Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

4. august 1998

Taliban nærmer sig oppositionen
*Taliban-militsen nærmede sig mandag den afghanske oppositions hovedby Mazar-i-Sharif efter søndagens erobring af den nordlige provindshovedstad Sheberghan, meddelte officielle og uafhængige kilder i Kabul. Mazar-i-Sharif er den eneste afghanske by, der endnu ikke er kommet under Taliban-militsens strenge islamiske kontrol.
Ifølge Talibans egen radio, har lokale ledere i Balkh distriktet, kun 20 km vest for byen, sluttet sig til militsen, og dermed står Taliban på "tærsklen til den endelige sejr" i deres kamp for at erobre den tredjedel af Afghanistan, der fortsat er på oppositionens hænder.
Internationalt Røde Kors fløj hjælpearbejdere ud af Mazar-i-Sharif i søndags. Iran har også fløjet sine diplomater ud af byen.

Engell bliver i dansk politik
*Den tidligere konservative leder Hans Engell meddelte mandag formiddag, at han ikke er konservativ kandidat til næste års valg til Europa-Parlamentet.
"Jeg har efter en omhyggelig diskussion med min familie besluttet, at jeg ikke stiller op," sagde den tidligere partiformand.
Hans Engells beslutning kommer efter, at den konservative leder Pia Christmas-Møller har opfordret Hans Engell til at stille op til Europa-Parlamentet. En opfordring, der er blevet tolket som et forsøg på at "eksportere" den tidligere partileder væk fra den konservative folketingsgruppe og dermed dansk politik. Det afviser Hans Engell.

Intet flertal for lov mod mobning
*Politikerne værgrer sig ved at følge svenskernes eksempel og forbyde mobning i skolerne ved lov.
Kravet blev søndag fremsat af formanden for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, og i går tilsluttede Foreningen Skole og Samfund sig en lov om mobning.
"Det er helt uacceptabelt, at hver 4. barn i den danske folkeskole udsættes for mobning. Mobning skal forbydes ved lov, sådan at skoleledere og skolebestyrelser kan gøres ansvarlige for, at børn får et trygt og indlæringsvenligt dagligt arbejdsmiljø," siger formanden for Skole og Samfund, Birgitte Bjerregaard.
Men hverken de konservative, Venstre eller SF tror, at en lov om mobning løse problemet. SF mener, at skolerne allerede nu har et ansvar for at forhindre mobning.
"Ingen skoleleder kan se på mobning uden at føle sig ansvarlig," siger SF's uddannelspolitiske ordfører, Anne Baastrup, til Politiken, mandag,

12 dræbt i algerisk busmassakre
*Islamiske oprørere skar halsen over på 12 buspassagerer og sårede seks søndag, efter at have standset en bus ved en vejspærring i det vestlige Algeriet, oplyste regeringens sikkerhedsstyrker mandag.
Flere dagblade skrev, at det var medlemmer af Den Væbnede Islamiske Gruppe, GIA, der stod bag angrebet.
Episoden var den sjette massakre på civile, siden en højtstående FN-delegation kom til Algier den 22. juli for at samle oplysninger om den seks år lange terrorbølge i landet.
FN-delegationen mødtes i går for første gang med den algeriske præsident Liamine Zeroul.

Politisk opbakning til politikrav
*Flere partier i Folketinget tager godt imod et forslag fra politiet, der skal gøre det muligt at spore de mennesker, som bruger Internet til at udsprede børneporno.
Ordførere fra Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er parate til at ændre Retsplejeloven, så politiet kan kræve, at teleselskaberne oplyser, hvem der fra en given adresse på Internet viser børneporno - hvilket ikke er muligt i dag. Også Justitsminister Frank Jensen er åben overfor politiets ønsker men afventer en udvalgsbetænkning om kriminalitet i forbindelse med Internettet.
Samtidig mener de konservative og Dansk Folkeparti, at udbredelse af børneporno skal straffes hårdere.

Konkurrenceklausuler skal koste
*Arbejdsminister Ove Hygum vil gøre det muligt at straffe de virksomheder økonomisk, der binder deres ansatte med konkurrenceklausuler. Ifølge Mogenavisen Jyllands-Posten fremsætter arbejdsministeren i nærmeste fremtid et lovforslag, der indebærer, at tidligere ansatte skal have udbetalt halv løn i den periode, klausulen løber, dog kun i tre måneder, hvis medarbejderen finder andet arbejde. Alene i Ingeniørforbundet er 40 procent af nyansatte ingeniører bundet af konkurrenceklausuler.

Ny hollandsk regering taget i ed
*Efter tre måneders intense forhandlinger kom Hollands nye regering officielt på plads i går, da den blev taget i ed.
Den nye regering består af en koalition af af det venstreorienterede arbejderparti, det højreorienterede liberale parti og centrum-venstre partiet D66.
Tilsammen fik de tre partier ved valget den 6. maj et flertal på 97 deputerede i parlamentet, der har 150 pladser. Arbejderpartiets leder og tidligere ministerpræsident Wim Kok har atter indtaget rollen som ministerpræsident og har udvidet sin regering fra 14 til 15 ministre.

Ny ambassadør til Danmark
*USA har udnævnt Richard Nelson Sweet til ny ambassadør i Danmark. Fredag blev han officielt udnævnt, da det amerikanske senat godkendte ham.
Den 41-årige Sweet er arkitekt af uddannelse og var fra 1990-94 medlem af kongressen. Sweet er gift med en advokat, Katrina Lantos Sweet, og de har syv børn.

SPD vil lukke tyske a-værker
*De tyske socialdemokrater sagde i går, at hvis de vinder valget i september, så skal over halvdelen af Tysklands nuværende atomkræftværker lukkes ned inden år 2002.
SPD's miljøtalsmand, Michael Mueller sagde til tysk radio, at det drejer sig om 11 ud af 19 reaktorer fra 1960'erne og 1970'erne.
Tidligere har SPD's leder, Gerhard Schröder sagt, at det kun drejede sig om seks værker, men ifølge det tyske ugemagasin Der Spigel, er det håbet om at danne regering med støtte fra miljøpartiet De Grønne, der får SPD til at spille hårdt ud mod atomkraftindustrien, der værger sig ved at satse på alternative energikilder.
Og der bliver kamp til stregen - en anonym kilde fra SPD siger til Der Spigel, at, "Vi tilbyder virksomhederne to muligheder. Den ene er krig, den anden er fred."

Fornyet uro i Kashmir
*Den pakistanske hær angreb mandag en indisk militærbase i det omstride Kashmir område og et større antal soldater blev dræbt, oplyste det pakistanske nyhedsbureau APP mandag.
Den pakistanske aktion mod brigadehovedkvarteret ved Kazalwan i Kargil sektoren i den nordlige del af Kashmir var et svar på "et uprovokeret indisk angreb" hen over den line, der deler den omstridte Himalaya region.

Kabila sætter militæret ind
*Præsidenten for Den Demokratiske Republik Congo, Laurent Kabila, besluttede mandag under et hastesammenkaldt møde med sin regering at tage militære skridt mod en opstand i den østlige del af landet, oplyser regeringsmedlemmer.
Beslutningen kommer efter sammenstød natten til mandag i landets hovedstad, Kinshasa, mellem oprørske tutsi-soldater og soldater, der er loyale mod præsident Kabila. Samtidig erklærede flere militærenheder i Kivu-provinsen i det østlige DR Congo, at de agter at styrte præsidenten.
Grænseovergangene mellem DR Congo og nabolandet Rwanda blev mandag lukket i forbindelse med den spændte situation.

González vil forsvare partifæller
*Spaniens tidligere ministerpræsident, Felipe González, vil være forsvarsadvokat for to af sin forhenværendeindenrigsminister José Barrionuevo og dennes stedfortræder, der sidste onsdag blev idømt hver 10 års fængsel for deres roller i dødspatruljers drab på baskiske separatister i 1980'erne. Det kan skabe splid i Spaniens politiske liv, hvis Gonzalez stiller op til posten som formand for EU-Kommissionen.
González, der er jurist, men som ikke har praktiseret siden 1970erne, siger til avisen, at han om nødvendigt vil repræsentere sine to regeringskolleger helt til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Politianmeldt for omsorgssvigt
*Landsforeningen LEV - tidligere Evnesvages Vel - indgav mandag politianmeldelse mod de kommunale socialforvaltninger i Frederikshavn og Sindal.
Anmeldelsen for omsorgssvigt skyldes, at en 27-årig retarderet mand forrige weekend blev fundet nøgen og indelåst i opkast og skidt til anklerne i sin fars villa i Frederikshavn.
Frederikshavns kriminalinspektør Jørgen Hansen langede kraftigt ud efter Frederikshavn Kommune, fordi politiet både skriftligt og ved fremmøde havde gjort opmærksom på problemer med den retarderede mand.
Politiet skal nu undersøge, om personer i de to kommuners socialforvaltninger kan sigtes for overtrædelse af straffelovens paragraf 157 om forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.

Massør fra TVM-holdet fængslet
*Mandag blev en massør fra det hollandske TVM-hold, fængslet ved retten i Reims, og politiet har fortsat 14 medlemmer af det hollandske mandskab til afhøring.
Seks af medlemmerne var med til Tour de France, inden de valgte at stå af i Schweiz på grund af det franske politis "urimelige behandling" af cykelrytterne. De kom dog tilbage til Frankrig i går, hvor de blev afhørt.
Massøren, Johannes Moors, blev mandag fængslet, fordi han angiveligt har været i besiddelse af ulovlige doping-præparater.
Samme mistanke retter sig mod TVM's sportsdirektør, Cees Priem, og holdets russiske læge, Andrej Mikhajlov, der begge blev tilbageholdt allerede i sidste uge.

Kosovo ender i humanitær katastrofe
*EU og NATO opfordrede i går endnu engang Jugoslaviens præsident, Slobodan Milosevic, til at overholde løfterne om at afslutte offensiven mod de etniske albanske partisaner. Trods Milosevic's løfte i sidste uge om, at offensiven mod Kosovo-albanerne var afsluttet, så fortsatte kampene i weekenden, og tusindvis af nye flygtninge er drevet på flugt. Formanden for EU's ministerråd, den østrigske udenrigsminister Wolfgang Schlüssel, sagde i går til Østrigsk radio at han frygter, at der snart kommer en humanitær katastrofe, fordi vinteren sætter ind om få måneder.
"Den serbiske hær brænder marker og dræber kvæget. Der vil snart ikke være noget tilbage for befolkningen at spise," sagde den østrigske udenrigsminister.
Både EU og NATO er ved at miste tålmodigheden med den jugoslaviske leder, og få tror på, at han har tænkt sig at overholde sine løfter
"Han er en del af problemet. Han er problemet og ikke løsningen," sagde Schlüssel mandag.

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her