Læsetid: 7 min.

Et liv med film

29. august 1998

Efter 50 år i filmbranchen udgiver 71-årige Henning Carlsen en erindringsbog samtidig med premieren på sin seneste film

FILM
"Det undrer mig tit, hvordan jeg får liv i noget, der er fuldstændig dødt, sålænge man er på forberedelsesstadiet. Det må være et eller andet, jeg kan, men jeg kan ikke analysere mig frem til, hvad det er."
Efter 50 år i filmbranchen har 71-årige Henning Carlsen stadig ikke fundet ud af, hvad det helt specifikt er, der gør ham til en god filminstruktør. Måske kan man selv finde svaret i instruktørens seneste spillefilm, I Wonder Who's Kissing You Now, der er nr. 15 af slagsen, baseret på en bog af Ib Lucas og som får premiere på fredag.
Eller måske kan man læse sig frem til det i Henning Carlsens erindringsbog, Mit livs fortrængninger, som udkommer på torsdag.
Hvorom alting er, så befinder jeg mig denne solrige august-eftermiddag hjemme hos Henning Carlsen i den herskabelige residens på det fredelige Frederiksberg.
Forberedelserne til den forestående filmpremiere trænger sig på, og telefonen rører ofte på sig, men det er en imødekommende og engageret filmmand, der midt mellem bærbare computere og reoler fyldt med filmlitteratur og gamle manuskripter gavmildt øser af den tid, han i sit forord til bogen filosoferer over ikke at have så forfærdelig meget tilbage af.
Det er dog ikke primært filmpremieren, men bogudgivelsen, der optager og bekymrer instruktøren. For, som han siger, "det er jo min 15. film, mens det er min første bog."

Bogen
Mit livs fortrængninger er, som titlen antyder, helliget de af Carlsens oplevelser, som instruktøren ikke har talt højt om gennem det meste af sit lange liv. Lige fra de første, famlende seksuelle oplevelser over skilsmisser til hospitalsindlæggelser.
"Hvis man ikke prøver at komme af med nogen af fortrængningerne i en bog, hvor man har valgt en sådan titel, og hvis ikke man prøver at være hudløst ærlig, så skal man lade være med at skrive den."
Men da Henning Carlsens liv næsten alle dage har været med i og omkring film, er det stadig filmmanden Carlsen, som er bogens dominerende skikkelse. Og bogen er et veritabelt overflødighedshorn af oplevelser med film og ikke mindst de mennesker, der laver dem. God underholdning for både filmfolk og for folk, som ikke er så meget inde i film, er forfatterens egen karakteristik af bogen.

Biografien
Henning Carlsen begyndte sin filmkarriere som assistent på det nu hedengangne Minerva Film. Snart instruerede den unge Carlsen sine egne film, og efter en række dokumentar- og industrifilm - bl.a. Limfjorden og De gamle - spillefilmsdebuterede han i 1962 med den politiske Nadine Gordimer-filmatisering Dilemma. Filmen var optaget i det skjulte i et arpartheid-domineret Sydafrika, og Carlsen skabte de første avisoverskrifter, da hans lemfældige omgang med sandheden under udsmugling af optagelserne blev kendt.
I de følgende år skiftede Carlsen mellem at lave spillefilm og dokumentarfilm, indtil han i 1966 fik stor kritisk succes med Hamsun-filmatiseringen Sult og efterfølgende gik over til primært at lave spillefilm.
I dag har Henning Carlsen et noget ambivalent forhold til Sult, idet filmen både regnes for hans bedste og op mod hvilken alle hans senere film er blevet målt og af kritikken som regel fundet for lette. Omvendt har Sult åbnet utroligt mange karriere- og bekendtskabsmæssige døre for Carlsen, og hans liv er formodentlig derfor blevet både mere farverigt og omskifteligt.
Ligesom instruktøren og personen Carlsen vel sagtens er blevet større, end de seneste film han har lavet.
Efter Sult fulgte August Schade-gendigtningen Mennesker mødes og sød musik opstår og Axel Sandemose-versioneringen Klabautermanden, begge i samarbejde med Poul Borum. Også Benny Andersen blev en skattet manuskriptmakker, hvilket bl.a. resulterede i en af instruktørens bedste film, Man sku' være noget ved musikken.
Op gennem 70'erne brugte Henning Carlsen også megen tid på at drive Københavner-biografen Dagmar, hvis drift han meget passende overtog efter Carl Th. Dreyer.
I 80'erne og 90'erne er filmene blevet færre - bl.a. Oviri fra 1986 og i 1995 Pan, endnu en Hamsun-filmatisering - ikke fordi Henning Carlsen satte tempoet ned, men fordi det blev sværere at få filmene realiseret.

