Læsetid: 4 min.

Lykkelig fange

28. august 1998

Den mest læste moderne franske roman i 1950'ernes anden halvdel var ikke skrevet af Sartre, Camus eller Francoise Sagan. Førstepladsen indtog i lange perioder Histoire d'O, udgivet 1954 under pseudonymet Pauline Réage. Hvilken skribent der gemte sig under dette navn, er indtil i dag forblevet en gåde. Mange gættede på forfatteren Jean Paulhan (1884-1968), der forsynede førsteudgaven med en rosende efterskrift; andre har derimod ment, at teksten må skyldes en kvinde, så fysisk udførlig som den er i sin beskrivelse af særlige kjoler og glatte stoffer.
Stofmæssigt er der tale om en detaljerig studie i seksuel underkastelse, en 'farlig' bog i traditionen fra Marquis de Sade og Georges Bataille, en sadomasochistisk bibel, hvor hovedpersonen O lærer at opgive sig selv, fraskrive sig sin frie vilje for i stedet at blive et redskab for mænds og kvinders begær. I en tidsalder, hvor der overalt tales om livslange uddannelser, forekommer værket højst aktuelt ved sin skildring af en voksen kvindes omdannelse til villig slavinde, altid rede, altid åben for det nye og anderledes, 'omstillingsparat' som man siger.
Til at begynde med styres indlærings-processen af hendes kæreste, René, hvem hun elsker betingelsesløst; men efterhånden glider initiativet (og beslutningsmagten) over på hans slægtning "Sir Stephen", en klichéagtigt fremstillet skotsk adelsmand med et højt forbrug af whisky, et umætteligt seksuelt behov og en stor hittepåsomhed, når det gælder om at udtænke og iscenesætte nye former for pirrende ydmygelse.

Afkald og smerte
I bogens første del indvies O til rollen som redskab på et afsidesliggende slot, Roissy, hvor diverse herrer udtømmer sig i hende på skift, og hvor hun i et snævert fængsel for alvor lærer afkaldet og smerten at kende. Næste del beretter om bekendtskabet med den skotske kliché, og næste del igen om O's ophold hos Anne-Marie, den krævende lesbiske herskerinde, der forestår hendes omdannelse til omvandrende slavesymbol. O får ringe i skamlæberne og skal efter alt at dømme resten af livet rende rundt med et skilt dinglende mellem lårene, af hvilket det fremgår at hun tilhører Sir Stephen, hvis initialer hun tilmed får indbrændt i sine baller, som var hun en flæskesteg til eksport. Således mærket og kvalitetsstemplet kan O i romanens slutdel drage til Cannes hvor hun dels oplærer nye slavinder, dels optræder som barberet ugle med underkroppen blottet og fuglemaske på.
Skønt O's historie kommer tæt på idealet: den ultimative pornobog, er det påfaldende, så lidt der egentlig kneppes i den. Langt mere fylder alle de omstændelige ritualer og ydre arrangementer, hele iscenesættelsen, og især den hyppige snak om regler, love og uhellige løfter. Det er, som om den stadig mere fantasifulde erotiske iscenesættelse kun fungerer, hvis den konstant går hånd i hånd med en italesættelse. O bliver først en sand slavinde, når hun selv lukker munden op, dels for at modtage forskellige typer af påvirkning fra omverdenen, dels for at sige: Ja, jeg tilhører dig, gør med mig lige hvad du vil.
En handlingsmæssig mærkværdighed er skiftet fra René til Sir Stephen, som Pauline Réage kun lemfældigt begrunder, men som bliver fuldt forståeligt, når man betænker, at værket primært er frembragt for at hidse læseren op. Stereotyp som han er, kan Sir Stephen repræsentere hvem som helst, læseren ikke mindst, som herefter kvit og frit kan identificere sig med aktens herskende part, samtidig med at O bedyrer, at alting i sidste ende foregår efter hendes vilje. O-figuren fremstår følgelig heller ikke synderligt individuel, hun er blot nullet, hullet, hvori mændene efter tur forsvinder, sammen med alle tekstens ord.

Pornoens bonerthed
At en så fuldstændig opgåen i Den Andens behov og ønsker lægger op til anvendelse af religiøse metaforer, kan vel ikke undre. Som god katolik kan forfatteren drage talrige paralleller til forholdet mellem den kristne og Gud. Eksempelvis føler O sig, hvor talen et sted er om René, "lykkelig ved at værdsættes så meget af ham, at han fandt glæde i at forhåne hende, således som de troende takker Gud, fordi han fornedrer dem."
Den lykkelige fange giver, som en vaskeægte bodfærdig synder, totalt afkald på denne verden. Lettet for sin sociale identitet, i et frirum uden for tiden, opgår hun i fuldstændig harmoni med en fremmed, højere vilje. Bliver dét instrument, hvorpå driften uhæmmet kan spille løs, den samme og den samme velkendte melodi: "Når alt kom til alt, tilhørte hun ikke mere sig selv, og det af hende, der mindst af alt tilhørte hende, var sikkert den ydre halvdel af hendes krop, som kunne gøre så glimrende nytte, så at sige uden for hende selv."
I romanens selvforståelse kan en sådan ekstatisk ud-af-krop-oplevelse åbenbart bedst finde sted, når kroppen er allermest involveret. Men passagen demonstrerer samtidig pornoromanens største problem: dén dybe bornerthed hvormed den fysiske kærlighed isoleres fra snart sagt alt andet i tilværelsen.

*O's historie kom første gang på dansk i 1965, oversat af Kay Nielsen. En fortsættelse i to dele, Retour à Roissy + Une fille amoureuse (1969), blev udsendt i 1970 under titlen En forelsket pige efterfulgt af O vender tilbage oversat af Maria Marcus. Pauline Réage betegner imidlertid dette værk som "une dégradation". O's historie findes i tegneserie ved Guido Crépax (Bogfabrikken 1987-88) og som lydbog fra Dansk Bibliotekscenter, indlæst af Anne Birgit Garde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu