Læsetid: 11 min.

Offeret folkemorderen og forsoningen

15. august 1998

Rwanda har kun fire år efter folkemordet bedt ofre og bødler om at leve side om side. Men ikke alle har lige let ved at forsone sig

Mine forældre og tre af mine fem søskende blev dræbt under folkemordet," siger Gloriosa Uwimpuhwe. Hendes stemme lyder professionel, da hun svarer på, hvor mange familiemedlemmer hun har mistet.
Munden med de fyldige læber kniber sig sammen, og hun lægger hovedet lidt på skrå ligesom for at spørge, om vi forstår.
Den spinkle krop virker lille bag det store skrivebord med de store bunker af papir, men hun er afmålt og korrekt som den blå nederdel og hvide skjortebluse, hun bærer under samtalen.
Egentlig skulle vi tale om hendes arbejde med at vende det rwandiske folk fra had og aggressioner til forsoning og retfærdighed. Et arbejde hun udøver gennem nødhjælpsorganisationen Ca-tholic Relief Services, der har til huse i hovedstaden Kigali.
Men det viser sig, at Gloriosa Uwimpuhwe er en af de tutsier, der overlevede folkemordet i 1994, hvor hutuekstremister dræbte mellem 500.000 og 800.000 tutsier og moderate hutuer.
Derfor er det nærmest umuligt at tale om forsoning, uden at spørge til Gloriosas egne tanker om, hvordan såret heles, og hvordan man kan finde en ny vej for Rwanda - bort fra en historie præget af etnisk diskrimination og massakrer. En forsoning hun langt fra selv kan finde i sit hjerte, men som hun trods alt arbejder med at skabe grobund for i andre.
Gloriosa mener, det sværeste er at bryde apatien og isolationen, som de brutale oplevelser har medført.
"Jeg har ikke længere lyst til at møde nye mennesker. De spørger mig om så mange ting, der minder mig om noget, jeg engang havde," siger hun.
"For eksempel spiser jeg ikke længere bananer. Jeg plejede at sidde ved køkkenbordet derhjemme og se min far skære bananer i stykker, som han derefter delte ud til os børn med samme bevægelser som under en nadver."
Ordene kommer stadig i samme professionelle tonefald. Efter en lille pause siger hun.
"Jo, jeg spiste faktisk bananer sidste søndag, da jeg var på besøg hos min søster. Der tog jeg nogle bananer og skar dem i stykker, som vores far plejede at gøre. Jeg ville gøre min søster ked af det. Se om hun husker og sørger ligesom jeg."
Gloriosa smiler lidt genert som for at undskylde, at hun ikke kan glemme.

Går livet videre?
Over hele Rwanda graver Gloriosas folk deres døde op. Fra massegrave alle ved, hvor ligger. Hver uge annonceres der nye massebegravelser over radioen. Og selvom ligene forlængst er blevet uigenkendelige knoglerester, insisterer Rwandas tutsibefolkning på, at de dræbte under folkemordet skal have en værdigere begravelse end den, de hutuekstremistiske bødler gav ligene, der mere eller mindre lemlæstede af machetehug, blev smidt rundt omkring i det grønne, bakkede landskab i tilfældige bunker.
Ligesom det skete i landsbyen Rwinkuwavu, der ligger to timers kørsel sydøst fra Kigali, hvor knap 2.000 mennesker blev smidt i et sumpområde, der grænser op til en sø i nærheden af landsbyen.
Langs den hullede jordvej til Rwinkuwavu slår støvet op om kvindernes skørter, og børnene følger bilen med vinkende hænder. Lerhytterne langs vejen er tilskoddede, og kun hønsene, der prikker i den rødlige jord på de små indhegnede gårdspladser foran hytterne, vidner om, at de er beboede.
Husene i Rwanda ser altid tillukkede ud, også når der er mennesker i dem.
Jo nærmere bilen kommer til begravelsespladsen, jo færre mennesker er der langs vejen. Indtil en stor gruppe mennesker kommer til syne mellem den frodige bevoksning. Der er omkring 600. Hutuer og tutsier. Slægtninge, venner eller naboer til de mennesker, der blev dræbt i landsbyen og dens omegn under de tre blodige måneder i 1994.
I en offentlig bygnings patio bænker folk sig under presenninger, der er spændt ud for at tage de værste af solens stråler. Præsten ord om, at livet skal gå videre, og begravelserne bringe fred i rwandernes sjæle, modtages i tavshed. Da koret rejser sig og bryder tavsheden, kommer kuldegysningerne frem som prikker på armene.
En ældre kvinde i farvestrålende, traditionel slåom-kjole græder uden lyd, og kun det opløste ansigt vidner om tårerne. Men hun er tilsyneladende den eneste, der lader følelserne komme frem.
Efter ceremonien bevæger menneskemængden sig ud til hullet, hvor de ubehandlede trækister, der er dobbelt så store som normalt, er nedsænket side om side. Heri ligger knoglerne fra de lig, landsbybeboerne har gravet op fra sumpen.
Mængden trænges om hullet. I udkanten af kredsen har nogle stykker stillet sig op på en grusbunke for bedre at kunne se. De jokker på nogle plastiksække, der er smidt samme sted. En ubehagelig lugt spreder sig, og en tilskuer forklarer, at de indeholder tøjrester, der stadig sad på knoglerne, da man gravede ligene op.
Den fire timer lange ceremoni afbrydes to gange. Der bliver budt på forfriskninger. Rwandisk øl eller Sprite. Efter kisterne er blievt dækket med jord bænker deltagerne sig igen i patioen, og to overlevende landsbybeboere læser deres vidneberetninger op i mikrofonen, der står midt på pladsen. Rurangwa fortæller, at han overlevede massakren i landsbyen, fordi hutumilitsen troede, han var død af sine sår og kastede ham i en latrin sammen med ligene af hans naboer. Gertrude fortæller med en stemme, der er ved at knække over, hvordan hun havde held til at flygte og skjule sig i skoven. Hun var højgravid og efter tre dage fødte hun sit barn, som hun gemte i buskadset. Barnet overlevede, fordi hun fandt en hutu, der ville hjælpe hende.

Ser blod overalt
Ceremonier som den i Rwinkuwavu har ikke kun til formål at begrave ofrene i indviet jord. De har også til formål at fortælle de overlevende, at livet fortsætter. Men ofte er begravelsesceremonierne også medvirkende til, at traumerne blive nærværende igen, fortæller lederen af Rwandas Nationale Traumecenter, Erode Kazasomako. På Traumecentret anslår man, at omkring en tiendedel af landets otte millioner indbyggere er traumatiserede som følge af deres oplevelser under folkemordet.
En stor del af traumeofrene lider af hallucinationer. De ser krig og lemlæstelser, og de ser deres børn eller forældre blive dræbt.
"Vi har haft børn, der havde gemt sig under ligene af deres forældre. De ser blod alle vegne. Blod på deres egne kroppe. En dreng holdt op med at spise. Han havde set hjernemasse flyde ud af sine forældres hoveder, efter at de var blevet dræbt af machetehug. Når han spiste, syntes han, at maden lignede det, han havde set komme ud af forældrenes hoveder," fortæller Erode Kazasomako.
"De overlevende siger, at det rent faktisk var dem, der døde under folkemordet. De, der blev dræbt, slap bort fra den følelsesmæssige umulighed, det er at skulle overleve det meste af sin familie. Livet betyder intet for dem mere. De ser deres overlevelse som en straf. Forestil dig, hvilken indflydelse den slags har på udviklingen af et land, hvor en så stor del af befolkningen er traumatiserede."
For mange af de præster, der fungerer som Rwandas socialrådgivere, er bare det at hilse på andre mennesker og vise dem opmærksomhed en form for behandling. De mennesker - ofte børn - der har mistet store dele af deres familie, føler, de er usynlige. Rwandernes sociale funktion er i høj grad knyttet til familien, men når den er væk, forsvinder meningen med at være til i samfundet også. Derfor bliver hilsenen så vigtig. Gestusen siger: her er jeg. Jeg ser dig og hilser på dig. Altså eksisterer du.
Men ifølge Erode Kazasomako er lysten til hævn en lige så stor bombe under forsoningsprocessen og udviklingen i Rwanda som apatien.
"En stor del af traumeofrene reagerer aggressivt. De tror, at alle, de møder, udgør en trussel, og de afviser dem med aggressioner. Samtidig udvikler de i deres hævntørst en ekstremistisk tankegang med tydelige racistiske undertoner. De er en slags psykologiske - ikke ideologiske ekstremister."

