Læsetid: 5 min.

Musikalsk forførelse

11. august 1998

Med en svensk Don Juan, Peter Mattei, henrykkede Peter Brooks 'Don Giovanni' Stockholm, hvis kulturbystatus har været en skuffelse

OPERA
Operaen er øjeblikkets kunst - det totale nærværs domæne, hvor musikkens aldrig tilbagevendende moment skal nå direkte fra scenen og orkestergraven til den lyttende. Peter Brook er en mester i at skabe disse øjeblikke af magisk fylde, hvor gnisten springer imellem de agerende og publikum. Oplevelsen er både en individuel renselse og en fælles glæde, når denne teatervismand delagtiggør os i de mest underfulde sceniske værker, fra Shakespeare til Beckett.
Peter Brook har altid været en generøs instruktør: Optaget af menneskets miserable og grandiose eksistens, mere end af formalistiske stileksperimenter, der demonstrerer intellektuelle prætentioner.
Alle Brooks forestillinger er en sandhedssøgen, i stadig forandring eftersom hans eget og klodens liv udvikler sig. Men den sandhed, han søger, skal være sand på teatrets præmisser - ikke et øjeblik svigter han forpligtelsen over for spillerne og over for de forventningsfulde teatersale.
Dette års store Peter Brook-opsætning er Mozarts "Don Giovanni", der havde premiere i Aix-en-Provence tidligere på året, med Claudio Abbado og Daniel Harding som musikalsk ansvarlige. Som et af højdepunkterne i det kunstnerisk set noget tamme kulturår i Stockholm havde forestillingen premiere på den stilfulde, gyldne Kungliga Operan i Stockholm den 6. august.

Teksttro
Man måtte glæde sig til Peter Brooks livtag med Mozart, når man som en af teatrets stjernestunder erindrer hans "Carmen" i Østre Gasværk, tæt og stram og erotisk og spillevende.
Brook kan skrælle alle de unødvendige opera-uvaner bort: Der er ingen tenorer, der går tre skridt frem og synger med øjnene stift rettet på dirigenten eller sopraner med himmelvendte øjne og melodramatiske gestus. Peter Brook stiller samme krav til sine sangere som til en skuespiller, der er med i "Glade dage". Hvad kunne det ikke blive til, når han tog fat på operaen over alle operaer?
Det blev virkelig et sådant værk, som kun de kunstnere, der har et livs erfaring at bygge på kan skabe - det, tyskerne kalder et 'Spätwerk'. Koncentratet af ungdommens fanden-i-voldskhed og den modne tids filosofiske meditation over livsgåden bliver til gennemlyst lethed og enkelhed.
Schubert var kun i trediverne, da han nåede dertil - Tizian og Alf Sjöberg var 70. Mozart, derimod, er et helt andet sted henne, da han skriver "Don Giovanni" - derfor kan operaen gribes lige så forskelligt an som Shakespeares skuespil.
Peter Brooks iscenesættelse udgår fra teksten og den historie, der fortælles i løbet af korte døgn, historien dækker. Scenografien er så enkel som overhovedet muligt, den består blot af nogle borde, der kan blive ligsten, når man sætter dem på højkant og nogle røde gærder, der kan flyttes rundt og illudere hvad man nu får brug for af bygninger og møbler. Ingen kulisser, men sort klæde som afskærmer scenen, hvor også cembaloet har fundet plads. Kostumer lige så simple: jakkesæt og kjoler i 1950'er stil, men upåfaldende. Intet tager opmærksomheden fra musikken og den kviksølvhurtige aktion.

Dramma giocoso
Da Brook gjorde "Carmen" blev det et kammermusikalsk værk på trods af Bizets intentioner og instrumentation.
"Don Giovanni" i Brooks version er tro imod Mozarts musik og da Pontes vittige libretto, som sangerne bar frem igennem musikken, så ikke et ord gik tabt. Alle var valgt på grund af deres fremragende kvaliteter som skuespillere, kombineret med sangerbegavelsen.
Til titelrollen havde Brook udbedt sig svenskeren Peter Mattei, der var yderst fængslende som libertineren Don Giovanni. Meget af en playboy, høj og hvalpet og amoralsk, forkælet som en af de drenge, der får ældgamle bankfirmaer til at krakke - og med en stemme, der kan smelte hjerter. Men samtidig sulten efter piger, ude af stand til at modstå 'lugten af kvinde'.
Man kan sagtens være en forfører uden overhovedet at bryde sig om kvinder - men de mænd, for hvem de er lige så uundværlige som mad og drikke, behøver egentlig ikke at sætte snarer ud: Appelsinerne falder ned i turbanen ganske af sig selv.
Sådan en Don Giovanni er Peter Mattei: De 1003 i Spanien erobrer han ikke for at komme i Guinness' Book of Records - de har ikke kunnet andet end overgive sig til hans lyst, sammen med de blonde, de majestætiske, de små sukkerlam og de gamle, veltjente. Ved sin side har han en tjener, der lever med ham i den særlige symbiose af naturligt kammeratskab på ulige vilkår som kommer ud af balance med Figaro-skikkelsen. Gilles Cachemaille var en ligeså fuldendt performer som Peter Mattei i Leporellos rolle: ikke nogen fiffig commedia dell'arte figur, men en meget begavet sanger, der klædte sin herre superbt.
Brooks kammerspil er ikke uden de sorte sider: Mordet på Donna Annas far, voldtægtsforsøget over for Zerlina og overfaldet på Masetto viser Don Giovanni som den uagtsomme egoist. Men der er kun sekunder imellem liv og død, imellem had og erotisk tiltrækning, sådan som Mozart ildfærdigt driver handlingen frem i abrupte spring.
Mordet på kommandanten er hastigt og urimeligt som et knivmord i et opgør uden for et diskotek, overgrebet på Zerlina dumt og unødvendigt. Som modstykke findes renheden i Don Ottavios angeliske arier - meget smukt sunget af Kenneth Tarver - og de to passionerede kvinder.
Carmela Remigio var en intens Donna Anna, mens den forsmåede ægtehustru Donna Elvira blev sunget af Véronique Gens, der havde en morsom amerikansk college-apparition. Som Zerlina hørtes svenske Lisa Larsson, et livsstykke med mange strenge at spille på, som også vil kunne høres på Det kongelige Teater.

Døden venter
Intet kunstværk kan undvære dødens realitet, hvad enten den nævnes højt eller blot danner dets vækstlag. "Don Giovanni" indledes med mordet, men slutter ikke med straffen og helvedes
luer. Operaen ender som bekendt i et jublende kor af alle dem, Don Giovanni har øvet overgreb på - hvilket efter den fulminante dødsscene kan virke mærkeligt letbenet eller abrupt.
Brooks valgte at lade de døde se til, både kommandanten og libertineren, der begge for evigt er udelukket fra de levendes land giver dybde til de sidste lykkeberuste takter. Når man ikke tror på himmel og helvede er spørgsmålet om eksistensen reduceret til "at være eller ikke være": Don Giovanni er ikke længere, hans ikke-væren er tomhed. Hans ofre derimod glæder sig som man kan gøre det i dødens nærhed over endnu at være.

*Mozart: Don Giovanni. Gæstespil på Kungliga Operan, Stockholm fra Festival d'Art Lyrique d'Aix-en-Provence. Iscensættelse: Peter Brook. Dirigent: Grant Gershon. Mahler Chamber Orchestra

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu