Læsetid: 5 min.

Møllehave til trøst

8. august 1998

Filminstruktøren Anne Wivel er på tomandshånd med Johannes Møllehave i et intimt videoportræt om sygdom, livskraft og hjertets mange betydninger

NY FILM
Præsten og forfatteren Johannes Møllehave har et enestående talent for at vende alle tildragelser i livet - positive såvel som negative - til en energi, der spreder sig langt ud i omgivelserne. Det er denne evne, Anne Wivels nye portrætfilm, Johannes' hjerte, tager afsæt i og suger næring fra.
Filmen, der får premiere søndag i forbindelse med åbningen af årets Odense Film Festival, indledes med en scene, hvor Møllehave bladrer i en bog for at finde et billede, der for ham rummer essensen af Søren Kierkegaard: Billedet viser et menneske, en klovn, der balancerer på en line. I den ene ende af linen findes en vugge, i den anden en grav. Så enkelt er det: Mennesket er en klovn, der balancerer gennem livet, fra vugge til grav. Ét fejltrin, og det hele kan være slut.
Johannes' hjerte er blevet til i en proces, hvor instruktøren gennem en periode har fulgt Møllehave med et lille videokamera. Intet filmhold, ingen forstyrrende elementer. Ingen tekniske finesser eller udenværker. Filmen er blottet for æstetisk kosmetik à la skummende bølger eller brusende trækroner. Den står nøgen og insisterende med opmærksomheden konstant rettet mod hovedpersonen. Selv instruktøren træder diskret i baggrunden og nøjes med at iagttage, fnise, reagere med énstavelsesord eller hjælpe talestrømmen videre med kortfattede spørgsmål.
Og Møllehave kan bære denne form. Han er et af den slags sjældne mennesker, der synes at flyde gennem en lind strøm af inspirerede øjeblikke. Et menneske, der på ét plan tilsyneladende kan tænde sig selv i det uendelige, men som på et andet er uhyre opmærksom over for sine omgivelser. Et overskudsmenneske, der er i stand til at fortsætte med at trøste andre, selv om det er ham, der ligger på kanten af afgrunden.

Glæden ved at give
Udgangspunktet for portrætfilmen er, at Møllehave, der sidste år fyldte tres, kort forinden gennemgik en by-pass operation, der bragte en uhyggelig aktualitet til Kierkegaards linedanser-metafor.
Anne Wivel fik lov til at filme Møllehave umiddelbart efter indgrebet, samt gennem de følgende måneders tilbagevenden til livet, og ud af materialet er vokset et uprætentiøst dokument, der engagerer og underholder fra start til slut.
Hjerteoperationen inspirerer Møllehave til at tale vittigt og vist om hjertet - som muskel, livsnerve, følelse og metafor. Han reflekterer over, hvordan vi synes at se og opleve med hjertet: Når hjertet er fuldt af had, bliver man blind, siger man. Og i det hele taget gennemstrømmes sproget af henvisninger til hjertet: At have ondt i hjertet, at skyde hjertet op i brystet, at være hjertelig, etc.
Omkring denne akse spindes en række uformelle, men indsigtfulde samtaler - eller enetaler - om især Kierkegaard, Shakespeare og H.C. Andersen, der i et af filmens mange morsomme øjeblikke udsættes for Mølleshaves kærligt-parodiske forsøg ud i det fynske.
Møllehaves talestrøm flyver højt og lavt. Platte vittigheder optræder mellem kloge alvorsord, men altid med et glimt i øjet. Dén mand virker som et lokomotiv af kræfter, en uudtømmelige kilde af viden, referencer og overraskende koblinger. Og i filmen deler han ud af det hele, hvilket kan ses som et udtryk for en grænseløs generøsitet, men selvfølgelig også bunder i, at Møllehave selv lever af glæden ved at give.
Denne overvældende facon kunne dog godt have haft en snert af show-off, hvis ikke Møllehave på samme tid så overbevisende havde insisteret på sin egen svaghed. Uden at snage graver Wivels nysgerrige videoblik et lag dybere, og specielt gennem scenerne, hvor også hustruen Herdis er til stede, fornemmes, hvilket reservoir af smerte, tvivl og sårede følelser, der - sammen med en vis turbulens i privatlivet - giver dybde til showmennesket Møllehave.

Håndholdt kamera
Der tales om fyrre års samliv og om de tanker omkring det åbne ægteskab, som i en periode gjorde Møllehave-parret til samtalestof i de danske hjem, og det antydes, at selv om skilsmisse aldrig har været på tale, har det ikke altid været lige let at være gift med tornadoen Møllehave.
Filmens stil er som nævnt præget af, at det er instruktøren selv, der betjener udstyret. Man kan godt støde øjet på de håndholdte kamerature og uskarpe billeder, men for det første er denne tilgang efterhånden så udbredt, at det ikke længere føles odiøst, og for det andet brænder hovedpersonen igennem flimmeret.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om Wivel med sin metode kommer tættere på Møllehave - et menneske, der har et citat til enhver lejlighed - end hun kunne have kommet med en mere traditionel filmisk proces.
Her må svaret være ja. Møllehave har selv blik for faren ved, at hans tendens til at beskytte sig bag et skjold af litterære referencer kan kamme over i overfladiskhed. Som en dobbelt finte citerer han Blixen for at sige, at overfladiskhed ikke kun er negativt - se bare på skibene, de ville synke, hvis ikke de var overfladiske! Men at han selv er i stand til ind imellem at lade paraderne falde, kommer netop frem, fordi Wivel har givet afkald på den filmiske sminke og i stedet er gået efter hovedpersonens nøgne ansigt, på godt og ondt.

Odense Film Festival
Johannes' hjerte vises ved åbningen af Odense Film Festival i Metropol biografen, søndag kl. 20. Gentages samme sted mandag kl. 15 og torsdag kl. 17.
Odense Film Festival afvikles fra den 9. til 14. august i Metropol og Cafe Biografen. Begivenheden genopstod sidste år under ledelse af instruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen i ny variant, der kombinerer af Odenses traditionsrige internationale kortfilmfestival og Dansk Film Festival, som siden 1986 havde levet en omflakkende tilværelse med først Holbæk og siden Randers som base.
I den nye version er festivalen opdelt i et internationalt og et nationalt program. Hertil kommer mindeserier for instruktørerne Lise Roos og Trine Vester, specialprogrammer med stumfilm og filmskolefilm samt et lille udvalg af spillefilm, heriblandt en snigpremiere på festivaldirektør Christian Braad Thomsens Den blå munk. Blandt årets bemærkelsesværdigt mange portrætfilm, kan - foruden Johannes' hjerte - fremhæves Lars Johanssons Højholt, Jytte Rex' Inger Christensen - Cikaderne findes, jurymedlemmet Gunnar Bergdahls spillefilmlange interview med Ingmar Bergman, The Voice of Bergman, samt hele to film om Lars von Trier, De ydmygede, Jesper Jargils videodagbog fra optagelsen af Idioterne, og Tranceformer af den svenske Stig Björkman.

*Johannnes' hjerte. Instr: Anne Regitze Wivel. Video. 1998. 55 min. Distr.: Det Danske Filminstitut, Kort- og Dokumentarfilm. Vises i Filmhuset, København, 8.-13. sep. hver dag kl. 17

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu