Læsetid: 2 min.

Loven skulle dæmpe vælgerflugten

15. august 1998

Den lavere integrationsydelse og bopælspligten var kontroversielle elementer i integrationsloven, længe før den blev vedtaget

Lovens fødsel
Integrationsloven, som UNHCR finder, ligger på den anden side af FN's flygtningekonvention, havde en lang og sej fødsel. Da daværende Århus-borgmester Thorkild Simonsen fik jobbet som indenrigsminister i vinters, var det med det ene mål at skabe en strammere udlændingepolitik.
Det politiske bagtæppe var et folketingsvalg, der rykkede nærmere og nærmere og en eksplosionsagtig vækst til Dansk Folkeparti i meningsmålingerne. Samtidig var den daværende indenrigsminister, Birte Weiss, ikke parat til at udføre yderligere stramninger.
Birte Weiss havde i forvejen gennemført en serie stramninger i udlændigeloven, og det efterfølgende forløb beviste, at den danske flygtningelovgivning i forvejen lå på kanten af FN's flygtningekonvention. Arbejdet med en ny udlændingelov havde som usagt mål at neutralisere vælgerflugten fra især socialdemokratiet til Dansk Folkeparti.
Ret hurtigt blev stramningsarbejdet delt op i arbejdet med en udlændigelov og arbejdet med en decideret integrationslov.
Både i store dele af Socialdemokratiet, og i hele det Radikale Venstre, er der flygtningevenlige kræfter, der skulle tilgodeses.
Stramningerne i udlændingeloven, som regulerer udlændinges adgang til landet, blev få og spredte.

Nybrud
Til gengæld blev integrationsloven et nybrud i dansk integrationspolitik.
Selve perioden, hvori en flygtning integreres, blev udvidet fra halvandet til tre år. Samtidig blev arbejdet lagt ud i den enkelte kommune. Dermed mistede Dansk Flygtningehjælp et næsten-monopol, og Flygtningehjælpen har varslet massive afskedigelser fra nytår, når kommunerne overtager arbejdet.
Samtidig skal flygtninge fremover integreres via aktivering på arbejdsmarkedet. Idealsituationen er, at den enkelte flygtning fremover får en blanding af skoleundervisning og arbejdsplads-praktik. Formålet er at fremme den enkelte flygtnings motivation for sprogindlæring via en kobling til de reelle krav på arbejdsmarkedet. Den hidtidige ordning har været kritiseret for at placere flygtningene i en uvirkelig kursus-verden, uden direkte kontakt til det omgivende danske samfund.
Det bliver der rettet op på med integrationsloven. Til gengæld skal flygtningene fremover i integrationsperioden ikke længere modtage kontanthjælp, men en særlig, lav, integrationsydelse. Ydelsen ligger på cirka 5.000 kroner om måneden, godt 2.000 kroner under kontanthjælpen. Til gengæld må flygtningen gerne supplere ydelsen med arbejdsindtægter. Det er det forhold, at flygtninge får mindre udbetalt end kontanthjælpsmodtagere, der har fået UNHCR i blækhuset.
UNHCR afviser regeringens modargument, nemlig at flygtningene udover pengene også modtager indirekte ydelser, nemlig undervisning og aktivering.

Vagt i gevær
Lige netop en lavere integrationsydelse fik en række humanitære organisationer samt den politiske venstrefløj til at råbe vagt i gevær, længe før loven blev vedtaget. Allerede før den sidste afstemning om loven havde Thorkild Simonsen afvist, at den lave ydelse kunne stride imod flygtningekonventionen.
Et andet kontroversielt element i integrationsloven er bopælspligten. Flygtningene bliver spredt geografisk ud over landet, og kan ikke betakke sig for at flytte til for eksempel en lille landkommune. Det er et af de punkter, der har fået UNHCR's opmærksomhed. UNHCR skriver, at reglen vil kunne betyde en praksis, der bryder med flygtningekonventionens ord. Men selve lovsiden er ikke nødvendigvis problematisk.
Integrationsloven har fået rosende ord med på vejen, også fra arge kritikere af integrationsydelsen. Således betoner Mellemfolkeligt Samvirke, der tog initiativ til at
få UNHCR til at se på integrationsloven, at loven indeholder masser af positive elementer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her