Læsetid: 11 min.

Et manus, en rød Ritter Sport og Bent Erik Mozart

4. august 1998

'Mikado', Bjarne Reuters ny ungdomsroman, udkommer i dag. Vi anmelder bogen og trykker første kapitel, med de første brikker til et skæbne- og kærlighedsdrama

BOGUDDRAG
Hvordan begynder man en historie?
Findes der overhovedet en begyndelse?
Ja, til denne historie findes der faktisk en begyndelse.
Den begynder med, at telefonen ringer, netop som han sidder og hygger sig med en videofilm.
Han siger: "Men altså, jeg forstår ikke! Hvad tror du, de vil, sådan mere præcist?"
Og hun svarer: "Jeg tror, de vil røve storcentret på fredag, den 22. december klokken 19."
Det var i julemåneden og det støvregnede.
På vej til biblioteket gennemgik han de andres forslag til, hvad filmen skulle handle om. På Frejas papir stod der "Chopins liv og levned". Ideen gik ud på at lave en film over komponistens liv med Freja Rode ved klaveret, et forslag, som efter Toms mening var lige så spændende som en afrivningskalender.
De stod under elmetræet ved kirken og skulle netop til at passere hovedgaden, da den stille, silende vinterregn pludselig gik amok. Det fossede ned, bilerne forsvandt og blev til lygter og folk krøb i læ ind under halvtag og markiser.
Freja sagde, at de uden problemer kunne filme nede på Frilandsmuseet og at hendes klaverlærer havde sagt ja til at spille Chopin. Hun trak hætten op på sin lange, sorte frakke og knappede de to øverste knapper i den blanke kinaskjorte, hun altid gik med.

Freaken og nørden
Tom så ud i regnen. Han var i dårligt humør. Ja, han ville selvfølgelig gerne lave en film, men da klassen besluttede, at grupperne skulle sammensættes efter lodtrækning og Tom havde trukket manuskriptgruppen i selskab med musik-freaken Freja og over nørden Lau, der slet ikke gad skrive manus men kun ville lege stjernefotograf, mistede han den sidste glød.
"Jeg forlanger vi stemmer om."
Store smil hele vejen rundt. God fornøjelse, Tommy. En freak og en nørd. I får det stanghyggeligt i manusgruppen. Alle skuespillerne, klipperne, fotografeme og de to selvglade instruktører morede sig. Det endte selvfølgelig med tre vidt forskellige ideer. Freja med sit klaver, og Tom, der ville lave sorthvid stumfilm, og Lau, som var totalt ligeglad. Lige nu kom han gående på den modsatte side iført gummistøvler, regnslag og sydvest.
Han så på sit ur. Selvfølgelig så han på sit ur. Lau så altid på sit ur. Han påstod, han var ekspert i ure.
Freja sagde, de skulle se at komme af sted, biblioteket lukkede om fem minutter, så de sprang over gaden og blev naturligvis drivvåde.
Lau trykkede sine enorme hornbriller på plads, en bevægelse han foretog hvert tredje minut samtidig med, at han stak tungen ud. Hvorfor det med tungen var nødvendigt, var et mysterium blandt mange, når det gjaldt hans person.
Tom stillede sig foran de to andre i et forsøg på at forkorte seancen mest muligt: "Okay, nu laver vi tyve kopier af hver ide, og så må resten af klassen beslutte sig for, hvad for et manus de vil have."