Rød tråd
Et gennemgående træk hos Henning Carlsen er litteratur-filmatiseringerne. Og selv vover han den påstand, at al film er filmatisering.
"Jeg læser sgu aldrig en bog med henblik på at filmatisere, men jeg læser bøger, når jeg har fået en tanke om, hvad jeg godt vil lave en film om."
"På en måde er alt filmatiseringer. Jeg mener f.eks., at hvis jeg havde taget historien om min flugt tilbage fra Sverige under krigen, hvor jeg flygtede den modsatte vej af alle andre, så ville det jo også have været en filmatisering af min egen oplevelse."
"Det, jeg prøver at gøre, efterhånden som jeg er blevet mere bevidst om det, er, at jeg ikke vil filmatisere en bog, jeg lige har læst. Jeg prøver at filmatisere min oplevelse af bogen. Derved skyder jeg mig selv ind i mellem bogen og filmen. Hvis jeg ikke gør det til mit stof, så er det ikke til at have med at gøre, fordi det er så tid- og arbejdskrævende at lave en film."
"I princippet bør man kun filmatisere afdøde forfattere, hvis ikke man sætter sig ned med forfatteren selv og skriver. Det har jeg gjort et par gange, det gjorde jeg med Benny Andersen på Svantes viser - så kan han jo ikke komme bag efter og anklage mig for noget i strukturen eller manuskriptet."

Mennesker
Et andet og mere tematisk træk hos Henning Carlsen er de indfølte menneskeskildringer.
"Mine film handler jo stort set om enkelte mennesker. Folk behøver ikke at være vanvittigt specielle for at være interessante. Et hvilket som helst menneske er jo unikt."
"Det er et spørgsmål om at kunne afdække. Man kan bruge fantastisk ordinære mennesker i meget interessante historier, og man kan også i det enkelte menneske finde noget interessant."
Noget Carlsen lærte i løbet af sin tid som dokumentar- og industrifilm-instruktør.
"Jeg kommer fra et borgerligt miljø, som klassemæssigt ikke hørte til den lavere del af befolkningen, så ved at lave industrifilm fik jeg kontakt med en del af befolkningen, som jeg slet ikke havde noget kendskab til. Det har udvidet min mennekseforståelse enormt."

Filmpolitik
Ved siden af sit praktiske film- og biografarbejde har Henning Carlsen også fundet tid til at dyrke de mere politiske og organisatoriske sider af filmmiljøet.
Han har siddet i Filminstituttets bestyrelse, er medstifter af Den Europæiske Filmhøjskole og instruktørsammenslutningen, ligesom han gennem et stort fodarbejde blev den første til at lave film som skandinaviske co-produktioner.
Derfor er det selvfølgelig nærliggende at tale med Henning Carlsen om ugens store nyhed, regeringens finanslovsforslag, der i særdeleshed begunstiger filmen.
"Som forslag lever det meget godt op til den handlingsplan, som Henning Camre har lagt frem, men det skal først igennem Folketinget, og vi ved af erfaring, at der kan laves mange studehandler inde på Christiansborg."
Instruktør Carlsen sparer på begejstringen, men tillader sig dog at være en smule optimistisk. "Forslaget viser, at regeringen har en vilje og har forstået det signal, der er blevet sendt oppe fra Filmhuset."
Er du enig i det signal?
"Ja, jeg er enig. Der er mange, der siger, 'skal filmen nu igen have flere penge'. Det er forkert at sige 'flere penge'. Nu skal filmen have de penge, som den hele tiden har fortjent. Den har været den mest udsultede af vores kunstgrene, og da den samtidig er den mest omkostningsbelastede, så har det været en urimelighed i mange år. Så man kan sige, at man opdaterer filmen til det niveau, den bør ligge på i det kulturelle subventionerings-mønster."
Spørger man videre til Carlsens følelser overfor det omstrukturerede filminstitut, begynder han at snakke om dansk films fremtid.
"Jeg synes, at en af de største trusler, der hviler over filmen, er, at der er blevet så mange beslutningstagere. Pengene kommer ind mange steder fra, og faren ved det er, at der sidder mange rundt omkring med forskellige meninger, hvilket på lang sigt kan svække udbuddet i film."
"Den fare bliver jo ikke mindre af, at man inde i Filmhuset omorganiserer sig. Tidligere var det jo sådan, at konsulenterne bestemte suverænt, hvad der skulle laves. Det system, tror jeg, er noget af baggrunden for den succes, man taler om i dansk film for øjeblikket. Konsulenternes magt er nu blevet flyttet over til bestyrelsen, og det kan blive noget af et problem."

Længsel
Med alle de store omvæltninger og mere og mere indviklede forretningsgange i forbindelse med filmproduktion, er det måske ikke så underligt, at Mit livs fortrængninger er præget af en nostalgisk længsel efter de gode, gamle dage, hvor det var knap så kompliceret at lave film.
"Jeg havde håbet på, at jeg kunne lave I Wonder Who's Kissing You Now med 12 medarbejdere. Det var jo de nøglemedarbejdere, jeg havde brug for. Men inden jeg så mig om, så var vi jo 70. Vi var 12 mennesker, der lavede Man sku' være noget ved musikken, og jeg mener på sæt og vis, at dén var mere kompliceret at lave."

*I Wonder Who's Kissing You Now får premiere på fredag den 4. sep., mens Mit livs fortrængninger udkommer på torsdag den 3. sep.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu