Olu Daras sene debut, Nicholas Payton og Dizzy Gillespie, tre trompetister med strygere, Erroll Garner og Thelonious Monk, samt Hancock, Corea og Barron i duoer
JAZZRUNDEN
Det er ikke fordi kornettisten Olu Dara er et helt nyt navn for os. Det er allerede flere år siden vi hørte ham i København sammen med fløjtenisten James Newton under Ellington-konferencen, og han har bl.a. medvirket på adskillige plader med David Murray.
Når han alligevel er forblevet et næsten legendarisk navn, skyldes det især, at han ikke indspillede nogen plader underegen ledelse. Det er først sket for nylig, til trods for at han nu er 57 år gammel. Og hans musik på debutpladen er ret forskellig fra den, vi kender på pladerne med Newton og Murray.
Bl.a. er kornetspillet meget i baggrunden, og sang og guitar er tilsvarende fremtrædende, begge dele med stærkt præg af hans opvækst i staten Mississippi med indtryk af bluessangere som Robert Johnson og Howlin' Wolf og tydelige aftryk af karibisk musik. Hvad man hører på In the World. From Natchez to New York (Atlantic 7567-83077-2) er altså en primært folkelig, dansant musik, afgjort charmerende, men måske ikke så grænseflyttende.
Noget tilsvarende kan man sige om trompetisten Nicholas Payton, som i Payton's Place (Verve 557.327-2) giver belæg for sin nominering til næste års Jazzpar-pris, bl.a. ved uden større besvær at feje så kendte solister som gæstetrompetisterne Wynton Marsalis og Roy Hargrove ud af banen.
Men i de otte af 12 optagelser hvor han høres med sin faste kvintet, bliver det mest til neo-bop uden den fantasi, som findes i versionen af Wayne Shorters "Paraphernalia", og som prægede den foregående Payton-plade, Fingerpainting.
Med strygere
Wynton Marsalis står stærkere på sin ny plade, The Midnight Blues. Standard Time vol. 5 (Columbia CK 68921), hvor han spiller en udsøgt række standard-ballader, akkompagneret af en stor stryger-besætning i arrangementer af Robert Freedman.
Strygerspillet viser en nøgternhed, som ikke kendtes i midten af 50'erne, da Chet Baker og Clifford Brown indspillede tilsvarende plader (hhv. Columbia 65.562-2 og Verve-EmArcy 558.078-2), og det skønt der blev anvendt så fine arrangører som Johnny Mandel, Shorty Rogers og Marty Paich (hos Baker) og Neal Hefti (hos Brown).
Baker-pladen rummer tre ikke så forskellige alternative takes plus flere session-fotos og et smukt essay af Mike Zwerin som supplement til Bakers betagende lyriske spil.
Brown-cd'en har ikke mere end den oprindelige lp, men det er også fuldt tilstrækkeligt til at uddistancere Marsalis og selv Baker - hør bare Browns fabelagtige "Stardust".
Her kan heller ikke Dizzy Gillespie være med, selv om Something Old, Something New (Verve-Philips 558.079-2) rummer nogle af hans bedste nyere indspillinger (fra 1963) i kvintet med så hørværdige medspillere som saxofonisten James Moody og pianisten Kenny Barron. Titlen refererer til at repertoiret for halvpartens vedkommende stammer fra 1945, mens resten er fra 1963. Jeg hører hellere de nye ting.
Garner og Monk
Pladerne med Brown og Gillespie tilhører Verve's Master Edition-serie, ligesom cd-versionen af Erroll Garners Contrasts (Verve-EmArcy 558.077-2), indspillet i 1954 med Wyatt Ruther og Fats Heard, Garners mangeårige akkompagnatører. Pladen er bedst kendt for kæmpehittet "Misty", men der er mere kontant gods i swingere som "You Are My Sunshine" og Garners egne "7-11 Jump" og "Part-time Blues".
Med årene er glansen gået noget af Garner, mens den i sin tid så underkendte Thelonious Monk er blevet stadig mere værdsat.
De 37 indspilninger, som nu er samlet på Monk Alone: The Complete Columbia Solo Studio Recordings 1962-1968 (Columbia C2K 65495), bør yderligere cementere hans ry som en af jazzens store solister.
Et meget rigt materiale fremlægges her, deriblandt 14 hidtil uudgivne versioner, som både i længde, form, karakter og ofte indspilningstidspunkt gerne adskiller sig så meget fra de oprindeligt udgivne, at det vil være upræcist at karakterisere dem som alternative takes.
Tekstheftet til de to cd'er rummer fremragende noter af produceren Orrin Keepnews og pianisten Dick Katz.
Selv vil jeg fremhæve Monks mageløse udgaver af to obskure melodier fra 20'rne, "I Love You Sweetheart of All My Dreams" og "This Is My Story, This Is My Song", som eksempler på hans dybe originalitet.
Hancock, Corea, Barron
Andre vil måske foretrække en anden dobbelt-cd i Columbias fortræffelige Legacy-serie (som også Chet Bakers stryger-plade tilhører), nemlig An Evening with Herbie Hancock & Chick Corea (C2K 65551). Og disse optagelser fra koncerter med to klaverer i februar 1978, tidligere på dobbelt-lp, rummer da også musik af stor elegance og veloplagthed, men den er næsten overfladisk i sammenligning med Monks.
Heller ikke Kenny Barron måler sig med Monk (hvem gør i det hele taget det i dag?), men hans duoplade med bassisten Charlie Haden, Night and The City (Verve 539.961-2) viser den modenhed hos Barron som ikke har været så fremtrædende siden hans store år sammen med Stan Getz.
De syv lange ballader, optaget på klubben The Iridium i New York i september 1996, præges af den dybe forståelse mellem de to musikere, smukkest måske i Richard Rodgers' "Spring Is Here". En stor indfrielse af de løfter den unge Barron gav, som ovenfor nævnt, med Dizzy Gillespie 33 år tidligere.
