Læsetid: 2 min.

Ny blæst om Århus-lufthavn

7. august 1998

Efter pres fra Århus Kommune vil Århus Amt nu modvilligt undersøge mulige placeringer af ny østjysk lufthavn

50 års debat om placering af en ny lufthavn i Østjylland har atter fået ny næring. I denne uge sagde amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S), Århus Amt, ja til, at amtet vil udpege tre mulige placeringer af en ny østjysk lufthavn.
Derefter er det op til Trafikministeriet og Miljøministeriet at give den endelige godkendelse.
"Nu håber jeg, at vi kan få en hurtig afklaring af, om lufthavnsplanerne overhovedet kan gennemføres, hvad jeg ikke tror de kan," siger Johannes Flensted-Jensen, der aldrig har lagt skjul på, at han er modstander af en ny lufthavn i regionen. Alligevel har han måttet bøje sig efter et års pres fra Det Midtjyske Lufthavnsråd, der er en selvbestaltet gruppe af fire kommuner og en række større erhvervsvirksomheder i det østjyske.

Bolden i spil
En af de ivrigste fortalere for en ny lufthavn, er Århus-borgmester Flemming Knudsen, der sammen med blandt andet pumpekoncernen Grundfos har lavet et ihærdigt lobby-arbejde for at sandsynliggøre nødvendigheden af en ny lufthavn.
"Nu har vi fået bolden i spil igen," siger Århus-borgmester Flemming Knudsen (S), der er overbevist om, at de mange mindre og mellemstore lufthavne i Jylland ligger forkert.
Hvis der bliver placeret en ny lufthavn vest for motorvejen mellem Århus og Aalborg, vil der være befolkningsgrundlag for en stor international lufthavn. Samtidig vil den kunne opretholde den indenrigstrafik, som med Storebæltsbroens åbning er ved at blive udsultet, mener han.
Lige siden der i 1940'erne kom civil indenrigstrafik på den militære lufthavn Tirstrup, har der været talt om, at lufthavnen på Djursland var fejlplaceret.
Og med jævne mellemrum har debatten været oppe at vende - indtil den er døet ud igen. Det afgørende problem har været placeringen. Ingen af de kommuner i det østjyske, som kan rumme en lufthavn, ønsker at huse den. Det blev igen bekræftet af en rundspørge til kommunerne, som Jyllands-Posten foretog i juni måned i år.
Netop problemer med placeringen er Johannes Flensted-Jensens hovedanke mod en ny lufthavn. Han mener ikke, at det overhovedet er muligt at finde et egnet areal i det tæt befolkede og naturrige Østjylland.
"Det er et voldsomt indgreb i forhold til at køretiden til en lufthavn kun reduceres med 20-25 minutter," siger amtsborgmesteren, der samtidig forudser en blodig modstand fra de kommuner og virksomheder i andre dele af Jylland, der i forvejen ligger tæt på en lufthavn, som den nye er udset til at ersatte. Blandt andet står Billund Lufthavn over for en milliardudvidelse.
Når amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen ikke bare slår hælene i og siger nej til videre undersøgelser, er det fordi han gerne vil opføre sig fair, siger han.

Beslutning cirkulerer
Johannes Flensted-Jensen har tidligere afvist, at amtet overhovedet skulle bruge ressourcer på at undersøge, hvor en ny lufthavn kunne placeres.
Først måtte Trafikministeriet tage principielt stilling, mente han i foråret.
Men trafikminister Sonja Mikkelsen meddelte efter sommerferien, at ministeriet kun kan tage stilling til en ansøgning, hvis den indeholder en konkret placeringsmulighed - og dermed endte sagen igen på amtsborgmesterens bord.
Når amtet har udpeget tre egnede placeringer for en ny stor-lufthavn, sætter Århus-borgmester Flemming Knudsen sin lid til, at Trafikministeriet eller - om nødvendigt - et flertal i Folketinget vil gennemtrumfe placeringen af en ny lufthavn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her