Læsetid: 7 min.

NYHEDSOVERBLIK

14. august 1998

Simonsen: Et alvorligt fejlskøn
*Som om Thorkild Simonsen ikke havde problemer nok, efter at FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, fastslog, at hans svendestykke, Integrationsloven, strider mod FN's flygtningekonvention.... I går måtte den efterhånden noget trængte indenrigsminister erkende, at Udlændigestyrelsen gjorde sig skyldig i et "alvorligt fejlskøn", da den i april i fjor udstedte visum til general Said Hirsi, kendt som "general Morgan", fra Somali Patriotic Front (SPM), der anklages for have deltaget i krigsforbrydelser i Somalia. Generalen skulle have deltaget i en delegation, der forhandlede med de danske myndigheder om tilbagetagelse af asylansøgere, som havde fået endeligt afslag på asyl i Danmark. Generalen dukkede dog aldrig op - og efter et par møder med udlændingestyrelsen forsvandt også delegationen.
Thorkild Simonsen forsikrede dog i går, at udlændingestyrelsen har ændret procedurer, så fejlen ikke gentager sig. Det er mere, end ministeren er villig til at give sig om integrationsloven, som han ikke vil ændre - trods FN-kritikken, som ministeren oven i købet går i rette med.

Erstatning uden renters rente
*Med de store schweiziske banker Credit Suisse og Union Banque Suisse i spidsen blev der sent tirsdag sat punktum for en lang række retssager anlagt af overlevende jøder fra Anden Verdenskrig. Det skete, da bankerne gik med til at betale 1,25 mia. dollar (8,5 mia. kr.) over tre år til jødiske grupper, der repræsenterer overlevende fra Nazitysklands jødeforfølgelser. Godtgørelsen er en slags plaster på såret, for jøders guld og andre stjålne værdier, som schweiziske banker har ligget inde med siden Anden Verdenskrig.

Tyskland afviser særligt G7-møde
*Vedvarende rygter om, at et særligt G7-møde med Rusland er under opsejling på grund af den russiske krise, blev i går pure afvist af en officiel tysk kilde.
"Det er ikke forventet. Og det bliver slet ikke overvejet," lød det ifølge Reuters.
Imens fortsatte presset på den russiske rubel. Aktiekurserne faldt, da den russiske nationalbank afviste finansmanden George Soros forslag om at devaluere rublen. Tværtimod insisterede banken på, at den nuværende politik ville afværge en bankkrise.

USA beskyldes for at hytte eget skind
*USA er blevet genstand for stigende afrikansk kritik i kølvandet på bombeattentaterne i fredags på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania. Amerikanerne beskyldes for at have tilsidesat hensynet til tilskadekomne afrikanere i bestræbelserne på at undsætte egne statsborgere
De to bombeattentater har nu kostet mindst 257 mennesker livet. I den kenyanske hovedstad, Nairobi, er dødstallet 247 - heraf 12 amerikanere. I Tanzanias regeringshovedstad, Dar-es-Salaam, er dødstallet 10 - alle tanzanianere.

Nazi-march afgøres i dag
*Justitsministeriet og Københavns Politi afgører i dag, hvor - hvis overhovedet - de danske nazister skal have lov at marchere i takt, mens de hylder Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Som bekendt har Køge Politi henvist Jonni Hansen og hans tropper til en rute langt fra Køge centrum - en beslutning som nazisterne har anket til Justitsministeriet. Derudover har nazisterne anmeldt en demonstration ved den tyske ambassade i København - en anmeldelse, som Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen tager stilling til i dag.

Nye salmonellafund i svin og kalkun
*Lige som den værste salmonellastorm var drevet over fandt slagteriet Slagteriselskabet Danish Crown i går den frygtede multiresistente bakterie Salmonella DT 104 i et parti svinenakker. 201 besætninger er mulige leverandører af det inficerede svinekød, og samtlige besætninger skal nu screenes.
Samtidig har Veterinær- og Fødevaredirektoratet har fundet den selvsamme salmonella DT 104 i et parti ferske kalkunbryster fra Frankrig. Kalkunkødet er blevet solgt i et-kilos plastposer i dagene fra den 21.-25. juli.
Kunder, der har købt kalkunkød for derefter at smide det i fryseren, opfordres af direktoratet til at se efter en etiket, der oplyser virksomhedens kontrolnummer: 56.257.01 sammen med holdbarhedsdatoen 30/7 1998. Kød fra partiet bør kasseres

Kosovos forhandlinsgruppe er klar
*Den etnisk-albanske leder Ibrahim Rugova udpegede torsdag den gruppe, der skal deltage i forhandlingerne om fred i Kosovo - alle medlemmer er taget fra de politiske partier i Kosovos parlament. Forhandlingsgruppen består således hverken af medlemmer af Kosovos Befrielseshær eller andre grupperinger, der, som denne, boykottede valget i Kosovo i marts i år. I mens fortsatte kampene i det vestlige Kosovo. Her søger serbiske sikkerhedsstyrker at udradere de sidste lommer af den etnisk-albanske befrielseshær.

Fortid koster politiske ambitioner
*En enig brasilliansk domstol fastslog i går, at den tidligere præsident og korruptionsdømte, Fernando Collor, ikke kan genopstille til præsidentvalget til oktober.
Collor, der har levet i eksil i Miami i USA, siden han blev bragt til fald efter beviser om udbredt korruption, har kæmpet indædt mod parlamentets forbud mod, at han stiller op til et offentlig embede i Brasilien før år 2000.
Collor ønsker at udfordre den siddende og populære præsident Fernando Henrique Cardoso ved præsidentvalget 4. oktober.

Politisk opbakning til kræfteksport
*Fra alle dele af det politiske landskab er der opbakning til Sønderjyllands Amt, der på grund af ventelister sender kræftsyge patienter til strålebehandling i Tyskland.
Men det er ikke en varig løsning. Derfor er der også bred enighed om, at der i fremtiden skal tilføres flere penge til sundhedssystemet.
"Løsningen er, at hospitalerne får tilført flere penge, og det bliver et af de krav, vi vil have med til finanslovsforhandlingerne," siger Enhedslistens Frank Aaen, der får opbakning fra Venstres sundhedspolitiske ordfører.
"Jeg så gerne, at man tog ressourcer fra overførselsindkomsterne og overførte dem til sygehusvæsenet. Det er umoralsk, at vi i Danmark har en situation, hvor de samlede sundhedsudgifter er blevet nedprioriteret," siger Jørgen Winther.

Politisk slagsmål om EU-afstemning
*Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen er utålmodig efter at få danskerne slæbt til stemmerurnerne endnu engang og mener, at danskerne hurtigst muligt og senest inden udgangen af første halvår i 2001 skal stemme om euroen.
"På grund af det danske forbehold mod den fælles mønt kan vi ikke være med fra dens fødsel den 1. januar næste år. Til gengæld skal alle hindringer være ryddet af vejen tre år senere, når den nye valuta bliver folkeeje," siger Anders Fogh Rasmussen.
En tidsplan som Socialdemokratiet blankt afviser.
"Det er utænkeligt at forestille sig, at vi eventuelt skal have en ny folkeafstemning, før projektet rigtigt er startet," siger partiets politiske ordfører, Jacob Buksti.

Dialog med Kina 'er vejen frem'
*Folketingets Udenrigspolitiske Udvalg vendte i går hjem fra den stærkt kritiserede Tibetrejse - forundrede over kritikken og - alle lige fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten enige om, at dialog med Kina er "vejen frem."
De danske politikere var i Tibet mest skeptiske over et arrangeret besøg i Drapchi-fængslet i hovedstaden Lhasa. Her sidder et antal tibetanske politiske fanger, og en halv snes fanger skal være døde under uroligheder, efter at EU-ambassadører besøgte fængslet i maj.
"Besøget var noget af det mest utroværdige, jeg nogensinde er blevet præsenteret for - sådan noget, man kun læser om i bøgerne. Simpelthen skuespil for os. Vi så kun en femtedel af fængslet. Der var helt klart meget mere i det fængsel, som vi absolut ikke fik at se," sagde Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Kinshasa gik i sort
*Hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo, Kinshasa, blev ifølge nyhedsbureauet Reuter ramt af et udfald i elforsyningen torsdag. Det meste af byens centrum var uden strøm.
Det franske nyhedsbureau AFP rapporterede næsten samtidig, at oprørerne, der kæmper mod præsident Laurent Kabilas styrker, hævdede at have indtaget den strategisk vigtige Inga-dæmning, der forsyner hovedstaden med elektricitet. Reuter berettede, at statsradioen gik i sort, men det var endnu uklart, om hvorvidt det skyldtes strømbnedbruddet, som skete ved 16-tiden dansk tid.

Blødere kræver kompensation
*Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Yvonne Herløv Andersen, vil rejse sagen om hepatitis C-smittede blødere i folketingets særlige 'blodgruppe.'
Det sker, efter at Danmarks Bløderforening forgæves søgt penge til en fond hos skiftende sundhedsministre og nu har rejst sagen over for sundhedsudvalget.
Foreningen kræver 10 mio. kr. til en særlig fond, der skal hjælpe de 240 af de 350 danske blødere, der er smittet med hepatitis C-virus via donarblod. Før man begyndte at screene donarblod i 1985, blev alle danske blødere smittet med hepatitis C-virus, og en del har udviklet leverbetændelse og skrumpelever.

Samfundstjenste på fransk
*Set i lyset af den aktuelle danske debat om samfundstjeneste eller fængselstraf er her et fransk eksempel til mulig efterfølgelse.
Som straf for at have sat ild til en halmballe og en havremark blev en 12-årig dreng fra Alsace efter samråd med forældre, borgmester og brandmænd sat til at pudse brandkorpsets 20 par støvler - til de skinnede.

Kina kæmper en håbløs kamp mod vandmasserne
*I kapløb med tiden og de stadig stigende vandmængder kæmper de kinesiske myndigheder en efterhånden håbløs kamp mod oversvømmelserne.
I går brød der hul på adskillige diger langs Songhua-floden i det nordøstlige Kina i nærheden af byen Harbin. Harbin er hovedstaden i provinsen Heilonggjijang, der er selve hjertet i Kinas storindustri, og ydermere er området centrum for Kinas kornproduktion.
Samtidig stiger kritikken af de kinesiske myndigheder oversvømmelseskontrol - eller mangel på samme. Selv giver de kinesiske myndigheder udtryk for at have styr på oversvømmelserne, men trods udstationeringen af to og en halv million mennesker, der patruljerede på digerne ved Songhua-floden, gik det alligevel galdt.
Heftige regnskyl længere oppe ad floden fik en mindre sideflod til at gå over sine bredder, og vandet begyndte med det samme at strømme ned mod millionbyen Harbin. Millioner af mennsker er berørt af oversvømmelserne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu