Læsetid: 6 min.

Møde med en vestjysk vismand

15. august 1998

Man er aldrig en taber før man giver op, står der på et håndmalet skilt i haven hos Rav Aage i Thyborøn

QLUMMEN
For mig hører Ridderkorset til den slags sildesalat, der pryder sortbrystede embedsmænd, erhvervsfolk og ministre, når de ved nytårstide skrider til kur på Amalienborg eller viser sig ved andre celebre begivenheder, som overvåges af tv-øjet.
Det hører ikke umiddelbart til på en fiskers blå kedeldragt. Derfor blev jeg nysgerrig efter et par dages ophold i Thyborøn, hvor hver og en, jeg interviewede, nævnte Rav Aage og Ridderkorset, og jeg slog vejen forbi det museum, Aage Hansen har indrettet i villaens baghus i Vesterhavsgade - "åbent når Rav Aage er hjemme", angiver den lokale turistbrochure.
Her er det ene rum fyldt af alt godt fra strandkanten, mestendels rav samlet gennem et menneskeliv: 35 millioner år gamle klumper, nogle store som en knyttet hånd, andre som hovedet på en nipsenål, nogle med kig ind til insekter, der i fordums tid blev fanget i et harpiksdryp, andre spillende gyldne som et glas Jack Daniels uden is, atter andre mælkeagtige eller næsten-sorte.

Samleren sidder i det andet rum, hvidhåret i blå kedeldragt og med en ansigtskulør, der kommer af at gå 10, 20, nogen gange 30 km langs havet hver dag, og sliber et af sine nye fund til et smykke, som de ravkæder, der dingler i vinduet. Ridderkorset hænger på en væg, ved siden fotografier fra den gang dronning Ingrid kom på besøg, fra den gang han fik biologernes hæderspris, Kaskelotprisen, i 1981 og fra den gang, der kom besøg fra Aralsøen af folk, der gerne ville møde den mand, der fik stoppet Cheminovas forurening af Limfjorden og Vesterhavet.
Den sorte broderede fløjlshat, som også hænger på billedvæggen, er en gave fra Aralfolket.
"Derovre respekterer de ældre folk, ikke som herhjemme, hvor man bliver regnet for en tumpe, jo mere gråt håret bliver," siger Rav Aage og smiler underfundigt.

Han har mere lyst til at fortælle om rav end om Cheminova. For nu er den fabrik, så vidt han ved, blevet verdens reneste kemikaliefabrik, og godt nok er der stadig badeforbud ude ved høfte 42, hvor giftdepoterne engang lå, men de 25.000 tønder blev gravet op for mange år siden i begyndelsen af 1980'erne, og vandet er blevet klart igen som den gang Aage var dreng. Og man skal ikke rive folk fortidens synder i næsen, når de har forbedret sig, synes han.
Ridderkorset hænger der på væggen, fordi det viser, hvilket fantastisk land, vi lever i, når en ganske almindelig mand, som ham, der aldrig blev rigtig glad for skolen, og nok kan både læse og forstå og skrive, men har det svært med endelserne i verberne, kan få en fabrik, der er ejet af Aarhus universitet, og det vil sige staten, til at holde op med at ødelægge naturen og få dronningens officielle anderkendelse for at have kæmpet den kamp.
Det er demokrati, siger han med det alvorlige blik, der ind i mellem bryder hans vestjyske lune.
Men når det gælder kan jeg være stædig som en jyde og tålmodig som hvidhåret, så jeg sætter mig i lænestolen ved siden af ravsliberen og bliver dér, til jeg har fået historien om den gang fuglene og fiskene døde og vandet ved høfte 42 var gult som en æggeblomme, og ingen havde lyst til at høre om det, fordi fabrikken gav arbejde og penge til byen. Ikke hele historien. Rav Aage er ikke en mand, der fortaler sig. Og slet ikke til en "bette pige," som han kalder mig med den naturlige autoritet, der gror ud sammen med nogle gamle mænds hvide hår.

I 1953 kom Cheminova til byen og som alle andre synes Aage, det var godt at få arbejde og indtægter til den fattige egn. Men allerede få år efter kunne han se, der var noget helt galt. Han var blevet gift i 1940 og hans kone var ked af at undvære ham, når fiskede i lange træk, så han købte en 16 tons kutter, der også kunne gå i Limfjorden, når vejret var for råt på havet.
Derfor så han, hvordan fjorden og vandet omkring høfte 42 ændrede sig. Han kunne se det, fordi han har kendt det siden han som barbenet knægt blev sendt til stranden af sin mor, når der var 'skæring i havet' efter rav. Hun kunne høre det, og de penge ravet indbragte var et nødvendigt tilskud til at forsøge familiens ni børn. Andre så vel også vandet ændre farve, men de havde ikke lyst til at se det snavs, der fulgte med fabrikkens penge, og derfor ikke lyst at lytte til Aage. Slet ikke fiskerne, som var bange for, at de ikke kunne sælge fangsten, hvis der blev talt højt om at havfuglene døde af at spise fiskene dér.
Jo, det var ind i mellem svært at stå op og sige sin mening i det lille samfund. Nej, det var ikke sjovt at komme ind i købmandsbutikken, hvor alle vender sig om med et overbærende smil og en sjov bemærkning på læben.
Men vandet blev gult som en æggeblomme, fuglene døde og fiskene. Flere af hans venner døde af kræft.
Og hans kone. Efter tre sønner og 30 års ægteskab. Så er det med mennesker lige som med dyr, fortæller Aage mig, at når de er trængt op i en krog, så slås de for livet - og det gjorde han. Ville byen ikke høre, gik han til ministeren. Ville ministeren ikke høre, gik han til pressen. Og han blev ved.
Ind i mellem, når overmagten syntes for stor, gik han ud og satte sig yderst på en høfte og skreg gennem blæsten til Vorherre om hjælp, så gik han ind igen renset for at kæmpe sig endnu et stykke vej frem.
Om han aldrig blev vred på Gud?
Jo. Men kun i fortvivlelse. Og hjælpen kom jo, selv om det varede længe.

Da jeg kommer tilbage til København, går jeg i Informations arkiv og læser om den kriminelle gyser, der udspillede sig, før Cheminova ved et regeringsindgreb blev tvunget til at fjerne de 25.000 tønder kemikalieaffald fra depotet på Harboøre Tange, om hvordan fabrikken ikke ville betale regningen på 22 millioner kroner for oprydningen, og om hvordan sagen måtte for domstolen, før et forlig kom i stand.
Det ved jeg ikke, da jeg sidder i Rav Aages lænestol, og hører ham tale om, hvordan man bliver et lille og ydmygt menneske af at bo ved havet. Jeg spørger - i bakspejlet naivt - om han føler sig som en del af naturen.
"Bette pige," siger han og ser mig lige ind i øjnene: "Jeg er naturen. Det er du også."
Timerne går, historien bliver hele tiden afbrudt af besøgende, som vil se museet og høre om ravet, havets guld. Nogle køber et smykke. Rav er ikke bare kønt, det værner mod gigt og Aage har rav om halsen, om armen og i lommerne.
Jeg læser de håndmalede skilte, der hænger rundt omkring."Du skal ikke støtte dig mere til andre end du selv kan stå oprejst" står der på et. "Du er først en taber, når du giver op," på et andet.
Da jeg går ud af Rav Aages dør, har jeg en kæde om halsen af ravklumper i nuancer fra mælketandshvidt til kandisbrunt - tænker håbefuldt , at der måske følger lidt visdom med i købet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu