At forbedre levevilkårene for naturen generelt tager tid og kræver tålmodighed - ikke
en dyd i høj kurs. Men det er den eneste etisk fornuftige vej frem
FEEDBACK
Da Information i rubrikken 'Folk' skrev, at indvielsen af et nyt indgangsparti i Københavns zoologiske Have også er en slags kultur, slog avisen hovedet på sømmet i debatten om (gen)indførelse af bæveren i Danmark. Indvielsen var en sag for kulturministeren.
Zoo viser, at det er muligt at indføre moskusokser, myreslugere og mange andre dyrearter til Danmark, og ligefrem få dem til at trives og yngle. Det er bare ikke natur.
Hvis borgerne i det danske samfund gerne vil have flere arter i landskabet, eller flere af en bestemt slags arter, så må vi give naturen generelt større spillerum. Man må forbedre levemulighederne for alle organismer over én kam. Det vil være til fordel for de arter, der findes her i dag - hvad enten de er 'oprindelige' eller ej. Det vil give mulighed for genindvandring af fordrevne arter, så som bæveren. Og det vil give lige muligheder for upåagtede svampe og spektakulært eller nuttet storvildt.
Afklaring efterlyses
Mange vil måske huske sidste sommers forsidehistorie om sumpskildpadden ved Silkeborg. Det kan vel ikke bevises, at arten har levet der i dølgsmål siden den postglaciale varmetid, men tanken er pirrende og viser, at den danske natur stadig kan overraske. Havde vi allerede for år tilbage gennemført genindførelsesprogrammer for den europæiske sumpskildpadde sammen med den krøltoppede pelikan og andre dyr, som levede her i varmetiden, så havde spørgsmålet slet ikke været interessant.
Der er brug for en etik i den danske naturforvaltning. Og der er brug for at afklare begreberne. Det går en skillelinie mellem den påvirkning, der har til formål at udnytte naturressourcerne, og den påvirkning der har til formål at 'hjælpe' naturen. Der er brug for etik i begge tilfælde, men det er etikken til det sidste, jeg forsøger at tilnærme mig her. En grundlæggende egenskab ved naturen er dens 'vildhed' (ikke at forveksle med 'vildskab'). Det vil sige, at naturen er selvskabende og uforudsigelig. Mennesket kan ikke skabe natur, om end i høj grad påvirke den.
En parallel egenskab ved naturen er dens autenticitet, altså at den er, hvad den giver sig ud for, og at den fortæller en sand historie. Det danske landskab er opsplittet i "frimærker" som Martin Vestergård (MV) skrev, da han i juni på dette sted plæderede for en genindførelse af bæveren.
Landskabets opsplitning hænger sammen med den høje befolkningstæthed både før og i historisk tid, og den hænger sammen med ejendomsretten. Men det fragmenterede landskab fortæller den autentiske historie om sin oprindelse og sin udvikling i samspil med samfundsudviklingen.
Vi kunne da i princippet godt omdanne Midtsjælland til en stor naturpark (a la Puszcza Bialowieska i Polen) med de bævere, losser, jærve og bjørne som der sukkes efter. Men det ville netop være en park, ikke et naturreservat. Og hvis man bortretoucherede alle spor af dyrkning og bebyggelse, ville det fortælle en ganske anden og uautentisk historie om landskabet, end den der (endnu) står i historiebøgerne: F.eks. at Knud Lavard blev myrdet ved Haraldsted Sø i 1131, at Ringsted blev købstad i 1441, men havde allerede været tingsted for den sjællandske tredjedel af riget siden langt tilbage i forhistorien, møntsted siden Knud den Store, og så videre.
Oprindelighed er et begreb der ofte henvises til, men som er helt umuligt at håndtere. Oprindelig var Danmark en gletscher med et vegetationsløst gletscherforland i Vestjylland og Nordsøen. Der var ikke nogen bævere.
Risikabel affære
Nuvel, bæveren har da levet i Danmark, før mennesket udkonkurrerede den. Men selv om vi antager at bæverens iboende egenskaber (genetik, fysiologi o.s.v.) er de samme nu som dengang, så ved vi at bæverens omgivelser dengang var anderledes. Det gælder både klima, hydrologi i landskabet, og ikke mindst de andre dyre- og plantearter som bæveren levede sammen med.
Det er en risikabel affære at introducere en organisme til et fremmed miljø, hvad enten den i en tidligere epoke har befundet sig i det pågældende geografiske område eller ej. MV introducerer også begrebet rigtighed: "Uden storvildt ingen rigtig natur." Det begreb savner jeg helt ord til at kunne definere.
Det er ikke alle organismer der er så heldige som bæveren, at efterlade markante spor i geologiske aflejringer, så nutidige videnskabsfolk kan konstatere at arten engang har forekommet her. Findes kan selvfølgelig hvirveldyr, samt biller og snegle. Men det er kun pattedyrene, man virkelig ved noget om. Blandt plantene er det lidt tilfældigt, hvilke der kan kendes til art alene på deres pollenkorn, og generelt ved man mest om skovtræerne.
Blandt de uheldige arter, der aldrig vil kunne gen-indføres med blåt stempel, er alle svampe og de fleste insekter - de mest artsrige grupper i den danske (og globale) natur. MV anfører at bæveren er en nøgleart - dens tilstedeværelse har en afgørende indflydelse på økosystemets udformning. Javel, men det er der også mange nedbryder-organismer der er.
Nogle vil måske huske sidste sommers debat her på siden om en lille grannåle-nedbrydende svamp.
Tålmodighed efterlyses
Det er blevet anført, at Kieler-kanalen er en uoverstigelig hindring for en naturlig genindvandring af bæveren og andre organismer. Det er muligvis sandt i den nuværende situation, men dyr har det med uventet at ændre adfærd. Fugle, der for hundrede år siden regnedes for sky skovfugle, har siden invaderet villahaverne i hobetal. Ræven og grævlingen er rykket ind i de danske byer, og i Stockholms nordlige forstæder har man jævnligt besøg af omstrejfende ulve. Det ville ingen eksperter have troet for nogle årtier siden.
Vi har faktisk storvildt i Danmark. Storvildt som har formået at overleve til i dag. Kronhjorten findes i en samlet bestand på ca. 2.500 dyr. Det tal kunne mageligt firdobles, var det ikke for en massiv jagtmæssig bekæmpelse - dyrene gør jo skade på landmændenes afgrøder. Det sætter både vildsvine- og bæverdebatten i perspektiv. Man vil så gerne udrette noget godt. Man er både politikerne, vælgerne og biologer. Og det skal være synligt og højest tage valperioden ud.
At forbedre levevilkårene for naturen generelt tager tid og kræver tålmodighed - ikke en dyd der er i høj kurs. Men det er den eneste etisk fornuftige vej frem.
*Hans Henrik Bruun er biolog
