Lasse Helner gør comeback med en engelsksproget cd, der minder ham selv og os om, at der bag byfestgemytligheden gemmer sig en stolt og personlig sanger
NY CD
Man kan komme langt - og langt ud - med en god sang. For Lasse Helners vedkommende så langt, at hans og Mathildes "Fyn Er Fin" nok har givet tandsmør på brødet den sidste snes år, men samtidig har sangen placeret parret i en pluskæbet form for folkelighed med havne- og byfester og ældreprogrammer i tv som arbejdspladser.
Udvikling og musikalsk nysgerrighed er ikke velhørt de steder. Nu er det ikke sådan, at Lasse Helner ikke har været opmærksomhed på folkeligheden som et mageligt fængsel.
Faktisk har han forsøgt at bryde ud, men der er lim i bunden af den bås, hvor han er blevet placeret. Han har prøvet at opdatere den fortællende visesang. Og sammen med Mathilde samarbejdet i New Orleans med lokale musikere. Det har stampublikummet tilgivet dem, så længe Mathilde spiller fiol og Fyn er fin.
Nu tager Lasse Helner så næste skridt i en sen selvrealisering, og han gør det ved at gå to skridt tilbage. Hans nye cd Cover er en samling personlige udlægninger af sange, der står Helners hjerte nær.
Udvalget er ganske spøjst, baseret på lige dele nostalgi og nutidighed, men selv om Helners stemme ikke altid er så stor som hans lyst til at bruge den, er der over sangforedraget en favnende hjertevarme og robust charme. Silken er måske nok lidt slidt, men erfaring og omkostninger skinner smukt igennem.
Sønnen synger kor
Åbningsnummeret "Love Is Strange", Everly Brothers-evergreen'en, var den første sang, Helner i sin tid spillede på sin Høfner-guitar. Nu synger han den med sin søn Rasmus, og den anslår stilen med et sumpet, men spændstigt akkompagnement i den genre, nogen nu kalder roots. Vi andre kalder det bare spillemænds ubetalelige spilleglæde.
I sit band har Helner amerikanske Bernard 'Bunchy' Johnson og Sylvester 'Snap' Andrews på trommer og bas, og som skjult kapelmester, den legesyge, men aldrig udisciplinerede guitarist Karsten Skovgaard, til daglig med hos Kim Larsen.
De swinger og tænker så organisk, at det nærmest er anstødeligt i disse programmerede tider. Til yngre læsere: 'Organisk' musik er musik, der bliver spillet af levende musikere uden andre hjælpemidler end musikalitet.
Fynsk soul
Helner slog i sin tid igennem som del af The Baronets, et kompetent soul'et beatorkester, der kunne spille bedre end de fleste dengang. "Treat Her Right" var deres hit. Den genopliver Helner uden at lyde spor dated. Soul er i det hele taget det skjulte kodeord på denne plade. Ikke soul i egentlig sort forstand. Snarere ovre i retning af James Taylor, hvor soul ikke er kropslig, men en sindstilstand. Derfor genlyder Lasse Helners overbevisende udgave af "How Sweet It Is To Be Loved By You" også mere af Taylor end af Marvin Gaye.
Flottest folder soul-inspirationen sig ud på "You Were On My Mind", sin tid et tidstypisk engangs-hit for We Five. Nu, i Helners hænder, en lille sang med indbygget vokseværk. Klicheerne bliver her til virkelighed.
Lige så overraskende god er en genopførelse af Stones-nummeret "You Got The Silver", medens jeg godt kan undvære at blive mindet om Cat Stevens weekend-hippie-følsomhed på "The Wind".
Derimod er der kanter og dobbelthed i Helners udgave af Randy Newmans drilske "Tickle Me", som forlenes med lidt af den skarphed, en nu glemt satiriker som Tom Lehrer kunne hælde ud over sangene.
Med Cover afdækker Lasse Helner gamle, glemte sider af sig selv. Og evner at give sine musikalske rødder nutidig næring. Han sætter sin fulde kampvægt bag. "I'm into something good", synger han på Herman's Hermits-hittet af samme navn. Det samme er lytteren.
*Lasse Helner: Cover. Producer: Peter Aagaard. Solid State/Kavan. Udkommer i morgen.
