Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

18. august 1998

Fem anholdt efter nordirsk bombe
*Politiet i Nordirland anholdt mandag fem mænd i forbindelse med det massive bombeattentat lørdag i Omagh, hvor 28 mennesker mistede livet, mens flere end 220 blev kvæstet.
Det skete samtidig med, at Storbritannien og Irland meddelte, at de vil tage skridt til at øge sikkerheden med henblik på at "fjerne" dem, der står bag bombesprængningen i den nordirske by Omagh, lørdag, fra gaderne. Blandt andet skal sikkerheden omkring grænseområderne mellem Irland og Nordirland styrkes, og det skal være nemmere at dømme folk for at være medlemmer af forbudte væbnede grupper, meddelte den britiske minister for Nordirland, Mo Mowlam.

Politisk slagsmål om ældrerengøring
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussens forslag om, at velhavende pensionister fremover selv skal betale en del af udgifterne til rengøring møder kraftig modstand hos partiet Venstre, der ikke vil være med til at røre ved de ældres rengøring. Til gengæld er man hos de radikale åbne overfor forslaget.
"De ældre er ikke længere en bred, småttærende gruppe, men meget mere sammensat end før. Pensionisterne skal ikke behandles som en ensartet masse, men efter deres meget forskellige forudsætninger - også økonomisk," siger den radikale Elisabeth Arnold og lægger op til, at der skal "kigges kritisk" på alle ordninger, hvor tilskud udløses automatisk på grund af en bestemt alder, og at alle rabatter til pensionister - som f. eks. den særligt lave ejendomsskat - skal fjernes fra skattesystemet.

Flere melder partistøtten fra
*Godt 55.000 lønmodtagere har meddelt deres respektive fagforbund, at de ikke vil støtte partipolitiske aktiviteter gennem fagforeningskontigentet. I HK, der har knap 360.000 medlemmer har 21.232 medlemmer sagt fra, hvilket er en stigning på 1.018 i løbet af et år.
Siden 1990 har LO-medlemmerne kunnet fravælge partistøtten, der hovedsageligt går til Socialdemokratiet.
Pengene, der for HK'ernes vedkommende er på ti kroner om året, bliver i stedet brugt til forskellige faglige aktiviteter og forsøgsprojekter.
LO repræsenterer knap 1,5 million lønmodtagere, og opgørelsen, der offentliggøres senere i forbindelse med LO's årsberetning, viser, at 55.000 nu ikke længere vil støtte et politisk parti med kontingentkroner.
I 1996 var tallet 45.000, mens det i 1995 var godt 37.000 LO-medlemmer, der sagde fra.

Danmark skal rette sig efter FN
*Efter gårsdagens møde mellem indenrigsminister Thorkild Simonsen og FN's flygningehøjkommissariat, UNHCR, hvor man blandt andet blev enige om, at foretage en gennemgang af regeringens integrationslov, fastholde Kristeligt Folkeparti, at Danmark skal rette sig efter FN.
"Hvis det viser sig, at UNHCR står fast på sin kritik af integrationsloven, skal den tages til efteretning. Med så høj en profil på menneskerettighedsområdet, som Danmark bryster sig med, kan vi ikke leve med pletter på skjorten," siger formanden Jann Sjursen.

Serbisk offensiv fortsætter i Kosovo
*Serbiske sikkerhedsstyrker erobrede mandag tre landsbyer i den vestlige del af Kosovo-provinsen, skrev medier i den jugoslaviske hovedstad, Beograd.
Soldater fra Kosovos Befrielseshær (UCK) var blevet trængt tilbage fra de tre landsbyer og havde trukket sig tilbage i de omkringliggende bjerge.
De serbiske styrker var ifølge Kosovo-albanske oplysninger trængt igennem til Lodja, Grabovic og Rausic med helikoptere og panserkøretøjer.
Tre UCK-medlemmer skal være blevet dræbt, mens 14 blev såret under kampene, oplyste radiostationen B 92 i Beograd. Den serbiske offensiv har jaget mange på flugt, og det anslås det, at henved 200.000 nu er blevet fordrevet fra deres hjem i provinsen, Kosovo.

Pressenævn frikender DF's blad
*Pressenævnet har frifundet Dansk Folkepartis medlemsblad, Dansk Folkeblad, for at have overtrådt god presseskik ved i en leder blandt andet at have kaldt ungdomsorganisationen Rebel for "Mussolinis ægte nulevende arvtagere".
Dansk Folkeblads ansvarshavende chefredaktør og partiets pressechef, Søren Espersen, skrev i maj i en leder efter overfaldet på Pia Kjærsgaard på Nørrebro, "Enhedslistens uhyggelige bagland er, som det i dag afsløres i Dansk Folkeblad, de autonome grupper - specielt Rebel og Rød Ungdom. Slyngler og banditter alle til hobe! Forherligere af had og vold, rudeknusere, vandaler, voldsmænd, terrorister af allerværste skuffe. Mussolinis ægte nulevende arvtagere".
Pressenævnet begrunder blandt andet frifindelsen med, "En lederartikel vil - efter sagens natur - ofte bestå af mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige artikler, og der må derfor bestå en høj grad af frisprog i ledende artikler. Lederen har ikke et indhold, der bevirker, at Pressenævnet vil udtale kritik". Nu skal Københavns Byret tage stilling til om Søren Espersen har overtrådt straffelovens regler om ærekrænkelse.

Den russiske rubel i frit fald
*Efter flere måneders økonomisk uro opgav den russiske regering og centralbank mandag morgen at forsvare rublen og lod den flyde i forhold til udenlandske valutaer.
En "revision" af vekselkursen mellem den russiske rubel og andre landes valutaer er gennemført, hed det i en meddelelse fra regeringen og centralbanken.
Beslutningen indebærer, at rublen kan blive devalueret helt op til 50 procent i forhold til den amerikanske dollar, idet rublen nu får lov af flyde mellem en vekselkurs på seks rubler for en dollar og helt op til ni rubler for en dollar.
Hidtil har kursen været seks rubler for en dollar med udsving på maksimum 15 procent, før den russiske centralbank greb ind med støtteopkøb.
Ministerpræsident Sergej Kirijenko afviste dog, at rublen er devalueret. Han betegnede beslutningen som en "en ny økonomisk politik med mulighed for større fleksibilitet".

Daghøjskolerne skal under lup
*Daghøjskolerne optager for mange elever og koster derfor statskassen for dyrt, mener undervisningsminister Margrethe Vestager . Hun vil dog ikke gribe ind over for landets 185 daghøjskoler, før en undersøgelse i slutningen af august har vist, hvad der ligger til grund for skolernes store popularitet.
"Går de (eleverne på daghøjskolerne) ud til arbejde eller anden uddannelse, er det fint, men hvis det ikke er tilfældet, må vi gribe ind," sagde Margrethe Vestager.

Skærpet kontrol med ledige
*Venstre vil have strammet karantænereglerne for ledige, som afslår anvist arbejde fra arbejdsformidlingerne.
Det siger partiets arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Jens Vibjerg, forud for efterårets forhandlinger om en arbedsmarkedsreform.
Baggrunden er, at nye tal fra arbejdsminister Ove Hygum viser, at 5.882 ledige i første halvår 1997 afviste et tilbud om at komme i arbejde. Heraf fik 812 en uges karantæne fra a-kassen, mens 5.070 slap for sanktioner, da de havde en gyldig grund til nej'et.
"Karantænereglerne for et afvist arbejde bør sidestilles med de regler, som gælder, hvis du siger dit arbejde op eller afslår arbejdsformidlingens handlings- eller uddannelsesplan," siger Jens Vibjerg. I sidstnævnte tilfælde får vedkommende fem ugers karantæne fra a-kassen.

Mere kontrol med Folkeskolen
*Undervisningsminister Margretehe Vestager mener, at Folkeskolen skal underlægges et nationalt evalueringscenter, og lægger dermed op til en heftig debat med Kommunernes Landsforening. Traditionelt er folkeskolerne et kommunalt anliggende, men undervisningsministeren mener, at et nationalt evalueringscenter et nødvendigt, hvis kvaliteten i undervisningen skal styrkes.
"De internationale undersøgelser er gode nok til at blive klogere af, men kun et stykke hen ad vejen. Vores skole er lavet til en dansk virkelighed og danske værdier, og derfor synes jeg, vi skal gøre os den ulejlighed at undersøge, om vi når det, vi forestiller os, når vi siger, at vi har en dansk folkeskole," siger Margrethe Vestager, der ikke har taget stilling til, hvordan evalueringen skal foregå.

Habibie lover fanger amnesty
*Indonesiens præsident, Bacharuddin Jussuf Habibie, sagde mandag på Indonesiens nationaldag, at 16.000 dømte vil få amnesti - det vil sige eftergivet resten af den fængselsstraf, som de skulle have afsonet.
Blandt disse er også 90 politiske fanger, hvoraf flere har siddet i fængsel i årtier under general Suhartos 30-årige benhårde styre af landet.
Tre af dem, der omfattes af amnestien, er ifølge justitsministeren tre dømte kommunister, der i dag er henholdsvis 81, 80 og 72 år.
De blev i 1966 idømt livsvarigt fængsel ligesom hundredvis af andre fra det daværende kommunistparti fik hårde straffe.

Studenterkritik af universitetsfusion
*Studenterrådet ved Odense Universitet fraråder nye studerende at søge optagelse ved Sydjysk Universitetscenter og Handels/Ingeniørhøjskole Syd, der nu fusionerer med Odense Universitet.
Ifølge studenterrådsformand Jesper Jørgensen er de to jyske afdelinger af fusionsuniversitetet ikke sikret en ordentlig størrelse og faglig profil.
"Før dette er en realitet, kan studenterrådet ikke anbefale kommende studerende at søge ind på de jyske campi," siger Jesper Jørgensen, der bl.a. peger på, at flere af de nye uddannelser i Jylland ikke har fuld længde, hvilket betyder, at man f.eks. ikke kan færdiggøre en kandidatuddannelse uden at flytte studiested.

Oprørerne nærmer sig Kinshasa
*Oprørere i Den Demokratiske Republik Congo har taget kontrollen med Inga-dæmningen sydvest for hovedstaden Kinshasa, erkendte Congos informationsminister, Didier Mumengi, ved en pressekonference mandag.
Mumengi kom med bekræftelsen, efter at der har været rapporter om heftige kampe i området omkring dæmningen, hvis turbiner forsyner Kinshasa med strøm.
Kinshasa blev da også ramt af strømsvigt igen mandag. Oprørsstyrkerne havde tidligere mandag sagt, at de havde indtaget byen Songololo efter kortvarige kampe søndag.
Hvis det er rigtigt, at Songololo er faldet i oprørsstyrkernes hænder, står oprørsstyrkerne tættere end nogensinde på hovedstaden Kinshasa. Vejen mod Kinshasha går fra Songololo og gennem den næste større by, Mbanza Ngungu, som ligger knap 150 km sydvest for Kinshasa.
Congos præsident, Laurent Kabila, som også er landets forsvarsminister, rejste mandag til Zimbabwe for at drøfte udviklingen i sit land med sine kolleger fra Angola, Zimbabwe og Namibia.

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her