Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

12. august 1998

Kina udnytter dansk Tibetrejse
*Da Folketingets Udenrigspolitiske Nævn tog på den stærkt kritiserede rejse til Tibet, var det med en klar aftale med de kinesiske myndigheder om ikke at blive citeret af det statskontrollerede nyhedsbureau.
Men ifølge det officielle nyhedsbureau Xinhua udtaler nævnets formand, Helle Degn, imidlertid den 9. august efter et besøg i byen Shigatse i det vestlige Tibet, at "hun var glad for at se de succeser, som de lokale indbyggere har opnået i forskellige initiativer i Shigatse".
Helle Degn har overfor en BBC-journalist bekræftet, at medlemmerne havde en klar aftale med myndighederne om ikke at blive citeret - en aftale som nu er brudt.
Anders Højmark Andersen fra Støttekomiteen for Tibet, kalder det misbrug af nævnet til kinesisk propaganda.

Flere i arbejde færre i fængsel
*Justitsminister Frank Jensen er parat til at lade flere kriminelle afsone straffen under samfundstjeneste i stedet for at sidde i fængsel.
"Der hvor man kan se, at det kan have en gavnlig effekt, bør man overveje det," siger justitsministeren, og påpeger, at det kunne blive aktuelt for folk, der er dømt for spirituskørsel eller lettere voldskriminalitet.
Ministerens melding kommer samtidig med, at Kriminalforsogen anbefaler Folketinget, at langt flere kriminelle idømmes samfundstjeneste i stedet for fængselsstraf. Erfaringer viser, at kun 17 procent af de kriminelle, der idømmes samfundstjeneste, vender tilbage til kriminalitet, mens det for fængselsdømte drejer sig om 60 procent.

Nigeria ophæver fagligt forbud
*Nigerias militære leder, general Abdulsalam Abubakar, ophævede tirsdag det forbud mod fagforeningsaktiviteter, som hans forgænger general Sani Abacha indførte i 1994.
Ifølge præsidentkontoret betyder det nu, at nigerianske fagforeninger igen har ret til at strejke såvel som at organisere sig fagligt. Forbudet blev udstedt efter en lang række strejker, der lammede Nigerias olieindustri, som sikrer landet 90 pct. af dets eksportindtægter.

Indien søsætter nyt missil
*Indien bidrog yderligere til det spændte forhold til nabolandet Pakistan, da Indiens forsvarsminister, George Fernandes, i går meddelte, at man har indledt udviklingen af et nyt og mere kraftfuldt langdistance-missil.
Fernandes blev af en talsmand i forsvarsministeriet citeret for at sige, at det nye missil vil have en længere rækkevidde, end det nuværende "Agni"-mellemdistance-missil, der på en distance på 1.500 kilometer kan bære et atomspænghovede på et ton.
Meddelelsen kom samtidig med, at en ledende indisk efteretningsofficer afviste, at Indien var på kanten af krig med Pakistan, og han understregede samtidig, at kampene over grænsen i Kashmir var under kontrol.

Aktiernes fald fortsætter
*Aktierne verden over holdt sig ikke i ro tirsdag men fik endnu et nøk nedad. Aktierne bliver ved med at falde, da investorerne mister mere og mere af tilliden til, at den japanske regering kan bringe landet ud af den økonomiske krise inden for en overskuelig tidsperiode.
Det toneangivende KFX-indeks faldt med 3,77 procent tirsdag på børsen. Faldet i de danske aktier er det næststørste i år siden den 5. maj, da KFX-indekset faldt med hele 3,91 procent.

CIA stoppede fem bombeattentater
*Den amerikanske avis, Washington Post, skrev tirsdag, at USA's efteretningstjeneste, CIA, sidste år i fem tilfælde forhindrede planer om at sprænge amerikanske ambassader i luften
Ifølge Washington Post blev attentaterne forhindret ved at infiltrere terrorgrupper og gennem aflytning. Der er meget få detaljer om de planlagte attentater - det eneste, der er sikkert, er, at de ikke var rettet mod ambassader i Afrika og altså heller ikke i Kenya og Tanzania, hvor bombeattentaerne indtil videre har kostet 204 mennesker livet.
Artikel side 5

Pensionsselskaberne klynker unødigt
*Skatteminister Mogens Lykketoft (S) og flere økonomer afviser pensionsselskabernes fornyede kritik af pinsepakken.
Det sker, efter at blandt andet forsikringsselskabet Tryg-Baltica i går meddelte, at renten på pensionsopsparing fra næste år nedsættes med 0,6 procent. PFA har varslet et lignende rentefald i år 2000. Samtidig er der indført en ny aktieafgift på fem procent. Det vil ifølge selskaberne betyde, at en typisk lønmodtager i 30'erne til sin tid vil få omkring 10 procent mindre i pension.
"Det er helt forbløffende, at pensions-lobbyen gang på gang skyder sig selv i foden med påstande om, at pensionsopsparingen bliver væsentligt forringet i værdi," sagde finansministeren, der tilføjede, at påstanden er hængt op på "finurlige regnestykker" om, hvad man tror, renten vil være de næste 20-30 år, og hvordan det vil spille sammen med skattesystemet.
Flere økonomer afviser da også pensionselskabernes regnestykker og frygt for opsparernes penge.
Artikel på forsiden

Riskær risiker otte års fængsel
*Anklager Merete Vestergaard går efter at få Klaus Riskær Pedersen dømt efter lovens maksimumstraf på otte års fængsel for skyldnersvig. Det kom frem på anklagerens sidste dag for fremlæggelse af sin procedure.
Riskær er tiltalt i sagen om det krakkede Accumulator Invest, der gik konkurs i januar 1992. En konkurs der i Sø- og Handelsretten i juni 1993 blev opgjort til at have kostet kreditorerne 1,8 mia. kroner. I næste uge fremlægger forsvaret sin afsluttende procedure, inden dommen over den tidligere yuppieguro falder.

