Læsetid: 4 min.

Magten var ham utro

17. august 1998

Som væbner for de gammeldags dyder fik Hans Engell en ironisk skæbne

PORTRÆT
Med Hans Engells meddelelse om, at han ved det næste folketingsvalg forlader dansk politik, er endnu en lederskikkelse faldet i den strid om partiets selvforståelse, der har hærget Det Konservative Folkeparti siden stiftelsen i 1915.
Stridens emne: Er partiet fremfor alt værn om Gud, Konge og Fædreland - de bærende symboler for det Højre-parti, som de konservative opstod på ruinerne af? Eller er det et socialt bevidst folkeparti med appel til den frisindede middelklasse?
Trods en vennesæl fremtoning er Hans Engell ikke arvtager til den moderne folkeparti-linje. Engell er - med en omskrivning af Poul Schlüters ord - en af de konservative, der er så konservativ, at det gør noget.
Hans Engell er vokset op i jævne kår under den kolde krigs mest frysende år. Han blev tidligt grebet af en indædt antikommunisme og en flammende begejstring for militærvæsen. Som ungkonservativ talte han balternes sag - på et tidspunkt, hvor der ellers i Vesten var konsensus om at se dem som uhjælpeligt fortabt til russerne.
Hans Engell indledte sin politiske karriere gennem Konservativ Ungdom, KU, der i kampen om partiets linje altid har dannet front mod Konservative Studenter, KS.

Fædrenes strid
Partiets kontroversielle leder fra 1928-47, John Christmas-Møller, havde sit udspring hos de akademisk tænkende Konservative Studenter og sagde selv, at havde det ikke været for forsvarssagen, ville han være blevet radikal. Sine modstandere inden for partiet omtalte Christmas-Møller fnysende som "Rafterne og Krafterne". Dermed sigtede han til Konservativ Ungdoms formand i 1930'erne, Carsten Raft, der førte ungdomsbevægelsen tæt til fascisternes udtryksformer, og til den Mussolini-begejstrede Ole Bjørn Kraft, udenrigsminister i VK-regeringen fra 1950-53.
Som KS'eren Christmas-Møller havde stredes med KU'erne Raft og Kraft frem til sit eget tragiske endeligt i 1948, skulle i de næste slægtled KS'erne Poul Møller, Erik Haunstrup Clemmensen, Henning Dyremose og Per Stig Møller rives med KU'erne Poul Sørensen, Erik Ninn-Hansen - og Hans Engell.
Da de konservatives magtkampe i midten af 1970'erne spillede ledelsen over til Poul Schlüter, også KU'er, så han muligheder i den journalist-uddannede Engell og gjorde ham i 1978 til partiets pressechef. Den kun 30-årige Engell satte sin charme og mediekunnen ind på at opbygge partiets - og sit eget - image.
Da Schlüter kom til magten i 1982, udnævnte han Engell til forsvarsminister. Et dristigt skridt, fordi Engells til fanatisme grænsende entusiasme for militæret kunne have bragt regeringen i klammeri med det nødvendige radikale støtteparti. Engells snilde og vindende væsen hjalp ham imidlertid gennem minefeltet frem til 1987.

Forsvars-fiasko
Det år blev Forsvarsministeriet fanget i en aldrig fuldt belyst fiasko med udsendelse af to agenter på ilde udtænkt spionage-udflugt til Polen. Schlüter fjernede Engell fra posten, inden det kom til for mange spørgsmål om, hvad ministeren havde vidst.
Engell blev i stedet gruppeformand og sværvægter på posten som formand for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, som han brugte som affyringsrampe for en række initiativer, blandt andet om planlægningen af Københavns Havn. Det tog - som sigtet nok var - pusten fra den daværende miljøminister Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti.
Da Ninn-Hansens og H.P. Clausens var faldet fra Justitsministeriet, satte Poul Schlüter Engell ind for at stoppe hullerne efter Tamil-sagen. Men de var for store, og Engell måtte hjælpeløst se til, mens skuden sank.
Det udløste en bitterhed hos ham, der gjorde kampen mod undersøgelsesdomstole til et ledemotiv, efter han i 1984 greb ledelsen af de konservative.
Derudover var Engell korsfarer uden sag. Sovjetunionen var væk, og Socialdemokratiet havde - trods fraværet af ydre fjender - lagt sig tilbage på 1950'ernes forsvarsbegejstring.

Magt som mål
Hans Engell gjorde magten til sit mål. Han ledte sit parti som var det en militær operation. Med sin pressechef Erik Skov Pedersen og generalsekretæren Peter Sterup dannede han en overkommando, der - på grund af sin appetit på tilværelsen - blandt partifæller kaldtes "Kardinalerne".
Med det borgerliggjorte Socialdemokrati indgik Engell - til Venstres højlydte fortrydelse - en række magtaliancer: om partistøtte, neddysning af Færø-sagen, amputering af undersøgelsesdomstole. Engell løftede unge beundrere i sin folketingsgruppe op - og skubbede veltjente partifæller ud. Han tækkedes midterpartierne og gik efter statsministerposten.
Hvad han ville have brugt den til, er ikke til at vide. Afløseren Per Stig Møllers højstemte tale om "reformere velfærdsstaten for at redde den" havde Engell kun skuldertræk for.
Private sorger og følgerne af et dårligt judgement ved brug af bilnøgler efter en overrislet sammenkomst sendte Engell ud i en nedadgående spiral, hvor han - der havde været partiets væbner par excellence - blev dets ballademager. I al fald i det billede, som spin-doktorerne i modstanderlejren fik medierne til at tegne.
Med udstødelsen af Hans Engell er Det Konservative Folkeparti ikke kommet nærmere sin sjæl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her