Læsetid: 6 min.

Opgør med løgnere og nathuer

28. august 1998

Absurd hvis et opgør med besættelsestidens myter ender som et angreb på den egentlige modstandsbevægelse

FRIE ord
I mange europæiske lande er der stadig store diskussioner om, hvad det egentlig var, der skete under Den Anden Verdenskrig. Senest har de schweiziske bankers tilsagn om milliarderstatninger åbnet for en række af tilsvarende sager i og udenfor Schweiz. I flere lande har der været historiker-fejder, og graden af samarbejde med nazisterne fører stadig til forskellige grader af national selvransagelse: Bl.a. i Holland i forbindelse med striden om de store jødedeportationer og i Frankrig i forbindelse med Papon-sagen.
Det er alt andet lige godt, at der stadig diskuteres. Hvad der skete op til og under de to verdenskrige er en fundamental del af vore samfund i dag. Og begivenhederne så rystende og grundlæggende, at vi ikke må slippe dem. Der er stadig sager, der må og skal fastholdes - og selv 53 år efter krigens afslutning er der behov at diskutere den kollektive eftertanke.
Alt for mange nemme forklaringer har friløb, når de historiske erfaringer skal videregives til næste generation. Såsom dem der primært forklarer Adolf Hitler som den veltalende galning, der sammen med en lille gruppe af geniale propagandister fordrejede hovedet på den tyske befolkning og påførte verden ondskab og krig. Det er umiddelbart en god og tryg konsensusforklaring, fordi alle de hovedskyldige så er døde, og fordi ingen af nutidens økonomiske og politiske matadorer endsige deres historiske bagland kommer i skudlinjen. Men det største problem er, at galninge-versionen som samlet forklaringsmodel er af så tvivlsom værdi som vaccination mod fremtidige rædselsregimenter.

VORES hjemlige diskussion blev i sidste uge begavet med en 560 sider lang bog om historieformidling: Claus Bryld og Anette Warrings originale værk Besættelsestiden som kollektiv erindring.
Der er tale om en modig og original bog - men også om en bog, der nemt kan føre til forkerte konklusioner. Godt modtaget er den blevet af de fleste anmeldere. Og dygtigt har forfatterne varmet op til udgivelsen ved at skrive kronikker (se f.eks. Information den 15. august).
Claus Bryld og Anette Warring vil have, at vi skal nuancere vores billede af besættelsestiden. De beskriver en ritualisering og gradvis ensretning af den kollektive erindring om besættelsen - og mener, at den populære udgave, der står tilbage, ikke har et reelt historisk indhold.
Angrebet retter sig i høj grad mod det skønmaleri, der består i, at samarbejdspolitikken frem til august 1943 fremstilles som en slags passiv modstand. Tilsvarende mener Bryld og Warring at kunne fastslå, at modstandsbevægelsen i den kollektive erindring indtager en langt større betydning end den virkelige historie tilsiger. De var jo ikke så mange, når det kom til stykket.
Styrken ved bogen er, at den på mange områder er ganske grundig i sin gennemgang af den såkaldte kollektive erindring - og at dens metode er relevant for diskussionen om historieformidling.
Men problemet er, at forfatterne i deres jagt på et mere realistisk historiesyn får blandet tingene gevaldigt sammen.

PÅ Information skylder vi aktive modstandsfolk hele vores eksistens. Alligevel er det muligt - set fra passagen ved St. Kongensgade - at forstå den tese, at modstandsbevægelsens rolle måske er blevet overdrevet ved markeringen af et par jubilæer, ved et par udstillinger og i en del bøger og film. Bryld og Warring har eksemplerne.
Men vinklen er forkert: Vil de virkelig have, at der skal holdes hyldesttaler for samarbejdspolitikkens fremmeste? Og hvad er der galt ved at hylde modstandsfolkene, selvom man mener om det store befolkningsflertal, som den læser, der her i bladet skrev i forbindelse med 40-års jubilæet i maj 1985:
"Vi sad på gærdet og kiggede på slagsmålet og hoppede ned på den rigtige side på det rigtige tidspunkt, dvs. da vi kunne se, hvem der ville vinde. Det var efter august 1943."
Betragtninger som disse er af nogle gamle modstandsfolk blevet betragtet som fornærmende.
Egentlig bør de betragtes som det modsatte: At det i virkeligheden var relativt få, der virkelig gjorde det tunge og farlige arbejde i modstandsbevægelsen, understreger dog netop disse menneskers civil courage. Og at det i en lang periode var i en bitter modstrid med samarbejdspolitikken, gør kun bedriften større og historisk vigtigere.