Ryste vandet af sig
De kantede sig ind mellem glasdørene og stod et øjeblik i et forsøg på at ryste vandet af sig. De fleste havde for længst forladt biblioteket, og Tom kunne se den ældre dame, der stod bag skranken i færd med at slukke lyset i læsesalen. Freja sagde, kopimaskinen stod i kælderen, og gik foran og lagde kort efter sin hånd på maskinen.
"Det er ikke gratis," sagde hun, "jeg håber, I har husket jeres mønter?"
Lau og Tom smed deres penge på kopimaskinen og Tom brokkede sig over alle de kroner, de skulle af med. Men skolens kopimaskine var til reparation og Frejas mors computer var åbenbart hellig.
Freja talte pengene. Hun var et ordensmenneske.
Tom spurgte Lau, hvad han syntes om ideen med en stumfilm i sorthvid.
"Et langt skud," sagde Lau, "kameraet tilter fra hovedgaden ned til skuespillerne, der i sekunderne, før lyset forsvinder, løber ned mod åen. De er i hvidt tøj. Resten er sort. Ligesom i Politiets blinde Øje."
Tom sukkede og rystede opgivende på hovedet. "Jeg havde forestillet mig noget morsomt, en sjov film. Gags, du ved. Du kender godt gags, ikke Lau?"
Lau så ud, som om udtrykket gags forurenede luften.
"Okay, du er altså ligeglad." Tom løftede låget af maskinen for at lægge det første papir på glaspladen.
"Sådan vil jeg ikke formulere det," sagde Lau og trak sig i øreflippen.
I maskinen lå et ark nodepapir.
"Hvorfor rydder folk ikke op efter sig?"
Tom fjernede papiret og lagde Frejas synopsis under låget og så hende fodre maskinen med mønter.
"En musikfilm vil interesse mange," sagde hun og trykkede på knappen.
"Mindst to," mumlede Tom.
Lau sagde, at så vidt han kunne se, ville det være ret originalt, hvis man parrede stumfilm-ideen med musikfilmen.
Freja så på ham. "Er det sandt, at din IQ er målt til 148?" spurgte hun.
"149, ifølge den sidste måling," sagde Lau.
"Det må trods alt være lidt af et åg at slæbe rundt på," sagde hun og smilede.
Lau gloede tomt ud i luften og var som de fleste en lille smule på glatis, når det gjaldt solisten, Freja, der i sjette klasse, klokken 10.35, rejste sig og sang en sang på et sprog, hun påstod var vietnamesisk. De havde spurgt hende hvorfor, både eleverne og lærerne, og hun havde svaret, at det var i solidaritet. Og så var den ikke længere.
Tom tænkte på sin egen IQ og gættede på, den lå under 100. Og at hans bedste ven, Monses, slet ikke var til at måle.
Tom holdt det papir frem, som havde ligget i kopimaskinen. "Var det ikke noget for dig, Freja? Mozart."
Freja så på nodearket. Sagde, at hun da ellers kendte det meste af Mozarts musik.
Tom så på hendes forslag til en synopsis, der lagde sig i en sirlig lille bunke i maskinens skuffe.
"Vi lukker nu." Damen stod på trappen og råbte ned til dem. De kunne kun se hendes knæ og hendes fodformede, sorte sko.
"Ti sekunder," råbte Freja.
"Nu!"
"Fem sekunder," sagde Tom og lagde sit ark på glaspladen.
Benene forsvandt.
Freja stod stadig med nodearket. "En kvartet," mumlede hun.

Kvintet, kvittering
"Ja," sagde Tom muntert, "der er, som alle vi musikelskere ved, en kvartet, en kvintet og en kvittering."
Freja sendte ham et lille, træt smil. Tom sukkede. Hvorfor skulle hun altid være så klog og moden og overlegen og nedladende og underlig og mystisk. Hvorfor kunne hun ikke være ligesom gennemsnittet, eller endnu bedre, ligesom ham, umoden, useriøs, doven, fjollet, charmerende og vittig.
"Jeg er nødt til at gå nu," sagde så Lau, "jeg skal til møde. Jeg er blevet vicepræsident i F.F.M.P., som er frimærkeklubben for filatelister med særlig interesse for Magyar Posta."
"Det lyder virkelig godt, Lau," sagde Tom og klappede ham på armen.
I det samme kom tre damer i blå kitler med hver sin røde spand og hver sin moppe ned i kælderplanet.
Biblioteket var lukket.
Tom tog kopierne og gik op ad trappen.
Udenfor var regnen stilnet af og en bleg sol forsøgte at trænge gennem skydækket.
De gik hver sin vej. Akkurat som de altid havde gjort. Freja skulle vel hjem og øve skalaer. Hvad Lau lavede, var der ingen der anede, men Tom vidste, han selv skulle hjem og hjælpe med madlavningen og var for resten ligeglad i begge ender. Frejas forslag til en film om Chopin ville med sikkerhed blive stemt ned i klassen. Og det var altid en trøst.
To timer senere sad han på sit værelse og overvejede for hundrede syttende gang at rydde op, men valgte at se en videofilm i stedet for. Faderen var kørt til møde og moderen var til gymnastik.

Den rare dreng
"Imens," sagde Tom til sig selv, "går den rare dreng, Tom Edmund Mortensen, ned i køkkenet, hvor han finder et stykke hvidt brød, som han smører Nutella på. Bagefter skænker han sig et velfortjent glas kakaomælk og fylder en skål med chips. Nu er han næsten parat. Han mangler kun den åndelige føde og har såmænd allerede valgt videoen, som er en piratkopi af den gode, gamle Ørneborgen, hvor Clint Eastwood skyder nøjagtig enoghalvfems tyske Fritzer, eftersom Tom og hans gode ven, Axel Mouman, kaldet Monse, har talt efter. Det er yndlingsfilmen over alle yndlingsfilm."
Han smed sig på sengen, tog en bid af sin mad, tændte for videoen og så det hvide propelfly med den udvalgte gruppe af elitesoldater drøne hen over Hitlers alper.
Hvilken vidunderlig begyndelse på en dejlig aften.
I det samme kimede telefonen. Han lagde maden fra sig, satte videoen på pause og gik ind i forældrenes soveværelse og tog telefonen.
"Ja, det er feltmarskal Rommel."
"Er det dig, Tom?" Frejas stemme. Altid en lille smule på kant, altid bedrevidende.
"Ja, hvem skulle det ellers være."
"Jeg har forsøgt at spille det stykke, som vi fandt på biblioteket. Kan du huske det, nodepapiret? Jeg har prøvet at spille det på vores klaver."
"Har du virkelig, hvor spændende."

En knaldhytte
Tom trykkede på fjernbetjeningen og spolede hen over filmens lidt trættende begyndelse. Frem til et absolut highlight, nemlig der hvor gruppen springer ud med faldskærm midt i Naziland. Og så, det første sugende glimt af Ørneborgen: majestætisk, truende, sindssygt og lækkert. Faneme en knaldhytte, der ville noget.
"Jeg tror, der er noget galt. Det er nemlig slet ikke musik."
Tom spolede videre. Når man havde set filmen ti gange var der visse passager, man godt kunne springe over. Tom og Monse havde faktisk aftalt, de ville lave en ny udgave på femten minutter, en slags trailer, hvor Eastwood bare pløkkede og hvor de ultrafede motorcykler ustandselig drønede ud over bjergkanten og hvor de dumme prøjsere råbte
'arhh' og 'åhhh' og ikke mindst, 'hilfe'.
"Hører du efter?"
"Ja, jeg hører efter." Tom skruede op for lyden. Filmen havde en ret god lydside, sin alder taget i betragtning.
"Tomas, er du der? På arket stod der jo en titel. På tysk."
"Jamen, var Bent Erik Mozart ikke osse fra Tyskland?"
Eastwood skruede lyddæmperen på og kneb øjnene sammen. Om lidt skulle han iføres en naziuniform. Hvilket bluff.
Freja sagde: "Det har intet med Mozart at gøre. Det er snyd, simpelthen snyd."
"Sådan er livet jo somme tider så råt," sukkede Tom og fulgte Eastwoods vej gennem en tilrøget knejpe, proppet med tyske befalingsmænd.
"Hvad er det for en larm?"
"Nå, det er bare et tysk værtshus," mumlede Tom, "jeg er ved at analysere Ørneborgen."
"Nåh, jeg anede ikke, du interesserede dig for fugle."
Tom gloede ned i tragten og valgte ikke at forfølge emnet, klar over, at Frejas indsigt i filmens verden nok var begrænset til Lassie får paradentose og Far til fire i Norge. Han satte filmen på pause, netop som en barak eksploderede.
"Jeg trykkede nodehovederne ud med en syl."
"Ja ja," sagde Tom og så på det frosne billede af den sprængte barak, "det er vel okay! Jeg mener, sådan er vi alle sammen så forskellige. Jeg ser på nazifilm og Lau samler på polske frimærker og du trykker nodehoveder ud."
Soveværelset lå på første sal. Uden for vinduet var der en lille fransk altan, som lå delvis skjult af et stort birketræ, der efter sigende var kvarterets ældste.
På en af træets grene sad der et menneske, et individ med et kuglerundt hoved. Vedkommende havde et eller andet i munden, som Tom identificerede som en rød Ritter Sport.

Tilværelsens mysterier
Blandt tilværelsens mange mysterier var Axel Mouman så absolut et af de største. Det var for eksempel ikke særlig gennemskueligt, hvorfor idioten ikke brugte hoveddøren, når han skulle besøge Tom, men altid skulle kravle op i træet og skræmme livet af Toms mor, inden fjolset tog sig sammen og møvede sig ud på grenen, der førte ind til Toms altan.
"Tom," råbte Freja, "gider du koncentrere dig lidt?"
"Ja, undskyld, men der sidder en abe med en plade chokolade i munden uden for mit vindue. Øjeblik."
Tom lukkede Monse ind.
"Er du begyndt?" spurgte han stakåndet.
Tom nikkede: "De har lige sprængt barakken i luften."
"Hvad så med starten?"
"Med starten?"
"Jeg får sguda ikke starten med, mand."
"Monse, du har set filmen tredve gange. Hvad er der i vejen med dig?"
"Jeg elsker den start. Flyverne i Alperne." Monse forsøgte at gengive lyden fra en propelmaskine og Tom tænkte, at det muligvis faldt tilbage på ham selv, at han havde en ven med den slags tendenser.
"Hvorfor står du med den telefon?"
Tom så på røret, kom i tanke om Freja og skubbede vennen ud af soveværelset. Monse fik fjernbetjeningen.
Der er nogle mennesker, der bli'r lykkelige, hvis de får en bestemt burger, andre stiller større krav og lyser helt op, hvis de får en racercykel med seksten gear. Monse skulle bare have fjernbetjeningen.
"Hallo, Freja, undskyld, det var bare en af mine kammerater."
"Jeg synes, vi skal gå til politiet."
Tom hørte videoen blive spolet tilbage.
"Hvem skal gå til politiet?"
">Os, dig og mig og Lau."
"Hvorfor skal vi gå til politiet?"
"Har du slet ikke hørt efter?"

Kølig Freja
Nu lød hun virkelig sur. Der var bare det ved det, at Freja aldrig blev sur ligesom andre mennesker, hun blev bare mere kølig og kunne oven i købet finde på at le en lille smule. I det samme startede Ørneborgen forfra. Tom kunne se Monse, der gik strækmarch foran fjernsynet. Måden han gik på, gav næring til den mistanke, at Monse inderst inde holdt med de forkerte.
Tom sagde til pigen i telefonen, at han nok havde været en smule fraværende.
"Som sagt, så trykkede jeg nodehovederne ud."
"Ja, derfra er jeg med. Du trykkede hovederne ud, og hvad så?"
"Så opdagede jeg, at de dannede et mønster. Derfor lagde jeg et stykke papir ... nej, du skal selv se det."
"Skal jeg?"
"Ja, du skal."
"Freja. Det er ikke for at være negativ, men vi har faktisk lynende travlt i aften."
"Det papir, vi fandt i kopimaskinen, er en plan over et røveri. Jeg synes, vi skal gå til politiet."
Monse dukkede op ved dørkarmen. "Bitte, schnell, herrn Obersturmführer, bitte schnell."
Tom vendte ryggen til ham: "Freja, er du seriøs? Mener du det?"
"Ja. Jeg mener det. Jeg kan komme over med det. Jeg synes, du skal se det. Det er faktisk ret smart lavet. Selvom det selvfølgelig ikke er særlig smart at glemme det på et offentligt sted."
Tom holdt hånden over telefonen og råbte bagud: "Så skru da ned, Monse!"
Pause i samtalen.
Så sagde Freja: "Har du besøg af dét."
Tom sukkede og nikkede og sagde, ja, han havde besøg af dét. Monse var frøken Rodes helt store flip. Hun havde faktisk afskyet Monse lige siden børnehaveklassen og besluttede for nogle år siden aldrig mere at udtale hans navn. Monse var reduceret til 'det'. Fejden var i og for sig ganske harmløs og helt igennem stilfærdig, eftersom Freja og 'det' levede i hver sin verden og i dagligdagen ikke generede hinanden.
Tom lukkede døren til soveværelset: "Men altså, jeg forstår ikke! Hvad tror du, de vil, sådan mere præcist?"
Der gik et øjeblik, så sagde Freja: "Jeg tror, de vil røve storcentret på fredag den 22. december klokken 19.00."
Toms mund åbnede sig. Han stirrede på Monse, der smækkede døren op på vid gab. Han havde hygget sig med at male et lille, firkantet overskæg under næsen.
"Heil Hitler," råbte han, "smid skjorten og gå med kitler."
"Okay," sagde Tom "kom herover, Freja, så kigger vi på det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her