplevelsen af kunstværkerne. Man får en ekstra dimension til forståelse af Emil Nolde, når man kommer ud til atelieret i marsken og trods tivoliseringen er Monets have i Giverny også morsommere end Orsay-museets banegårdsstemning og grimme, grå kunstlys.
Et lille dansk kunstmuseum, som det, der ligger i Hjørring, har også et fortrin ved at kunne vise en kunstnergruppe, der lever og arbejder under samme himmel, som man går under, når man slipper ud igen.
Det er mere interessant at se Johannes Hofmeister og Svend Engelunds blege men intense farveholdning med deres vertikale linjer i det flade landskab i Nordjylland end så mange andre steder. Fortroligheden med en egn bliver nærværende, når marker og skyer kan opleves på vejen til og fra museet.
Hjørring Kunstmuseum er indrettet i det tidligere bibliotek, hvor Niels Larsen Stevns udførte sine ædle fremstillinger af den jyske historie.
Man kan fundere længe over den alvor og ydmyghed, maleren gik til denne udsmykningsopgave med. Larsen Stevns' billeder hænger lykkeligvis stadigvæk i det rum, hvortil de blev skabt, sammen med Kai Nielsens stramme og næsten egyptisk monumentale skulptur af maleren. Man ser et både skeptisk og årvågent menneske af stor integritet, og mindes de gamle ord om "sjælfuldt fattet form."
Museet har indrettet en behagelig læsesal, med kunstbøger og tidsskrifter og en nyttig mappe med oplysninger om, hvor og hvad der udstilles rundt omkring i Danmark, lige nu.
En sådan læsesal findes iøvrigt også i det sympatiske museum Køge Skitsesamling. I Hjørring Kunstmuseum har arkitekten Hanne Kjærholm har sat møbler af Poul Kjærholm, barnefødt i Østervrå og udlært som møbelsnedker i Hjørring, så læsesalen er blevet et rum med store glæder for øje og sind.
Man kan så håbe på en bevilling til museet, der gav lige så smukke skilte som de kjærholmske møbler - og et lidt højere niveau på oversættelserne. Men som det er, hører de små museer til de udsultede kulturinstitutioner, så midlerne er knappe.
Shopping
Skagen genlyder af barnegråd. Frustrerede unger i klapvogn hyler over at skulle deltage i det kedeligste, der kan overgå de små: Shoppingturen. Alt efter som landliggerliv i stadig højere grad består i at købe nips og tøj, bliver tilværelsen mere stressende for børn. Og når de oveni skal på museum, så er tolerancetærskelen forlængst overskredet.
Skagens Museum hører ellers til de overkommelige, der kan ses i ét hug. Til gengæld er indkøbsaspektet ved at kvæle kunsten, med hele to museumsbutikker, hvoraf den ene ligger i uskøn forlængelse af den pittoreske spisesal med alle kunstnerportrætterne.
I de sidste to årtier af forrige århundrede sluttede europæiske og amerikanske billedkunstnere sig sammen i kolonier, de fleste beliggende i maleriske fiskerbyer som St. Ives i Cornwall og Pont-Aven i Bretagne, hvor Gauguin huserede. Man malede den primitive lokalbefolkning, brugte færre penge end i storbyen på logi og modeller og drog siden tilbage til hovedstaden og solgte billederne, der spredtes i øst og vest.
Skagen er enestående ved at have et museum, der kan fremvise en væsentlig del af den billedkunst, der blev til på stedet - og derudover de morsomme kunstnerhjem. Det er altid forbløffende at komme i Michael & Anna Anchers Hus og studere deres klunkemøbler og bric-à-brac, og det er også oplysende at aflægge visit i Drachmanns Hus.
Det er hundrede år siden, de første klager begyndte at lyde over, at Skagen ikke var, hvad det havde været: Ægte og anderledes. I dag er byen til gengæld helt ægte i sin art: Som turistfælde - så man kan bare glæde sig over, at den virkelig er kønnere end de fleste. Eller komme igen i november!
Hjørring Kunstmuseum, Brinck Seidelinsgade 10, 9800 Hjørring. Til 23. august vises udstillingen: Svend Engelund og Johannes Hofmeister. Privatsamling.
Skagens Museum, Brøndumsvej 4, 9990 Skagen. Åbent alle dage 10-17 (til 1. oktober).
Michael & Anna Anchers Hus, Markvej 2-4, Skagen.
*Dette er den sjette artikel i en serie om, hvordan den danske kulturarv forvaltes. De forrige blev bragt 2., 11., 14., 24. og 31. juli. Serien er hermed slut.