Færøerne har brug for Danmark
*Lederen af det færøske socialdemokrati og medlem af det danske folketing, Johannes Eidesgaard, afviser Landsstyrets suverænitetsplaner. Sammen med den færøske opposition er han skeptisk overfor de foreløbige udmeldinger om Færøernes fremtidige status i forhold til Danmark.
"Vi vil ikke være med til, at der indføres suverænitet på bekostning af velfærden på Færøerne. Nogle i landsstyrekoalitionen snakker bl.a. om, at bloktilskuddet fra Danmark på godt en milliard kr. skal væk hurtigst muligt. Men det er en illusion," siger Joannes Eidesgaard, der understreger, at Færøerne ikke i øjeblikket kan undvære tilskuddet fra Danmark.

Rusland raser over Pakistan
*Rusland beskyldte i går Pakistan for at støtte Talibamilitsen i Afghanistan militært. Beskyldningen kommer efter, at Talibanmilitsen nu har indtaget oppositionens sidste bastion i det nordlige Afghanistan.
Den russiske udenrigsminister sagde i en udtalelese i går, at Pakistan har været direkte involveret i Taliban-militsens militære fremmarch.
Uden at uddybe det nærmere beskyldte han blandt andet pakistanske officer for direkte at have hjulpet Talibanmilitsen.
Militsens fremmarch bekymrer nabolandet, Tadsjikistan, og Rusland er overordentlig bekymret over sikkerheden ved dets sydlige grænser.

Engell bør forlade Folketinget
*Den tidligere konservative leder Hans Engell møder nu stærk kritik og modstand fra alle dele af det splittede parti.
Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med 72 kredsformænd og ud af dem, ønsker 56, at Hans Engell enten forlader Folketinget eller holder særdeles lav profil, så de konservative kan få arbejdsro.
De skarpe reaktioner kommer efter Hans Engells barske udfald mod partileder Pia Christmas-Møller, som han har kaldt en 'panikløsning.'
Også blandt Engells traditionelle støtter vokser kritikken.
"Jeg fik et chok, da jeg så Hans Engells udmeldinger. Jeg synes, at de var fuldstændigt unødvendige og med til at ødelægge det, som jeg gerne vil have sat gang i: Nemlig en politisk debat. Og jeg er dødhamrende træt af blive kaldt protege for Hans Engell," siger det unge folketingsmedlem, Jens Heimburger.

Kampe fortsætter i Columbia
*73 soldater og politibetjente er blevet dræbt, 99 såret og 151 savnes efter de sidste otte dages kampe mod den colombianske guerilla-bevægelse, Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC), oplyste sikkerhedskilder i Bogota. Kokain spiller en væsentlig rolle for kampene. Omkring tusind mand fra FARC angreb de kaserner, der udgør en af de vigtigste narkobekæmpende hær-enheder i Colombia.
Kampområdet betragtes som det vigtigste inden for coca-produktion. Mellem 30.000 og 40.000 hektarer er sået til med coca-planter.

Clinton og Jeltsin mødes i Kreml
*Den amerikanske præsident, Bill Clinton, tager til topmøde i Rusland med den russiske præsident, Boris Jeltsin, den 1.-3. september, meddelte en Kreml-talsmand tirsdag. Der har været tvivl om, hvorvidt Clinton ville komme til Rusland, eftersom det russiske parlament ikke har ratificeret START-2 traktaten fra 1993. Det har hidtil været et krav fra amerikanerne.

Forskerhold tæt på livets gåde
*Et internationalt forskerhold mener at have fundet selveste forklaringen livets opståen på jorden - eller dele af den. Forklaringen ligger muligvis i fundet af en blomstrende bakteriekoloni i et stykke oldgammelt klippeblok dybt inde i jordens overflade ud for kysten ved Papua Ny Guinea.
Ifølge geologiprofessor Jock Keene fra Sydneys universitet støtter opdagelsen en relativ ny oprindelsesteori, som går ud på, at livet først blev dannet under jordens overflade, og ikke som man hidtil har troet i varme sumpområder. Der skal dog flere undersøgelser til, før forskerne garanterer at have løst livets gåde.

Kofi Annan fordømmer Serbiens fremfærd
*FN's generalsekretær, Kofi Annan, fordømte tirsdag serbernes rapporterede "brændte jords politik", som har tvunget etniske albanere til at flygte fra deres hjem i Kosovo.
Samtidig fordømte FNs sikkerhedsråd de jugoslaviske sikkerhedsstyrkers "overdrevne magtanvendelse".
Generalsekretæren "fordømmer en sådan praksis og opfordrer de jugoslaviske sikkerhedsstyrker til at undgå den slags hensynsløst ødelæggende handlinger", hed det i erklæringen.
Som led i en storoffensiv mod separatistiske oprørere har sikkerhedsstyrkerne indtaget store landområder de seneste uger og tvunget titusinder til at flygte fra deres hjem.
FN's flygtningehøjkommissariat meddelte tirsdag, at over 200.000 mennesker er blevet fordrevet, siden konflikten begyndte i februar.
Annan udtrykte også afsky over for vold og lidelser, som væbnede etniske albanere måtte have påført andre.
Han fastslog, at den eneste vej til en løsning er dialog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her