Analyse
Læsetid: 6 min.

Mugabes sorte dag

21. august 1998

Mens Congos tutsi-oprørere onsdag fjernede den sidste vigtige hindring på vejen til Kinshasa, led Mugabe nederlag i sit forsøg på at udnytte Congokrisen til et regionalt come-back

Begivenheder de seneste dage viser endnu engang, hvordan de sidste års magttomrum i Congo er blevet katalysator for nye magtskel på hele kontinentet.
Onsdag kom det således til det hidtil værste sammenstød i mange års rivalisering mellem Zimbabwe og Sydafrika. Førstnævntes præsident Robert Mugabe havde indkaldt forsvarsministre fra subkontinentets samarbejdsorganisation SADC til at diskutere krisen i Congo, efter at Congos præsident Laurent Kabila søndag og tirsdag havde besøgt først Angola og derefter Zimbabwe med en bøn om hjælp.
Zimbabwes regionale udenrigspolitik har gennem de seneste år været dikteret af Mugabes ambition om at generobre den førerposition han havde, da Zimbabwe var centrum i de såkaldte frontlinjestaters støtte til befrielsesbevægelsernes oprør i Sydafrika.
Men hans 15 års verdensberømmelse udløb med oprørets sejr, og førerpositionen blev ubetvivleligt afleveret til den langt mere vægtige Nelson Mandela.
Siden har Mugabes surmulen i stigende grad præget hans lands reaktioner på regionens vigtigste udviklinger.
I tilgift til prestigetabet til Mandela er et par nye yngre ledere nu i spidsen som kontinentets dynamiske og stilskabende ledere: Ugandas præsident Yoseweri Museveni og Eritreas Issaias Afewerki. I tilgift har lillebitte Rwanda i kraft af sin dygtigt kæmpende og taktisk geniale militærledelse fået en kolossal indflydelse - Congos tutsier er med hjælp fra deres etniske fæller i Rwandas ledelse i spidsen for det nuværende oprør, som de var under oprøret for halvandet år siden, der bragte Kabila til magten. Alle tre lande har skabt nære bånd til USA, som Mugabe altid har haft et ambivalent forhold til. Læg dertil, at Mugabe hverken har forstået at respektere en opposition eller har kunnet føre en politik, der tiltrækker udenlandske investeringer - og hans lands økonomiske og politiske vægt har været på konstant deroute hele dette årti. I denne udvikling har han og landet ikke bare en parallel i Kenyas præsident Daniel Arap Moi, men de to præsidenter er i stigende grad blevet forenet, ikke mindst i deres rivalisering med Ugandas og Sydafrikas ledelse, hvis dynamik truer både dem som personer og deres landes økonomi.
Under Congokrisen så Moi og Mugabe - som så mange andre på kontinentet - muligheden for at mele egne magre kager.
Akkurat som i Mugabes gamle storhedsdage var det bedagede Sheraton konferencecenter i Harare skue for et regionalt topmøde. Hvorfra en triumferende Mugabe kunne meddele, at landene havde forpligtet sig til at komme Kabila til hjælp med våben.
Dette var i sig selv en bizar meddelelse: Oprørerne i Congo var under selve topmødet i færd med at knuse modstanden i den sidste garnisionsby, Mbanza Ngunu, før Kinshasa. Selv om SADC-landene skulle have ment hvert ord af denne beslutning, har kun Angola militær kapacitet til at intervenere militært før Kinshasa falder, og eftersom offensiven mod Kinshasa er foregået i fjorten dage langs grænsen til Angola, som har kontinentets stærkeste og mest kamperfarne divisioner mindre end en times kørsel fra oprørernes stillinger, så har Angola haft alle muligheder for at gribe ind tidligere, nemmere og mere effektivt, hvis det havde villet.
Hvorfor er alle disse lande i det sydlige Afrika så hoppet med på Mugabes vogn og har lovet Kabila våbenhjælp?
Fordi de afrikanske præsidenter er høflige og ikke afslår en kollega, når han så åbenlyst har brug for hjælp. Det vil ikke se godt ud at svigte den mand, de omfavndede for bare halvandet år siden.

Truslen om militær intervention er imidlertid destabiliserende: Kabila har tabt, og så længe det er uvist, hvem der skal erstatte ham og hvordan, kan farlige brudlinjer opstå med militære løfter.
Værre endnu: Kabila er blevet væk, han er i hvert fald ikke i Kinshasa, men mere sandsynligt i sin hjemregion Katanga. Denne og naboregionen Kasai er Congos guld- og diamantskatkiste, der har historisk stærke selvstændighedsbevægelser, og der består i øjeblikket en helt reel mulighed for, at tutsiernes forestående sejr i Kinshasa i tilgift til deres erobring af hele den østlige del af landet, kan føre til Katanga og Kasais løsrivelse fra Congo. Løftet om militær hjælp til Kabila bærer derfor i sig muligheden for at blive en reel støtte til de to mineralrige regioners løsrivelseskrig med resten af Congo. Dén krig vil blive langt mere blodig end det nuværende hurtigbevægende oprør - og med udenlandsk deltagelse bærer det kimen til en regional krig om de rige mineraler; de politisk og økonomisk korrupte Zimbabwe, Zambia og Kenya sammen med Kabila mod oprørerne, Rwanda og Uganda. To lande har økonomisk og militær vægt til at gå imod Harare-mødets høflige og tomme men potentielt farlige gestus til Kabila: Angola og Sydafrika. Angola er imidlertid for tæt på begivenhederne til offentligt at kunne sige fra. Det kunne åbne landets regering for beskyldninger om at være tutsioprørernes medsammensvorne (hvad den sandsynligvis er)
Men Sydafrika har afstanden, styrken og motivet. Og ikke mindst fordi Mugabe havde overtrådt en hellig afrikansk regel - lad være med at udfordre din leders autoritet - reagerede Mandela, der netop er formand for SADC og derfor har tegningsretten, prompte og kompromisløst. Mandela fandt den helt store lineal frem og smækkede Mugabe eftertrykkeligt over fingrene onsdag: "Sydafrikas position er klar: Ikke at forværre situationen ved at sende soldater," sagde Den Store Skolelærer. Hans talsmand gik det skridt videre i diplomatisk ubehøvlethed, Mandela ikke tillader sig: "Enhver, der lader som om, han kan tale for SADC vildleder både sig selv og omverdenen". Fik du den, Mugabe?
Sydafrika opfordrede i stedet onsdag til våbenhvile, og efter dets udenrigsminister havde været i netop Rwanda og Congo meddelte oprørerne torsdag - surprise, surprise - at de tilbød Kabila våbenhvile til forhandling. Mellem linjerne var oprørernes meddelelse, at kun et punkt står på dagsordenen: Kabilas afgang.
Med Mugabes kluntede opførsel er Kabilas fremtidige adresse dermed nogenlunde kendt. Mugabe har en lang tradition for at støtte denne verdens mest tvivlsomme tabere, og han har haft en rystende samling af disse som sine nærmeste politiske venner: I midten af firserne nævnte han selv sine tre ideologisk nærmeste: Østtysklands Erick Honecker, Nordkoreas Kim il Sung og Rumæniens Nicolae Ceausescu. I Sydafrikas befrielseskamp satte han til det sidste sit lands penge og prestige på Mandelas småkorrupte rivaler i organisationen PAC.
Ingen af dem viste at bære fremtiden på deres skuldre. Siden gav han husly til endnu en af sine politiske venner, den berygtede etiopiske diktator, Mengistu Haile Mariam, der efter sit nederlag til bl.a. Eritreas Issaias Afewerki nu bor i en velbevogtet villa i Harare.
Med onsdagens begivenheder - oprørernes erobring af kampvognsgarnisionen i Mbanza Ngunu og Mugabes diplomatiske fejltrin - er det nærliggende at antage, at Mengistus nabovilla i disse dage klargøres til en ny beboer og taber: Laurent Kabila.
Tutsierne befinder sig i et dilemma. De er ikke kun fremmede i Kinshasa men også hadet, fordi de efter Kabilas sejr sidste år var hans knytnæve, der undertrykte ethvert forsøg på at manifestere opposition eller kræve demokrati. Denne gang ankommer de ikke i Kinshasa som befriere, men som besættere. De vil næppe kunne styre landet, har muligvis ikke engang ambitioner herom, men har taget landets skæbne på sig. Hvem vil de indsætte i stedet for Kabila, som ikke magtede opgaven? Tutsierne har brug for regional opbakning til løsningen, og efter onsdagen tyder alt på, at en ny leder vælges i overensstemmelse med Rwandas, Ugandas, Angolas og Sydafrikas ønsker - og mod Zimbabwe og Kenyas. Congoleserne? De bliver ikke spurgt foreløbig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her