Læsetid: 4 min.

Livet er en drøm: Hypnose

6. august 1998

Til sidst trak hun kniven ud af skeden og skar en luns dampende kød fri af hans sprælske tunge: Er det blevet et modefænomen, hypnose? spurgte hun

RADIO
Kan du forestille dig en film uden billeder, kære læser? Nej, vel. Eller radio uden stemmer? Absurd. Stemmen er på en gang radioens råstof og brændstof. Som billedet er filmens. Men det vil ikke sige, at radio nødendigvis er uden billeder, de laves blot på en anden måde end filmens.
De fremstilles af lytterens forestillingsevne, af hans fantasi, når lyden rammer sjælens spejl, også kaldet det ubevidste, og vi pludselig husker noget, som vi troede, vi havde glemt. Genkendelsens øjeblik. Sandhedens time. Den kan være livsfarlig. Den kan også være ren healing, som hypnose - ifølge den mand, hvis stemme blev synlig i radioens P1 fredag den 31. juli klokken 13.
Han havde en bog under armen, som han selv havde skrevet, om hypnose og menneskesyn, Livet er en drøm, hedder den. Han er sammen med en dame, som stiller ham nogle få, velbegavede spørgsmål. De går frem og tilbage foran mig i stuen en halv times tid.
Hans stemme er mørk og smidig og velformuleret, den behersker både det teatralske og det pædagogisk insisterende, artikulationen er præcis og lidt smagende, navnet bag stemmen præsenteres som Abrahamowitz, Finn Abrahamowitz, charmerende og lattermild, stemmen fremkalder billedet af en smuk og velproportioneret mand, som forsøger at forføre en kvinde, d.v.s. overbevise hende om rigtigheden i det han taler om, nemlig hypnosens velsignelser.

Omkring 50
Det er muligt, at jeg tager fejl, men han må være omkring 50, han har kraftige, buskede øjenbryn, hans hår er sort eller brunt, som hans øjne, og der er slet ingen tvivl om, at han har et velplejet skæg. Han ligner en taskenspiller, en tryllekunstner. Hvorfor nu det? spørger jeg overrasket mig selv og får svaret en halv time senere.
Pludselig rækker han bogen frem imod mig: Køb den, siger han, du vil ikke fortryde det, du har brug for den.
Hvordan det? spørger jeg skeptisk.
Fordi hypnose kan kurere dig for angst, flyskræk og frygten for tandlægeboret, siger han overbevisende.
Godt set, tænker jeg, kan den også kurere mig for min frygtelige hunger efter tobak?
Selvfølgelig, siger han, man lægger blot nogle billeder, følelser og stemninger ind i dig, som får dig til at glemme det, du er bange for. Måske skal du under behandling med jævne mellemrum, men det hjælper. Men én ting skal du huske. Man kan ikke hypnotisere folk til noget, som de ikke selv ønsker.
Han fortsætter: Hypnosen kan også bringe dig tilbage til barndommen, ja helt tilbage til din fødsel og hjælpe dig med at forstå nogle af de ting, som du har glemt, og som stadig gør ondt.

Ren doping
Jeg rækker ud efter bogen, det er jo ren doping, det her, en lykkepille mod eksistentiel smerte. Og den vil jeg selvfølgelig gerne befries for. Men inden jeg beslutter mig, spørger jeg ham for en sikkerheds skyld: Hva' så med ulykkelig kærlighed og min bøvlede skæbne? Kan jeg også blive hypnotiseret imod den, hvis jeg tror på, det kan lade sig gøre?
Og alle dem med de forkerte meninger, fundamentalisterne, som Hitler og Stalin og Khomeini og den slags har fyldt med hypnotisk lort til halsen, og med krig og vanvid. Kan de også få hjælp til at komme fri af den kollektive psykose, hvis man kan få dem til at tro på, at det hjælper? Og forresten - har du selv prøvet det, hypnose? Måske er du selv hypnotisør? Eller er det alt sammen bare noget, du har læst dig til?

Ladt i stikken
Det svarede han ikke på, og jeg trak hånden til mig. I det hele taget svarede han ikke på nogen af alle de dumme spørgsmål, som jeg nåede at stille, mens han stod der med bogen. I stedet koncentrerede han sig om kvinden med de få, velbegavede spørgsmål og den perlende stemme, og lod mig i stikken, og det gjorde han nok ret i, for hun lod ham snakke.
Kun til sidst trak hun kniven ud af skeden og skar en luns dampende kød fri af hans sprælske tunge: Er hypnose på en eller anden måde blevet et modefænomen? spurgte hun.
Spørger du, om jeg er på forkant? griner han teatralsk og med et velartikuleret t i kant, jamen altså - enten er jeg genial, og så har jeg selv fundet ud af, at det er spændende, eller også er der mange, der finder ud af nogenlunde det samme på samme tid. Og det er nok lidt det, jeg har gjort.
Amen, siger jeg og husker den hedengangne Storm P., citeret frit efter hukommelsen: Man kan overbevise folk om hvad som helst, man kan endda få dem til at spise gulvmåtter, hvis man siger, der er vitaminer i.
Men jeg havde gerne hørt mere til kvinden med de få velbegavede spørgsmål og kniven og den perlende stemme. Hun var næsten usynlig, bortset fra navnet, Hanne Møller, og den måde hun havde redigeret udsendelsen på, forstås.
Måske har hun klippet sig selv fra, mit billede af hende er diffust, jeg kan se hendes hofter, bilder jeg mig ind, ellers har hun ingen krop, intet ansigt, ingen personlighed, desværre, for det kunne have været spændende at opleve friktionen imellem den interviewede taskenspiller og den kvindelige journalist fra det litterære magasin Alfabet, hvor "Hypnose og Menneskesyn" blev sendt - især når det, de snakkede om, var hypnose, som kommer af det græske hypnos og betyder søvnens Gud, dødens tvillingebror - den tilstand af selvforglemmende trance, som rigtig god radio i bedste fald kan hensætte lytteren i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her