Kollektiv skyld
Den kendsgerning, at mange hutuer satte livet på spil for at redde deres tutsi-naboer og venner, taler man ikke særlig meget om i den rwandiske forsoningsproces.
Derimod eksisterer forestillingen om den kollektive skyld - at alle Rwandas seks millioner hutuer er skyldige i folkemord. Man taler sjældent om den i offentlig sammenhænge, men privat kan man høre den fremført.
"Hutuerne lever i en evig frygt for, at en eller anden, der har et horn i siden på dem, skal angive dem. Selvom det ikke sker så ofte længere, er det en realitet, at det kan ske. Og det påvirker folk. De har følt sig undertrykte og forfulgte i fire år, og trætheden breder sig," som en repræsentant for en international menneskerettighedsorganisation siger. Menneskerettighedsobservatøren vil kun optræde anonymt af hensyn til sit arbejde i Rwanda.
Men selv Gloriosa Uwimpuhwe, der arbejder med at forsone hutuer og tutsier, mener, at de fleste hutuer stadig skjuler sandheden om, hvad de medvirkede til under folkemordet.
"Jeg tror, hutuerne i dag er lige så angste som jeg for at blive ofre for etnisk diskrimination. Men når du møder en, der fortæller, at han også er bange og føler sig utryg, finder du alligevel ofte ud af, at han i virkeligheden har deltaget i overgreb på tutsier på den ene eller anden måde. De fleste hutuer deltog i chikanerierne før folkemordet eller var senere med til at myrde, angive eller bare lukke øjnene. For mig er alle hutuer på den ene eller anden måde skyldige i folkemordet," siger Gloriosa, og hendes stemme er for første gang blevet skarp.
Hun fortæller, at hun ikke har angivet de mennesker, der forsøgte at få fat på hende under folkemordet, inden hun nåede at flygte.
"Jeg ved hvem, der gav morderne mit navn og sagde, jeg var tutsi. Men hvis jeg angav dem, ville de blive tiltalt efter den sidste og lempeligste kategori i Folkemordsloven. Det betyder, at de får få års fængsel. Det er ikke nok for mig, så jeg tier", siger hun.
På spørgsmålet om hendes følelser ikke gør forsoning umulig, svarer hun med heftigt:
"Jeg taler ikke om forsoning, men om retfærdighed," siger hun.

Mangel på øjenvidner
Kigalis retsbygning ligger ikke langt fra Gloriosas hjem. De fleste af ugens dage er det mænd i lyserøde fangedragter, der står foran dommernes skranke - tiltalt for at have deltaget i folkemordet. Men Gloriosa har aldrig besøgt retsbygningen eller overværet en sag.
"Der er fyldt med skyldige og deres familiemedlemmer," som hun siger.
I den brune retsbygning føres også sagen mod den 38-årige Josef Mbonimpa.
Han er tiltalt for folkemord. Anklagen lyder på mord, ulovlig sammensværgelse, forstyrrelse af offentlig orden, samt tilskyndelse til opstand.
Men da han ankommer uden for retsbygningen sammen med de fem andre anklagede, der får behandlet deres sager i samme ombæring, tyder ikke meget på, at han føler sig tynget af de alvorlige anklager.
"Hello sister," siger Mbonimpa, og griner overlegent under solbrillerne, da han sammen med de andre går forbi og stiller sig op på hjørnet af den brede trappe foran retsbygningen. Koner, børn og bekendte omringer fangerne, kysser og omfavner dem.
Fangerne er alle anklaget for forbrydelser i forbindelse med folkemordet. Deres fangedragter er nystrøgede, og pressefolderne står skarpt i de lyserøde, knælange fængselsshorts. Et par fine spidse sko er blevet fundet frem til lejligheden.
I retslokalet med de pastelfarvede vægge læser den ene af de tre dommere de anklagedes navne op og konstaterer, at kun et ud af de 10 indkaldte vidner er mødt op.
Under den to en halv time lange retsproces står Mbonimpa rank med let skrævende ben foran dommerne og giver med øjekast til sine medfanger og familien indtryk af, at han har kontrol over situationen.
Vidnet i sagen bliver kaldt op til skranken. Dommeren siger formanende, at han er den eneste person, retten har kunnet finde frem til, der mener, at have overværet det mord, Mbonimpa er tiltalt for at have begået. Vidnet forklarer, hvordan Mbonimpa var involveret i drabet på en mand ved navn Issa Halerimana. Men efterhånden kommer det frem, at vidnet tilsyneladende ikke selv har set Mbonimpa dræbe Halerimana. Dommerne krydsforhører vidnet intenst, dernæst bliver Mbonimpa spurgt, om han noget at tilføje:
"Alt hvad jeg har at sige er, at vidnet ikke så mig dræbe. Hvis han siger, jeg er skyldig, skal han beskrive stedet, tidspunktet og hvordan jeg gjorde det," siger Mbonimpa.
Ifølge Pierre Herbecq, delegationsleder for den fransk baserede organisationen Advokater Uden Grænser i Rwanda, forhindrer manglen på pålidelige øjenvidner til forbrydelserne under folkemordet, at dommerne får tilstrækkeligt grundlag for bedømmelsen af sagerne.
De personer, der har overværet overgrebene, er som regel enten selv blevet myrdet - hvis de var tutsier - eller også tier vidnerne af angst for at blive anklaget for meddelagtighed.
"Dommerne må ofte dømme ud fra deres fornemmelse af, om en person er skyldig," siger Pierre Herbecq.
Manglen på troværdige vidner kan forhindre en retfærdig retssag for både ofrene for folkemordet, men også for mænd som Josef Mbonimpa, der altså kan blive dømt på en dommers fornemmelser. Og dommerne i Rwanda er stort set alle tutsier.
Men som Herbecq påpeger, er det faktisk bedre, at dommerne er tutsier og ikke hutuer, fordi en hutudommer ikke så nemt kan tillade sig at frifinde en hutu - uden at blive mistænkt for at beskytte sine egne.
Men mange hutuer betragter desuden de 130.000, der sidder anklaget for meddelagtighed i folkemordet i overfyldte fængsler som ofre og et symbol på den nye regerings undertrykkelse af hutubefolkningen. Med det tempo retssagerne mod dem foregår, kommer de fleste anklagede til at sidde i fængsel resten af deres liv uden at komme for en domstol.
Advokater uden Grænser vurderer, at cirka 20 procent af de fængslede er uskyldigt anklagede.
Rwandas tutsidominerede regering forsøger at yde mennesker som Gloriosa Uwimpuhwe retfærdighed og fastholder, at alle de fængslede skal stilles for retten. Regeringen mener, det er den eneste vej til forsoning i landet.
Men samtidig er retfærdigheden Rwandas uløselige dilemma. Kan landet forsones, hvis ikke begge grupper - hutuer og tutsier - mener, de får en retfærdig behandling?
"Måske skal vi og Vesten holde op med at tale om forsoning. Rwandere er ikke parate til forsoning," siger Gloriosa Uwimpuhwe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her