DET NATIONALE skønmaleri - den pæne historie om det danske folks fælles kamp mod nazismen - som Bryld og Warring bekæmper, får imidlertid i forfatternes gengivelse en placering, som langt overgår virkeligheden. Deres kritiske gennemgang af, hvad en statsminister og fremtrædende borgerlige politikere dog fik sagt ved 50 års-festlighederne i maj 1995, kan være udmærket. Men denne og mange andre markeringer er dog ikke den slags, som den danske befolkning bruger som historisk facitliste. Når det kommer til stykket ved de fleste godt, at de gamle politiske partier - anført af Socialdemokratiet, Venstre og de konservative - i mere end tre år gik ind for et tæt samarbejde med nazisterne. Og at dette samarbejde var ensbetydende med en skarp afstandtagen til modstandsbevægelsen.
Der er mange nulevende danskere, der gennem årene har hørt og genhørt statsminister Buhls berygtede 1942-tale om modstandsbevægelsen. Og mon ikke denne lytterskare er større end den, der hørte omhyggeligt efter, da statsminister Nyrup i 1995 gav sit bidrag til skønmaleriet.

NÅR DE pinlige sider af samarbejdspolitikken trods alt har kunnet nedtones i det nationale skønmaleri, skyldes det blandt andet, at modstandsbevægelsen i befrielsessommeren 1945 afstod fra det frontale opgør med de gamle partiers samarbejdspolitik.
I Bryld og Warrings gengivelse lægges der vægt på, at modstandsbevægelsen helt har opgivet kritikken af samarbejdspolitikken - med den praktiske effekt, at alle med årene har kunnet samles om modstandsbevægelsen som nationalt symbol.
Her kommer kritikken igen til at vende forkert. Et helt centralt og bærende formål med modstandsbevægelsen var dog netop fra starten af kampen mod samarbejdspolitikken. Danmark skulle ikke stå som en nazistisk lydstat - og om de aktioner, der skulle ændre billedet, så af og til var mere symbolske end militært væsentlige, var så en anden sag.
Og når modstandsbevægelsen ikke stod hårdere fast i opgøret med de gamle samarbejdspolitikere, var det vel i hovedsagen en erkendelse af egen politisk svaghed og splittelse.
Rent faktisk viste det sig jo også, at befolkningen forbløffende hurtigt tilgav samarbejdspolitikerne. Det store flertal af den pragmatiske danske befolkning vidste godt, at de beskedne danske tab og byrder under besættelsen i praksis skyldtes samarbejdspolitikken. Danmark havde takket været først samarbejdspolitikerne og siden modstandsbevægelsen formået hele tiden at holde med vinderne.
Det var denne kendsgerning, der gjorde, at så mange efterhånden kunne samles om at hylde frihedskæmperne som de nationale helte. Og ofte på en måde, som mange modstandsfolk måtte se på med blandede følelser.
Informations grundlægger Børge Outze indledte sin første leder i bladet (i aftenudgaven den 9.maj 1945, hvor krigen var slut i hele Europa) med disse ord:
"Hvem tæller vel på Sejrens Dag de tabte Slag....De jublende Menneskemasser gør det ikke, de Mænd, der har rejst sig fra Lænestolene for atter at blive store folk i Danmark, gør det næppe heller. Men Mændene i Rækkerne gør det. Der er for mange tomme Pladser til, at man kan juble."
Lederen handler først og fremmest om de modstandsfolk og søfolk, der mistede livet. Den ender med en erklæring:
"Frihedskæmperne kan ikke give op nu. Det politiske Liv må aktiveres, Respekten for Parlamentarismen maa skabes paany ved, at Mandfolk og ikke Nathuer vælges ind på Tinge."
Men sommeren 1945 blev alt for kort - og ved de følgende valg sendte vælgerne nathuer på stribe til Tinge. Og samarbejdspartierne endte med at indtage deres vante pladser.
De to klarest erklærede samarbejdspartier er i dag klart landets største partier. Og den nationale bekvemmelighed og selvtilstrækkelighed er stadig en uhyre stærk faktor. Vi har stadig meget at diskutere og lære af historien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu