Læsetid: 3 min.

Lovende Strauss-perspektiv

21. august 1998

'Elektra' på Den Jyske Opera fortsætter, hvor 'Ringen' slap. Intensiteten og dramaet i Richard Strauss' opera finder forløsning i en stram og gennemtænkt opsætning på højt niveau

OPERA
Han er vores store outsider-dirigent, Tamás Vetö. Han har ingen fast stilling i dansk musikliv - ud over som leder af et kor - selv om han burde beklæde en chefdirigentpost.
Ikke desto mindre har manden med svedebåndet gjort det igen. Efter at have overtaget Den Jyske Operas mangeårige projekt med opførelsen af Wagners Ring og ført det til en imponerende afslutning, viste han onsdag, at han også kan bide skeer med den allervoldsomste og mest modernitetssøgende senromantik.
Richard Strauss' Elektra er komponistens mest ekstreme operapartitur. Så langt turde Strauss gå i retning af ekspressionisme og atonalitet, inden han trådte et skridt tilbage og overlod scenen til en ny avantgarde.
I den til lejligheden udvidede orkestergrav i Musikhuset Aarhus med plads til 94 musikere lykkedes det ikke desto mindre Vetö at sætte Strauss' uhyggeligt mange noder på plads, så den dramatiske intensitet kom ud, uden at man tænkte på det til tider tonalitetssprængende, som i samtiden affødte vittighedstegninger af komponisten, der spænder publikum fast i den elektriske orkesterstol.
Det, man hørte, var dramatisk musik spillet med næsten kammermusikalsk klarhed.
Vetö må have lyttet til Strauss' råd: Dirigér Elektra, som om det var fe-musik af Mendelssohn! Her var klarhed, overblik og næsten konsekvent balance mellem sangere og orkester. Det behøver ikke larme for at være voldsomt!

Ingen svinkeærinder
Stramheden, som præger Richard Strauss' og hans faste samarbejdspartner Hugo von Hofmannsthals første fælles opera, kendetegner også Den Jyske Operas opsætning.
Tragedien om Elektra, der kun lever for hævnen over sin mor og sin stedfar, som har dræbt hendes far, Agamemnon, begynder hos Strauss lige på og hårdt, uden ouverture, og fortsætter til den bitre ende uden svinkeærinder i en højspændt enakter af under to timers varighed.
Svinkeærinder er der heller ikke mange af i operachef Troels Kolds iscenesættelse, og især den spartanske scenografi med den skråtstillede, forrevne scene og den meget virkningsfulde lyssætning er i pagt med tragediens enkle, dramatiske handling.
Alt på scenen er spidst og kantet som det hjørne i paladsets gård, hvor Elektra kryber sammen - laset, udsultet og kun holdt i live af hunger efter hævn. Da hun til sidst har fået den, styrter hun død om i en slutscene, som i Kolds instruktion åbner for flertydighed og fortolkningsmuligheder i pagt med librettoens psykoanalytiske præg.

Velvalgte stemmer
De store roller i operaen er flot besat med velvalgte stemmer. Lisbeth Balslev, der var en fantastisk Brünnhilde i Ringen i 1996, leverer en veldisponeret, stor og helt anderledes indsats som hævntørstig kongedatter, hendes første livtag med den hyperdramatiske og krævende rolle.
Især Eva Johansson er med varme i stemmen fremragende som hendes diametrale, kvindelige modsætning, søsteren Chrysothemis, ligesom Mette Ejsing er rigtigt valgt til rollen som den blævrende, ynkeligt foruroligende mor, Klytämnestra - en kolos i lyserødt behængt med pels og smykkesten, men på stavrende, vaklende fødder.
Scenen mellem de to, der sætter kampen om staven/ overtaget i centrum, er et eksempel på den gennemtænkte instruktion og konsekvente scenografi, der præger den meget vellykkede opsætning, hvor piskeslagene i orkestret afspejles i 'de ondes' fantomagtigt brutale kostumer. Allerede da moderen sætter sig ned i Elektras blodrøde skygge, er udfaldet af tragedien klart.
Også i de øvrige roller er der fine præstationer, frem for alt af Lars Waage, der synger broderen Orest med flot, åben basbaryton, mens Lennart Stregaard gør meget ud af tekstfortolkningen i sin mindre rolle som stedfaderen Aegisth.
Århus har sat sig på landkortet som Danmarks store operaby, og med denne opsætning af Elektra tegner det videre Strauss-perpektiv i Musikhuset endog meget
lovende: Den lige så højspændte Salome i 1999 og dansk førsteopførelse af Die Schweigsame Frau i år 2000.

*Richard Strauss: Elektra. Iscenesættelse: Troels Kold, scenografi og kostumer: Else Marie Alvad, lysdesign: Ib Asp. Aarhus Symfoniorkester dirigeret af Tamás Vetö, Musikhuset Aarhus, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her