Læsetid: 3 min.

En norrlandsk knopskydning

27. august 1998

Sara Lidmans nye forbavsende roman

NY BOG
Sara Lidmans Norrlandsepos om jernbanebyggeriet og skovbrugets historie i forrige århundrede og de fattige bondeslægter, som drømte om bedre kår, er en historie, som ikke vil slippe forfatteren, men formerer sig ved knopskydning.
Det seneste og dermed sjette bind, Lifsens rot fra sidste år, om tiden under 1. Verdenskrig, er nu oversat til dansk, atter af Karsten Sand Iversen, som kun har haft det let med titlen, Livsens rod, og ellers beundringsværdigt har stridt den gode strid med Västerbottens dialektale og arkaiske finurligheder, det bibelomslyngede tale- og tankesprog og Sara Lidmans særprægede retorik, som snart er langsom lyrik, snart indre monolog i brudte sætninger, snart litterær veltalenhed i et fortidsmiljø af ting og redskaber i et vokabularium, som næppe findes på dansk.
Den bevidste mærkværdiggørelse af sproget kan stedvis afsætte en lettere hovedpine, som måske holdes i gang af ens søgen efter en egentlig romanhandling. Den er opløst i situationer, scenerier, portrætter, et mylder af mennesker med referencer bagud til tidligere bind, så man savner den liste over personerne og deres relationer, som forrige bind, Jernkronen, bragte for sit vedkommende. Bogen ender med, at nogle dør, flere resignerer og enkelte liver op. Når den kvindelige hovedperson yderligere er et ganske frastødende væsen, hærget af frustrationer og afmægtige protester, kunne jeg snart sammenfatte denne præsentation i en advarsel mod at give sig i kast med læsningen.
Hvis ikke.
Sara Lidman er aldrig kedelig.

Forrykt kvindeskæbne
Her har hun flyttet samfundskritikken ind i individet og vist, hvor forkrøblende en streng opdragelse og forkommen puritanisme virker i sindet på Rønn og Martinson, der ved mindste anledning dukker sig for truslen som en susen for venstre øre, faderens usynlige hånd. Et overjeg har spoleret glæden ved kønnet, kærligheden, selv ved barnet, som hun føder sin mand, den livsglade, forelskede og næsten ukuelige Isak Mårten.
Han er søn af den forhenværende bygdehøvding, Didrik Mårtensson, den store jernbanedrømmer, som blev snydt for sin skæbne og dømt for andres bedrageri. I hans og Anna-Stavas forfaldne hus i Ecksträsk bliver hun så gårdkone i evigt forskruet strid med svigerfamilien. Da hun går med sit andet barn, aborterer hun af lutter frygt for dette stenfoster, modvilligt avlet til det slaveri, hun føler sig kuet af. Hun er jo for god til det livegenskab, som udsigtsløs familiegæld har indrettet til hende.
Hun er uddannet som mejerist og nød arbejdet i den skinnende rene virksomhed og kunne have skabt sig en selvstænding kvindetilværelse. Hendes kønne sangstemme gjorde sig i det lokale kor, nu er hun løbet fuld af vrede, menneskeforagt og protest, må reagere mod Didriks og Isaks letsindigheder: at anskaffe telefon, at få indlagt elektricitet, så de dog kan læse bogkassens skatte. Hun modarbejder ethvert sådant forsøg på livsglæde, overskud, videnstørst, venskaber, familiefølelse. Det kommer til forrygende, bitre konfrontationer.
Det er et sammensat, dybdesøgende portræt af en forrykt kvindeskæbne, egentlig ikke forsvaret af forfatteren, skrevet næsten med forundring, uden skånsel, men med en form for forståelse og svensk strenghed. Hvad er der ikke foregået i disse udkanter.
Det er vist første gang i forfatterskabet, at lyset i den grad er sat på en kvindes indre verden af undertrykkelse og især selvundertrykkelse. Fortidens landliv ligner nok et matriarkat i Sara Lidmans version, men de markente skikkelser har haft manderøst. Her er de trådt i baggrunden, den store mand Didrik er reduceret, hans velsmurte talegaver er reduceret til generende baggrundsstøj i Rønnogs ører.

Rationeret liv
Den førnævnte hovedpine letter ved den umiskendelige humor, som findes i den indfølende fortællers eget stemmeregister i en art mangfoldigt varieret dialog med kollektivfortællingens personer og i de rappe rids af deres barske arbejdsliv.
Isaks ven Ibrahim får flået sin arm, som så skal amputeres. Han ønsker ingen bedøvelse, men når i stedet at repetere Jobs bog tre gange under operationen. Drengen Love når stivfrossen med sin hestevogn til en gård, hvor det unge par tøer ham op krop mod krop i nattens løb til hans salige drømme. Reale situationer af stor diskret symbolholdighed.
Livet er rationeret under den fjerne krig i den nordsvenske eksotisme, som for læseren har en stedets poesi, man skal lære at elske i sympati med hovedpersonens selvskabte fjender og en indsigt i grundene til hendes selvdestruktion og misforhold til livsens rod. Et udtryk, som på dansk har en farlig tvetydighed.

*Sara Lidman: Livsens rod. Oversat af Karsten Sand Iversen. 303 s., 289 kr. Det Schønbergske Forlag. Udk. i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her