Læsetid: 4 min.

Er der liv efter Laudrup

17. august 1998

En dansk midtbanespiller, der tjener sine penge på en engelsk midtbane, er landsholdets topscorer. Det er et problem

HESSELAGERS HJØRNE
58 mål mod 16. Det lyder som opskriften på et gigantisk nederlag og en røvtur uden ende. Og det er det måske også. De 58 mål dækker over antallet af scoringer, som de herrer Laudrup-brødrene har begået for det danske landshold. 37 er signeret Michael Laudrup, 21 mål er sat ind af lillebroderen. Og som det er enhver bekendt, så er hverken den store eller den lille til rådighed for landsholdet mere. Og det er derfor tallet 16 er så aktuelt.
16 mål. Det er hvad det netop udtagne landshold, der spiller såkaldt venskabskamp mod Tjekkiet onsdag aften på Sparta Praha Stadium, har på sin samvittighed. Og dermed er det også understreget, at Laudrup-brødrenes farvel til landsholdet, meget vel kan udvikle sig til en lille katastrofe - vi taler dog kun om sport. For ganske vist har de to spillere brugt mange kampe til at skyde sig ind på topscorerlisten. Men deres scoringsfrekvens er alligevel højere end de nuværende landsholdsspilleres. Michael Laudrup scorede i mere end hver tredje landskamp, Brian Laudrup i godt hver fjerde.

Topscorer Nielsen
16 mål. Det er ikke meget. Faktisk er det skræmmende få mål for en hel landsholdstrup. Og går man tallene nøjere efter, bliver grunden til optimisme ikke større. Kun fire af de 16 mål er scoret af angribere. Fire mål, scoret af Peter Møller (3) og Ebbe Sand (1), mens hverken Søren Andersen eller Jon Dahl Tommasson har scoret endnu.
Det danske landsholds målfarligste spiller anno 1998 er - prøv med et gæt, inden der læses videre - Allan Nielsen med seks scoringer. Og med al respekt for Tottenham-spilleren, så virker det ikke som nogen betryggende status før den EM-kvalifikation, der tager sin begyndelse den 5. september ude mod Hviderusland, fulgt op med hjemmekampen mod Wales den 10. oktober. Allan Nielsen er midtbane-fræser, ikke typisk afslutter. Andre må tage over. Men hvem?
Selvfølgelig kan der findes håb i Bo Johanssons kaffegrums. Blandt andet kan man jo håbe, at Ebbe Sand, Superligaens suveræne topscorer sidste år, også på landsholdet får gang i målmaskinen. Søndag eftermiddag vibrerede Ebbe Sands målnæse igen, da han for Brøndby reducerede Lyngbys 2-0 føring i en kamp, der endte med en nærmest chokerende 3-2 gevinst til Lyngby. Sand lavede dog et mål af en vis kvalitet, da Danmark under VM mødte Brasilien. Og så ser vi lige bort fra, at det er det eneste landsholdsmål, han har lavet i syv forsøg. Og vi glemmer, at afleveringen faldt fra - Michael Laudrup. Men helt se bort fra det sidste kan man ikke. For Laudrup-brødrenes sortie betyder også, at der er blevet ubehageligt langt mellem de landsholdsemner, der kan lægge den sidste og afgørende aflevering. Oh sortsyn!
Måske skal man krydse fingre for, at Jon Dahl Tommasson, der ikke var med i VM-truppen, overfører kvaliteterne som hængene angriber i hollandske Feyenoord til landsholdet. Han har spildt et år i engelsk fodbold, men skulle ifølge bulletinerne nu være tilbage ved fuld styrke. Dahl Tommasson virker dog som en spiller, der let bliver kyst. Kan han stå for mosten, når først det gælder vind-eller-forsvind-point i EM-kvalen? Så er der de landsholdudtagne Peter Møller og Søren Andersen. Jeg ved ikke hvordan De kære læser har det, men jeg mener ikke, at de to spillere er bærere af landsholdets fremtid. De virker mere som nødløsninger, end som egentlige løsninger.

Nemme mål
Tilbage blandt de sikre og offensive landsholdskandidater er Martin Jørgensen. For tiden er han skadet og derfor ikke med mod Tjekkiet. Men Jørgensen viste under VM store offensive kvaliteter. Men han er nok i højere grad manden, der kan overtage ansvaret for de laudrupske afleveringer, end selv agere topscorer - og hvem skal han spille bolden hen til? Måske løber svaret rundt ude i Gladsaxe.
Den tidligere Esbjerg- og Herfølge-angriber Chris Hermansen har i Superligaens fire første runder scoret fem gange. Og ofte såkaldt "nemme" mål, der ikke er baseret på striber af geniale træk, men derimod på den simple kvalitet, at være til stede, når bolden dratter ned fra himlen. Og det er ikke let.
Ganske vist scorede Hermansen ikke søndag, da AB - angiveligt meget uretfærdigt - hjemme tabte 0-1 til Vejle. Men når det nu viser sig, at Søren Andersen ikke slår til, og når det viser sig, at Peter Møller - der har brugt 14 kampe til sine tre landsholdsmål - heller ikke i denne sæson kan spille sig til en stamplads i PSV Eindhoven, så må Bo Johansson se sig om igen. Øjnene kunne godt faldt på Hermansen - og måske på AaB's Søren Frederiksen, der søndag lavede ægte hattrick på bare fem minutter mod stakkels B 93, der efter søndagens 1-5-nederlag ligner turneringens evige bundprop.
Der er kun ét problem. Chris Hermansen og Søren Frederiksen scorer deres mål i den danske Superliga hvor markeringerne ikke har international brutalitet. De fire danske hold i UEFA-turneringerne klarede sig ganske vist flot i den forgange uge. Men igen - malurten finder vej til bægeret. Alle synes at have glemt, at der er tale om kvalifikationskampe til UEFA-turneringerne, og at modstanderne derfor ikke er helt så skræmmende som tidligere.
Måske er der kun én holdbar løsning - Laudrup kom tilbage!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her