Læsetid: 4 min.

Når familien mangler

12. august 1998

Irske myter genoplivet i nutidsroman om had og kærlighed mellem mødre og døtre

NY BOG
Ud for Irlands vestkyst ligger en række småøer med en befolkning, som endnu i dag er præget af gælisk livsform og sprog. De har ofte spillet en symbolsk rolle i kampen for irsk selvbevidsthed.
På opfordring af digteren W.B. Yeats drog vennen J.M. Synge omkring århundredeskiftet til Aran-øerne. På de små, vindomsuste skær fandt Synge en "kosmisk rytme" i natur, musik og menneskelige lidenskaber, som inspirerede ham til at skrive de
skuespil, der var med til at genrejse irsk sprog og litteratur i det dengang engelskdominerede kulturelle miljø i Dublin. En litterær bedrift som stadig gør indtryk.
Her i 1998 har den 25-årige amerikanske forfatter Lisa Carey skrevet en roman, der genanvender det gæliske ø-livs enkle værdier og myter - ikke til irsk kulturpolitik, men til en civilisationskritik af moderne amerikanske livsformer.
Det er blevet til en blandet ret, bestående af pubertets- og familieproblemer serveret med moralsk alvor og pikanteri, som man kender fra tv-serien Beverly Hills. Tidstypiske forhold sættes under debat, og pegefingeren løftes let til sidst. I Lisa Careys roman er moralen, at vi skal "se" vores nærmeste og ikke løbe fra vores familie og fortid.
Her er tydelige træk af den interesse for slægtsforskning, som i snart mange år har støttet den hvide amerikanske middelklasses selvfor-ståelse. Selv bor Lisa Carey skiftevis i New England, USA og i Irland, og Jeg kan høre havfruer synge er hendes første roman.

Vi taler om alt
Romanens hovedperson er Gráinne på bare 15 år, der har levet symbiotisk som sin mors datter og bedste veninde, men uden at vide noget om sin far eller sin mors familie. Dét tales der ikke om, men den livsglade mor har ikke noget imod at diskutere sine skiftende kærester indgående med datteren.
Da moderen, Grace, bliver syg af kræft, begynder Gráinnes verden at smuldre. End ikke dødens komme kan få Grace til at fortælle Gráinne om en evt. far og familie, og mor og datter får aldrig talt ud, inden det er for sent.
Ved moderens begravelse præsenteres Gráinne uden varsel for sin irske mormor, der har taget flyveren til staterne for at begrave sin eneste datter. Mormor Cliona vil tage Gráinne med tilbage til øen, hvor hun stammer fra, og hvor hun til sidst også får kontakt med sin far.
Gennem skiftende synsvinkler mellem de tre kvinder og flash-backs fortælles om tre generationer af irsk-amerikanske kvinder og deres vanskeligheder ved at forstå hinanden.
Interessen samler sig om Gráinne, der ikke ved, hvorfor hendes mor forlod mand og ø. Hendes mor elskede hende højt, men fratog hende alligevel viden om sin egen baggrund. Som en typisk repræsentant for mellemgenerationen troede Grace, at hun kunne skabe sin egen verden uden respekt for de lange linjer.
Gráinnes hektiske identitetssøgen, hendes raseri mod mor og mormor, hendes tiltagende anorexi og sexuelle eksperimenteren stopper først ved forening med den tabte far og genskabelse af forbindelsen til familien. Værdierne er tydelige nok: Vi er aldrig os selv nok. Man må ikke fratage et barn sin fader, og generationerne må prøve at forklare sig for hinanden.
Der er lidt for meget 'creative writing-kursus' over de skiftende synsvinkler, og alt for meget tv-serie over dialogen og karaktertegningen. Også brugen af irsk navnesymbolik og havfruemyter virker uintegreret, men i Gráinnes indre monologer er der både klarsyn og ægte ungdommelig desperation.
Det er en besynderlig oplevelse at se Synges ø-miljø brugt som staffage og baggrund for denne ærkeamerikanske, vildfarne teenagers kamp med sig selv og familien. Gráinne er vidne til, at havet tynder ud blandt fiskerne og at hendes eneste rigtige ven på øen mister sin far. Det får dog ingen anden plads i fortællingen end de voldsomme episoder, der på de amerikanske tv-seriers klichéfyldte vis bruges til at bringe personerne nærmere hinanden.

Kasserne bugner
Et af Synges kendeste stykker De rider mod havet om en fiskerkone, der mister den sidste af sine mange sønner på havet, har en ægthed i desperation og sprogtone, som må betage enhver.
Efter læsningen af Lisa Careys roman sidder man derimod tilbage med en fornemmelse af, at den er et produkt af en ung, intelligent amerikaners deltagelse i et collegekursus om 'vores irske arv og litteratur' og hendes sympatiske betagelse af de irske Atlanterhavsøer. Som læser kan man kun håbe, at oplevelsen i det mindste har været spændende for hende, og så endnu engang sukke over, at forlagene udsender så meget amerikansk mainstream trash. Uforståeligt, når man ser hvad tilbudskasserne bugner af hos boghandlerne.

*Lisa Carey: Jeg kan høre havfruer synge, oversat af Ulla Warren. 243 s. 298 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu