Læsetid: 4 min.

Når rock skal rykke stemmer

18. august 1998

Enhver politisk strateg ved, at vil man skaffe unge stemmer i 1998, så er det basalt at holde sine kandidater langt væk og køre lav propagandaprofil

Dernede
MÜNCHEN - Den seneste store nyskabelse på Münchens nattescene ligger lige bag østbanegården. Et lille smut hen ad Grafinger Strasse, og så er man i Kunstpark Ost - en disco-restaurant-bar-biograf-kompleks-ting, som er opstået i nogle tomme fabriksbygninger.
Jeg følger efter en flok unge under viadukten, for jeg er sikker på, at de har næsten samme ærinde som jeg.
Stedet er populært (siger de ude i byen i de kredse, hvor det sker). Er man bare en lille smule 'tjekket alternativ', ligesom en stor del af Münchens ungdom, vil man uvægerligt opsøge dette miljø af slidte mure, farverige facader og tykke fabriksrør.
Nu har jeg personligt en anden, skjult dagsorden med mit besøg - en hemmelig mission, om man vil - men for de unge foran mig er formålet klart: At more sig i Kunstpark Ost, der byder på det hele - fra det ekstraordinært kitschede over acid jazz til den mere almindelige discoscene. Kun de færreste unge i München har ikke på et eller andet tidspunkt været til rockkoncert her i det enorme Babylon, som oprindeligt har været den største hal i den tidligere fabrik.

Smart taktik
Alt dette ved de to lokale socialdemokratiske strateger, Christoph Moosbauer og Fritz Schösser, naturligvis godt. Derfor er det ingen tilfældighed, at de har valgt Babylon som stedet for deres sommeroffensiv for at få unge vælgere til at stemme på SPD ved landdagsvalget i Bayern den 13. september.
Offensiven består af en rockkoncert med to lokale, populære München-grupper, Banana Fishbones og Les Babacooles. I forbindelse med koncerten kan man så uddele lidt partimateriale. Summa summarum: Den vellykkede koncert kobles ubevidst til SPD - og det skulle gerne ende i, at de unge på valgdagen møder op for at stemme og helst sætter krydset det rigtige sted.
Nu er Moosbauer og Schösser jo langt fra dumme. De kender godt de basale regler, hvis man vil lokke unge stemmer til i senhalvfemserne:
*Send aldrig en kandidat op på scenen for at holde en kedelig tale i en halv time.
*Kør propaganda-niveauet så low-key som muligt. Ingen store plakater. Ingen t-shirts til udsmiderne.
*Skilt ikke på forhånd med, at koncerten er sponseret af et politisk parti.
Enhver spin-doctor ved, at overholder man ikke disse grundregler, får initiativet den stik modsatte effekt. De unge vil i ren trods forsage SPD og alt, hvad det står for. Kan man omvendt få de unge til at tro, at de selv bestemmer, om de tager en brochure eller ej, så er succesen hjemme.
Min virkelige mission er at undersøge, om det lykkes.

Går som smurt
At dømme efter stemningen ude foran Babylon går planen som smurt.
"Jeg har hørt Babacooles på plade, så jeg er meget spændt på at se dem live," siger 22-årige Thomas Krubasik, da jeg stiller ham det skarpe spørgsmål om, hvorfor han er der. Han aner ikke, at koncerten er et politisk arrangement, for på plakaten udenfor står der blot "Sponseret af Christopher Moosbauer og Fritz Schösser." Thomas Krubasik ved ikke, hvem de er, men han glæder sig over, at de første 200 øl er gratis.
"Jeg skal nok sørge for, at komme ind blandt de første," siger han, og kammeraten Maximilian Nüchter nikker bekræftende.
Indenfor er der heller ingen umiddelbare tegn på, at SPD er arrangør. Godt nok siger forsangeren i Banana Fishbones, at "han har hørt en ny vits: 'Helmut Kohl vinder valget'". Den går meget urent ind. Kun et par spredte grin. Men vitsforsøget i sig selv indikerer jo sådan set intet i retning af et politisk arrangement.
Nede i det allerbageste hjørne af den store sal står der imidlertid et bord med en række brochurer og på bagvæggen hænger et par t-shirts. Men der er meget mørkt i salen, og kun en lille kontorlampe lyser bordet op.
Jeg spørger 26-årige Andrea Veldt, om hun er kommet, fordi SPD arrangerer koncerten. Hun bliver et stort spørgsmålstegn.
"Er den det? Det vidste jeg ikke," siger hun og griner nærmest undskyldende, da jeg peger ned på bordet nede i det fjerneste hjørne. Men hun var nu kommet, selv om hun vidste, hvem der havde arrangeret det, siger hun.
Det samme gælder Thomas Krubasik, som nu står oppe ved baren og drikker bajer på bayersk vis - det vil sige nedsvælgning i to ryk. Men han er lige så overrasket, som Andrea Veldt, da jeg langt om længe fortæller ham sandheden.
Thomas' opmærksomhed retter sig atter mod scenen, da ti-mandsgruppen Les Babacooles går på med sit dansevenlige, let funkagtige rapmusik.
Jeg fortsætter med at gå rundt og stille folk spørgsmål om deres interesse for politik. Det gennemgående svar er det samme, når først deres overraskelse over arrangøren er kommet til udtryk: 'Jeg interesserer mig ikke så meget for politik, men jeg vil måske nok gå hen og stemme'.
Simone Knepper på 23 kommer med det mest opsigtsvækkende svar: "Er der valg? (til den bayerske landdag, red.)"
Jeg må sidst på aftenen konstatere, at d'herrer Schösser og Moosbauers strategi ser ud til at lykkes ganske fremragende. Festen kører. Stemningen er fed. 1.000 mennesker, der alle er glade.
Okay, der er ikke så mange, som tager en brochure nede ved hjørnebordet. Men det gør ikke noget, for den politiske offensiv skal først komme til allersidst: Når koncerten er slut, får folk en brochure ved udgangen.
Jeg stiller mig op og begynder at tælle, hvor mange der tager imod brochuren. Blandt de første 35 er der kun fire, som griber fat om det papir, de får viftet om næsen. Jeg opgiver at tælle videre, men konstaterer at mønstret er det samme. Kun ganske få tager imod, og dem der gør, smider dem raskt væk på vejen hen mod østbanegården.
Så rykkede rocken alligevel ikke rigtigt. I hvert fald ingen stemmer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu