Læsetid: 5 min.

Overgreb på Indonesiens kinesere

12. august 1998

Etniske kinesere i Indonesien blev systematisk plyndret, voldtaget og myrdet under oprøret i maj. Kinesere over hele verden fordømmer nu overgrebene og kræver undersøgelser af, hvem der stod bag

"De var fem mænd, som voldtog hende på skift, og før den næste tog over, råbte han 'Allah O'Akbar'. De var vilde og brutale. Kort efter kom ni mænd ind i rummet og slæbte afsted med mig, men jeg be-svimede, og derefter blev alt mørkt."
Sådan beskriver en 18-årig kvinde, hvordan hun og hendes søster, der tilhører Indonesiens etnisk-kinesiske mindretal, blev overfaldet under de voldsomme gadeoptøjer i hovedstaden Jakarta midt i maj.
Optøjerne blev i dagene og ugerne efter mest fremstillet som en slags folkelig 'revolution', fordi de førte til den indonesiske diktator præsident Suhartos fald, men undersøgelser og vidneudsagn har sidenhen vist, at der i høj grad også var tale om systematiske overgreb på det etnisk-kinesiske mindretal.
Både i Jakarta og andre storbyer i Indonesien blev vreden især rettet mod de etniske kinesere, som blev plyndret, voldtaget og myrdet.

Slagt kineserne!
Efterhånden som oplysningerne er kommet frem, er vreden vokset hos kinesere fra hele verden, og de kræver nu, at den indonesiske regering skal finde de ansvarlige og straffe dem.
Ifølge de officielle tal blev flere end 1.200 mennesker dræbt under optøjerne i Jakarta, der især blussede op den 14. maj, og dertil kommer hundreder af sårede.
Ifølge flere rapporter - bl.a. fra det uafhængige Institut Sosial Jakarta, der har samlet vidneudsagn om oprøret og skrevet en rapport om det - blev optøjerne i flere tilfælde anstiftet af organiserede grupper, der ankom til bydele og opildnede de lokale beboere til at angribe butikker og etniske kinesere. Flere vidner antyder, at grupperne kan være organiseret af grene inden for militæret, men endnu findes der ingen konkrete beviser på det.
Under alle omstændigheder blev et ukendt antal etnisk-kinesiske kvinder udsat for massevoldtægter. Indtil videre er 150 kvinder stået frem og har fortalt, at de blev voldtaget, men tallet menes at være langt højere, fordi kvinderne simpelthen føler skam over voldtægten, mens andre efterfølgende har begået selvmord. Kvindeorganisationer i Jakarta er stadig i gang med at samle materiale.
Men også på internettet kan man finde beretninger om overgrebene. Bl.a. fra den føromtalte 18-årige kvinde, der fortæller om rædslen og frygten, da en stor folkemængde stimlede sammen foran den ejendom, hvor hun og hendes familie boede i en lejlighed. Mængden råbte bl.a.: "Slagt kineserne!" og "Lad os æde svin!"
Efter hun var blevet slæbt afsted af mændene, vågnede hun først op senere på et hos-pital, hvor hendes forældre fortalte hende, at hun var blevet voldtaget af syv mænd, mens de ikke kunne gøre noget. Hun slap dog nådigt - søsteren blev dræbt, fordi hun satte sig til modværge.
Også i den indonesiske presse har der været rapporter om, hvordan kvinder i Jakartas kinesiske bydel Glodok først blev voldtaget foran deres familie og derefter brændt levende. Avisen International Herald Tribune skrev tidligere på sommeren, at piger helt ned til ti års alderen blev voldtaget, og at der både var racistiske og religiøse årsager til overgrebene:
"Vi voldtager dig, fordi du er kineser og ikke-muslim," skal nogle af overfaldsmændene have sagt ifølge vidner.
Over 90 procent af Indonesiens befolkning på godt 200 millioner er muslimer, mens flertallet af den etnisk-kinesiske befolkning, der kun udgør mellem 3-4 procent, er kristne eller buddhister.
Dertil kommer, at kineserne, som har boet i Indonesien i flere generationer, sidder på 70 procent af den indonesiske økonomi, lige fra de største erhvervsgrupper til de mindste forretninger. Det har gjort dem upopulære blandt de indfødte indonesere, der op igennem historien ofte har gjort kineserne til syndebukke i krisetider.

Sindene i kog
Rapporterne om de seneste overgreb har sat sindene i kog og fået kinesere over hele verden til at fordømme Indonesien og kræve, at regeringen under Suhartos efterfølger, præsident Habibie skal iværksætte undersøgelser og straffe de skyldige.
Kinesere i Hong Kong og Taiwan er gået på gaden og har demonstreret mod overgrebene på det etnisk-kinesiske mindretal i Indonesien.
Selv i Folkerepublikken Kina, hvor befolkningen normalt ikke får lov til at demonstrere, og hvor regeringen hylder princippet om ikke-indblanding i andre landes interne affærer, var der tidligere på ugen optræk til ballade foran den indonesiske ambassade i hovedstaden Beijing.
De kinesiske myndigheder undlod dog at gribe ind, da systemkritikeren Jiang Qisheng sammen med bl.a. en forretningsmand og en lærer afleverede en protestskrivelse til ambassaden. Flere hundrede kinesere havde skrevet under på protesten mod overgrebene, der ifølge nyhedsbureauet Reuter blev sammenlignet med nazisternes jødeforfølgelser og betegnet som "en fornærmelse mod 1,3 milliarder kineseres værdighed."
Kommunistpartiets Folkets Dagblad opfordrede tidligere på måneden Indonesien til at "tage strenge forholdsregler for at straffe de lovløse og beskytte de etniske kinesere". Og den kinesiske udenrigsminister Tang Jiaxuan har som et usædvanligt skridt direkte opfordret den indonesiske regering til at gribe ind og "sikre at overgrebene ikke skal gentage sig."

Forskellige signaler
Den indonesiske præsident Habibie har indtil videre reageret med forskellige signaler. Allerede ugen efter han havde overtaget præsidentembedet, besøgte han Glodok-bydelen i Jakarta i et forsøg på at berolige den etnisk-kinesiske befolkning der.
Men Habibie har tøvet med direkte at fordømme overgrebene, og avisen Washington Post citerede ham for nylig for at sige, at de kinesere, der er flygtet fra Indonesien, sagtens kan erstattes af andre.
Anslået 30.000 etniske kinesere flygtede fra Indonesien efter maj-oprøret og er ikke vendt tilbage igen. Mange af de tilbageværende menes at overveje at forlade landet, hvis der påny bliver optræk til uro. Med kinesernes store indflydelse på den indonesiske økonomi er deres udvandring et stort problem i den nuværende økonomiske krise.
Indonesiens valuta er i løbet af et år blevet devalueret med 80 procent, og store dele af økonomien er gået helt i stå med arbejdsløshed og fattigdom til følge.
Dertil kommer, at det er kinesiske forretningsfolk i f.eks. Hong Kong og Singapore, der har været de største udenlandske investorer i Indonesien siden 1995. I øjeblikket holder de deres investeringer tilbage på grund af den økonomiske usikkerhed, men sandsynligvis også på grund af overgrebene på den etnisk-kinesiske befolkning i Indonesien.
Habibie-regeringen har dog nedsat en gruppe, bestående af repræsentanter for regeringen, militæret og græsrodsorganisationer, der skal undersøge maj-oprøret, bl.a. med det formål at finde ud af, om organiserede grupper stod bag.
Nogle etnisk-kinesiske forretningsfolk er der dog tilbage i Indonesien, og enkelte forstår at udnytte den nuværende stemning af frygt og usikkerhed. I dagbladet Bisnis Indonesia annoncerer en af dem for gode og solide kyskhedsbælter sammen med teksten "Vil du sikre dig mod voldtægt?"
Ifølge magasinet Far Eastern Economic Review er der mange af de etniske kinesere, der vil det i dagens Indonesien.
Salget går strygende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu