Læsetid: 11 min.

Muren i hovedet

1. august 1998

Det værste var egentlig ikke Muren, Stasi-maskineriet og de få valgmuligheder, den enkelte havde, men derimod at det forekom så normalt for de fleste. Det er en erkendelse, der har taget lang tid

Vi sidder og venter på U-Bahnhof Oranienburger Tor, og snakker om stationen, der i DDR-tiden rummede en af Østberlins mange spøgelsesperroner. Nedgangen fra gaden var muret til, og strækningen, der var anlagt længe før krigen, blev kun brugt til gennemkørsel for vestberlinske tog, som uden at standse kunne skyde genvej under Østberlin.
I dag, hvor stationerne forlængst er genåbnet, er de i mange tilfælde nænsomt restaureret, så de fremstår med bænke, lamper og typografi, som da de blev muret til i 1961.
Catrins yngste datter, Laura, vil vide, hvad vi taler om, og Catrin forklarer, at der for mange år siden gjaldt nogle regler, som gjorde, at man ikke bare kunne tage, hvorhen man ville. Nogle kunne og kun til nogle lande.
Jeg kommer til at tænke på, hvad hun egentligt vil fortælle sine børn om DDR-tiden. Den ældste, Nadja, fyldte fire år den dag, Muren faldt, Jacob var et år - og Laura slet ikke født. Det er en tid, der har formet hovedparten af deres forældres liv og opvækst.
Da jeg var dreng, kunne min bedstemor fortælle som skidt fra en spædekalv om besættelsestiden. Hun var aktiv på den rigtige side.
Men Nadja, Jacob og Laura vil, når opvæksten som forbundstyskere har gjort sit, måske på et tidspunkt spørge, om ikke deres forældre - og især deres mor - var på den forkerte side.
"Jeg har ikke noget specielt at fortælle dem. DDR fylder meget i familien, som noget vi har med os, og noget af det går videre til dem. De ved, de er født og opvokset i en spændende tid, og de vil forhåbentligt være nysgerrige og spørge. For tiden bekymrer det mig mere, når Jacob kommer hjem med fjendtlige bemærkninger, han har hørt i skolen om sine bosniske klassekammerater," siger hun.
På vejen i toget betror Laura mig, at hun altså skal have gaver næste dag. Dér er det den første juni, Den internationale Børnedag, som blev fejret i de socialistiske lande i sin tid. Officielt er dagen ingenting, men i mange Øst-familier markeres den stadig som en omvendt Mors Dag. Ikke så meget af sentimentale grunde - den er ikke sådan at afskaffe, når den altid har været der.

Det er mere end otte år siden, jeg sidst var i Berlin. Det var i marts '90 i dagene efter det sidste valg i DDR, som gjorde det muligt formelt at afvikle, hvad der allerede var brudt sammen. Det var første forsøg på sammen med Catrin at få hold på historien om Pigen Med Blomsterbuketten.
Mens DDR faldt sammen bid for bid, vadede vi billedligt talt i dødsattester over socialismen, og udsigten til at kunne kommentere sin egen nekrolog forekom mig så unik, at forsøget skulle gøres.
I dag er det logisk, at det kun blev ved forsøget.
I Vesten havde Muren trukket min minoritets verdensopfattelse med sig i faldet - men ellers intet. Den nat, Muren faldt, lå jeg i min seng, hørte tysk radio og skålede med mig selv. Jeg var lettet, glad og fri, havde meldt mig ud af DKP et halvt år tidligere - mentalt længe før. Og nu lå jeg her og fejrede fritstillingen af mig selv og 'mit' DDR i selskab med en transistorradio. Et par kolleger ønskede mig sågar oprigtigt tillykke dagen efter.
For folk som Catrin var det anderledes alvor. Selv om hun også var glad den 9. november '89, og benyttede den efterfølgende weekend til at rejse ud med hele familien for første gang - mens jeg forgæves smuttede ind for at besøge hende - så var det for hende hele skuden, der var sprunget læk. I den situation er det svært at se sig tilbage - det gælder bare om at svømme.
Selv om det nye Tysklands udformning var uvis, var én ting sikker i marts 1990: Pigen med blomsterbuketten havde efter 13 år som professionel medspiller i FDJ's og siden SED's system ingen kvalifikationer med fremtid i - tværtimod. Og havde motivationen tidligere for at engagere sig i sit påtvungne partiskolestudium været lav, så var den sidste rest væk nu.
Det var overbevisningen, vi havde tilfælles og havde indledt et venskab på. Ikke betingelserne. I DDR var en revolutionær systembevarende - for mig uden for jerntæppet havde det altid været lige omvendt. Og det gør en forskel, når man skal prøve at se tilbage på det, som var fælles.
"Der var og er et pres for at få os østtyskere til at betragte vores fortid som noget forfærdeligt. Og jeg stritter stadig imod. Lidt mindre nu end før. Med tiden er det blevet nødvendigt også for mig at få afstand til tingene," fortæller hun. Nødvendigt fordi bitterhed og forstokkethed kan blive prisen for at stritte for stejlt i mod.

På skrivebordet i hendes lejlighed ligger et magasin, slået op på en stribe portrætter af østtyskere, som kort præsenterer sig selv. En kvinde på 30 siger: Jeg forlod Øst i juni 1989. Jeg er ikke kommet frem til Vest endnu. Et 'tilbage' findes ikke. Kun et 'derimellem'. Der lever jeg.
"Vi er ikke ankommet til vest, nej - og vi er heller ikke på vej," siger Catrin.
Snakken handler om den såkaldte DDR-nostalgi. Et ord der går igen og igen i de tyske mediers behandling af de nye forbundstyskeres til tider lidt lunkne forhold til forandringerne, og af SED-afløseren PDS's fortsatte solide tag i østtyske venstrevælgere. Målinger viser, at op mod halvdelen af øst-vælgerne - eller mere end dobbelt så mange, som stemmer på PDS - ser PDS som et parti på linje med andre partier. Under 20 pct. betragter partiet som det gamle SED's slet sminkede forlængelse.
"Folk med DDR-baggrund kan lige så lidt som andre mennesker bare afskrive det liv, de har bag sig. Den tid var jo - uanset, hvad man synes om den i dag - det normale for de fleste mennesker. Det handler ikke om nostalgi, men om at de fleste mennesker oplever den verden, de er vokset op i, som normal og tryg," siger Catrin.

Skildringer af fortiden tager sig altid fortegnede ud for den, der stadig kan mærke den under huden. Og Berlin er fuld af den slags skildringer. Vagttårnet ved det legendariske Checkpoint Charlie vil blive bevaret som mindesmærke, ligesom dele af Muren - og indtil videre DDR's minister for statssikkerhed Erich Mielkes kontor i det tidligere Stasi-hovedkvarter i Normannenstrasse. Palast der Republik, hvor Catrin gav blomster til Honecker, er derimod spærret af og overladt til forfaldet, fordi der er asbest i bygningen. Gad vidst hvor mange bygninger i den genforenede by, der skulle lukkes, hvis der blev taget lige så håndfast på asbesten som i DDR-hovedstadens gyldenrøde øjesten. I Wilhelm-Pieck-Strasse-kvarteret blev beboerne efter Murens fald spurgt om, hvordan de havde det med, at gaden var opkaldt efter DDR's første statsleder. Overraskende OK, viste det sig. Så nu hedder den Torstrasse.
Der bliver husket og glemt med sikker hånd.
"Vores fortid er nok mest traumatisk for dem, der aldrig levede i den. For de fleste i DDR var Stasi og Muren også normalitet - ikke som det ekstrakt, man bliver præsenteret for i dag. Det var tragedier for dem, det gik ud over. Men for de fleste var det en hverdag, man ikke bare overlevede - men levede med. Og det er vel det mest forfærdelige, at vi ikke så tingene, som de var," siger Catrin.

I foråret efter Murens fald fik hun vekslet sine primært politiske uddannelsespapirer fra DDR og Sovjet til studiemeritter i hård valuta. De rakte lige til en start på jurastudiet på Humboldt-universitetet. Og studietiden blev - ud over en kvalificering til en tålelig plads i det nye samfund - en anledning til at reflektere over fortiden.
Blandt de andre på studiet var hun en eksotisk fugl. Med sine 33 år var hun væsentligt ældre, havde en fortid i DDR-systemet, havde familie og - i kraft af sin mands arbejde som højtkvalificeret overlæge - en god økonomi. Men det afgørende nye for hende var formålet med studierne.
"Vi var opdraget til at gøre noget, hvor der er brug for os. For første gang skulle jeg nu vælge, også ud fra hvor jeg selv troede. jeg havde en chance for at kunne dygtiggøre mig. Det var for mig et helt nyt system. Og en fantastisk mulighed for at prøve det af," fortæller hun.
I dag er hun 41 år, skilt, mor til tre børn, nyuddannet jurist med job som fuldmægtig i et mindre advokatfirma.
Og for den tidligere elitestudent på skolingen i Moskva og siden agitations- og propagandachef for 3,6 millioner FDJ'ere, opfundet og båret frem af Erich Honeckers afløser Egon Krenz - for hende er politik i dag blevet en mere stilfærdig størrelse. Det skyldes ikke, at hun blev fyret i unåde tre år før Murens fald på grund af et uægte barn og en lidt for oprigtig tillid til sin egen fornemmelse for rigtigt og forkert. Grundlæggende var hun på DDR's side til det sidste.
Det stilfærdige er kommet med eftertanken. Og at den så ofte blev ofret i DDR-tiden, er det, hun mest fortryder i dag.
"Engagementet dengang var jo ikke kun rationel erkendelse. Det var også tro. Der var altid den store idé om det bedste samfund, og for at nå det, måtte man ofre noget. Derfor kunne man aldrig bruge sig selv som målestok. Ideen var både stor og skrøbelig - det måtte være et enten-eller. Der var ikke plads til noget midt i mellem. Og det levnede ikke mulighed for tvivl eller valgmuligheder for den enkelte. Den enkelte havde ikke en værdi i sig selv - individet var først og fremmest en del af kollektivet," siger hun.
I foråret 1990, mens alle herlighederne faldt til jorden, prøvede jeg at spørge om, hvordan det kunne være, at det lige præces blev de revolutionære med et grundlag af dialektik, kritisk metode, videnskabelig erkendelse, og hvad det nu ellers hed alt sammen, som endte med at blive de ukritiske, de spørgsmålsløse, de stabile og tvivlsforladte, loyalitetens tålmodige reserve - når det lige præcis var dem, der stædigt skulle udtrykke tvivlen, kritikken, spørgelysten, nysgerrigheden og uroen på bagsmækken.
"Jamen vi var ikke så ukritiske. Vi vidste jo godt, hvad der var galt. Vi sagde det også. Vi snakkede om det. Fejlen var behovet for retfærdiggørelse. Vi forklarede de kritisable forhold i stedet for gøre noget ved dem. Derved kom vi også til at forklare groteske ting, som ikke kunne forklares, en mur midt ned gennem en by f.eks.," lyder hendes svar i dag.
Engagementet i dag er skruet ned til et medlemskab af PDS, dvs. hun betaler kontingent - partilivet som sådan deltager hun ikke i.
Hun spørger også sig selv ind i mellem, hvorfor hun er medlem. Hun tvivler på, at parti-ideen giver mening i dag. Men det giver mening at være venstreorienteret. Og medlemskabet repræsenterer en tradition, hun står ved - i familien har man været kommunister og før det socialdemokrater, så længe nogen kan huske tilbage.
"Der er ikke noget alternativ, der i dag kan repræsentere den tradition. Og der er ikke noget parti, der ellers tager østtyskernes egne problemer alvorligt," siger hun.

Advokatkontoret ligger med udsigt til floden to minutters gang fra S-togstationen Jannowitzbrügge. Kontoret startede i 1990 og beskæftiger i dag en mindre håndfuld advokater primært med DDR-fortid. Ikke af princip - men mere fordi det er lettere at finde sammen med folk, man kender i forvejen. Konteksten er underforstået.
Der er mange af den slags mindre virksomheder i Øst. Og de har den styrke, at de kender det nye Tysklands østlige partnere og baggrunden for deres forretningskultur. I mange tilfælde kan de østtyskuddannede tilmed sproget - og i enkelte tilfælde kender de deres modparter personligt fra studier eller arbejde i gamle dage.
Catrins arbejde er primært asylsager, men på det seneste er hun begyndt at pudse sit russiske af, fordi der med den øgede tysk-russiske samhandel også kommer et stigende behov for juridisk bistand på dét sprog.
"Jeg bliver nok aldrig en af de der, fanatisk engagerede jurister, og jeg har heller ikke nogen karriereplan," griner hun da vi tager afsked.
Men som jurist ser hun sig selv som en, der er med til at give nogle mennesker en chance i et samfund, der lukker stadigt strammere til over for udlændinge.
"Jeg vil ikke stille det for idealistisk op. Det er mit arbejde. Og det er kun de stærkeste og de klogeste, der bliver hjulpet af juraens underlige falske verden. Men det er en kendsgerning, at der ikke må komme udlændinge ind i Tyskland - samtidig med at vi i praksis er et multikulturelt samfund," siger hun
Efter otte år som forbundstysker kender hun efterhånden spillereglerne for det samfund, hun lever i. Det har givet hende nogle nye muligheder, hun ikke havde tidligere.
"Men kun i kraft af, at jeg har haft chancen for at kvalificere mig til at deltage i det. Den chancen er det ikke alle østtyskere, der har fået," siger hun.
Men det giver også problemer. I hele hendes DDR-tid blev der sørget for hende - også da hun blev degraderet. Siden har hun, fordi det kun var hende og ikke også hendes mand, der skulle omskoles, haft mulighed for at tage en videregående uddannelse. Men fra nu af kommer hun i højere grad end tidligere til at skulle klare sig selv. Det har været en lang tilvænning - fra et samfund, hvor det første hun lærte at skrive i skolen var mor og far - til i dag, hvor det første, hendes ældste datter lærte at skrive, var jeg.
Og hun ved, at fremtidsudsigterne ikke er problemfrie. Men de er ikke en kilde til grundlæggende bekymring. Omvæltningerne i hendes tilværelse - personlige eller historiske - har aldrig været en kilde til angst. Og er det heller ikke i dag
Hun er netop blevet skilt efter 10 års ægteskab, og skal til at starte på et liv som udearbejdende mor til tre delebørn.
Og oven i har hun efter 18 års pause genoptaget en gammel kærlighed fra sin tid under skolingsopholdet i Moskva. En skolelærer fra Jylland.
Men det er en helt anden historie.

*Dette er den sidste del af en fortælling fra DDR. De to første blev bragt lørdag den 18. juni og fredag den 24. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu